Teenage Talk

Her til morgen modtog jeg en mail fra en god bekendt. Han skrev:

“Nåmen, nu har jeg fået taget mig sammen til at lytte til den nye Kendrick Lamar. Mesterværk, ehhh?”

Hvilket er et relevant spørgsmål, da det nye album er blevet skamrost alle steder. Men sandheden er, at jeg ikke har fået lyttet til det (reelt) endnu. Hørte singlen ‘King Kunta‘ for et stykke tid siden, som jeg nok syntes var ok, men den gav mig ikke lyst til mere. Den kom i hvert fald ikke på min ‘bruttoliste’ playliste på Spotify, hvor alt sympatisk musik, der skal udforskes nærmere, havner.

Ved ikke om jeg blot er blevet for hvid og midaldrende til hiphop anno 2015. For nu prøvede jeg lige en 180 sekunders skimning af albummet, og det lød alt i alt som lidt for intellektuelt og jazz-improviserende for mig. Grundlæggende vil jeg jo bare have en R.Kelly banger eller Ice Cube, der cruiser gennem LA’s gader sammen med sin AK47. Så nej, ingen Kendrick Lamar til mig for tiden.

Min absolutte favorit lige nu er St. Vincent ‘Teenage Talk’.

Det er sfærisk synthpop med en distant og hjerteknust isdronning, der synger melankolsk om fortiden og fortrydelser. Det lyder som Lana del Rey, når hendes producere og sangskrivere er bedst. Sangen når sit højdepunkt lige efter 02:00, hvor synthen suppleres af hvad der lyder som et genert pornoorgel, og den (faux?)indsigtsfulde vrængende ytring:

“Well that’s just teenage talk I don’t think the past is better, better Just ’cause it’s cased in glass Protecting us from our now and later”

Ja, det er dybt, ikke sandt?

Jeg så St. Vincent tilbage i 2006 (dengang jeg stadig gik til koncerter!), hvor hun var opvarmning for Sufjan Stevens. Jeg ved ikke om hun er blevet meget bedre i dag end dengang, men ‘Teenage Talk’ er ihvertfald fremragende.