Kinesisk religion


Jeg ved godt at det er en værre uskik med lange og trange citater om besynderlige emner. Men hey, det er min abegrotte det her, så jeg kan skrive hvad jeg vil. Og med nyheden om at Kina nu fjerner begrænsningerne for hvor længe Xi Jinping kan sidde som præsident, så blev jeg meget inspireret af denne antropologiske analyse af det kinesiske kommunistparti set som en … religion:

Despite their explicit atheism, Marxism, socialism and communism are often compared to religions. They require conversion and unquestioned belief in dogma and provide a full eschatology that gives sense and purpose to what has to be done here and now. This continues to be an essential insight but misses one crucial point that is particularly salient to contemporary China.

Viewing these ideologies as such is predicated on a Western understanding of religion modelled on Christianity. Cross culturally, however, religion is not about dogma and belief or how one expresses this belief. Religion is not even necessarily about the supernatural; rather, it is about the privileging of certain aspects of one’s environment, life and experience as sacred, that is, as special and set apart from the normal, profane domains of life. This distinction exists in any society quite independently from what it is exactly that is considered sacred.

If religion is simply about distinguishing the sacred from the profane, it can exist without any dogma and belief, or a material representation and awe of supernatural powers. In his study of the Giriama in Kenya the anthropologist David Parkin has developed this point further. Parkin demonstrates that the Giriama define themselves as a distinct people by reference to a remote, largely uninhabited but nevertheless sacred place of origin called the Kaya. This ‘sacred void’, as Parkin calls it, is kept pure and sacred through periodic acts of cleansing and purification to ensure the fertility and continuity of the Giriama people.

The concept of a sacred void, I would argue, travels rather well to contemporary China. Leninist principles set the CCP apart from society and represent its rule as a sacred mission regardless of any of the beliefs, dogmas or ideologies that it professes. Just as Giriama elders move secretly in and out of the Kaya, with only the occasional elder identified as having broken some rule, so it is that Party leaders are beyond scrutiny and only occasionally get purged. …

The sacredness of CCP politics is why the Party maintains an elaborate edifice of largely vacuous ideological innovations and resists the scrutiny of democratic principles and procedures. Jettisoning ideology would turn CCP rule into an ordinary dictatorship that visibly has no other mission than its own perpetuation. Introducing democracy would crowd the sacred void with the profanity of electoral politics that citizens of democratic countries might deplore, yet fully expect and take for granted: deceitful politicians, greedy interest groups and media theatrics.

It is, therefore, too simple to think that the CCP resists democratic elections and accountability only out of fear of losing power to competing parties. Its resistance to democracy runs at a much deeper indeed religious level. Democracy would expose the inner core of CCP politics to the gaze of ordinary people, stripping the Party of the mystery and sacredness that have rendered its rule unquestionable and untouchable for so long.

Det bliver sindssvagt spændende at studere Xi og den kinesiske politiske udvikling i de kommende år. Både for Kina selv, men også for den globale udvikling – især i disse år, hvor USA er gået ind i sig selv.

Xi kan nu principielt til at sidde som Kinas leder på livstid. Han har vist sig endog særdeles effen til at konsolidere magten hos sig selv og fået gjort sin politik til officiel kinesisk statsideologi. Vi taler måske endnu ikke om en personlighedskult a la Mao, Kim’erne i Nordkorea eller Türkmenbaşy, men konturerne er der. Hvis Xi efter ovenstående model får defineret sig selv som hellig og med Kinas historie in mente, så ville det være overraskende hvis ikke det går sådan.

En afsluttende betragtning: Det er interessant at Kina med Xis konsolidering af magten tilsyneladende går i samme retning som Putin i Rusland. Kina har med sine rokerende statsledere og højtbesungne meritokrati hidtil haft en vis affinitet for kollektivt lederskab. Det er slut nu. Magten ligger nu kun ét sted: Både reelt, formelt og symbolsk. Så ligesom Putin ikke rigtig gider lade som om, at Rusland er noget der minder om et demokrati, så har Xi nu også sat en stopper for illusionen om kollektivt lederskab.

Så bestemt interessant. Måske lidt for interessant, faktisk. Det er ikke gode tider for de af os, der sætter pris på den liberale demokratiske model.

Taiping

Læste et blogindlæg om Syrien, hvor skribenten opfordrede til at man for konteksten skyld bør læse en bog om ’the Taiping rebellion’. Jeg indså at jeg ikke anede hvad manden talte om, så jeg besøgte wikipedia. Og jeg må konstatere, at Kina var og er et besynderligt land, hvor tallene altid er absurd høje og historien nærmest er science fiction:

“The Taiping Rebellion or Taiping Civil War (simplified Chinese: 太平天国运动; traditional Chinese: 太平天國運動; pinyin: Taìpíng Tīanguó Yùndòng) was a massive rebellion or civil war in China that lasted from 1850 to 1864, which was fought between the established Manchu-led Qing dynasty and the Christian millenarian movement of the Heavenly Kingdom of Peace.

The Taiping Rebellion began in the southwestern province of Guangxi when local officials launched a campaign of persecution against a Christian sect known as the God Worshipping Society led by Hong Xiuquan, who believed himself to be the younger brother of Jesus Christ.

The war was mostly fought in the provinces of Jiangsu, Zhejiang, Anhui, Jiangxi, and Hubei, but over 14 years of war, the Taiping Army had marched through every regularized province of China proper except Gansu.

The war was the largest in China since the Qing conquest in 1644, and ranks as one of the bloodiest wars in human history, the bloodiest civil war, and the largest conflict of the nineteenth century with estimates of war dead ranging from 20 to 70 million dead, as well as millions more displaced”

Seriøst, det der kan ingen fantasyforfatter finde på, så vanvittigt er det.

Wie es eigentlich gewesen ist

Det er interessant, hvordan begivenheder fortolkes eller italesættes i medierne, og bliver lagret i den fælles forståelse. Vi går ud fra, at vores oplysningstids-individfokuserede, judæo-kristne/liberal-demokratiske prisme er den rigtige måde at opfatte verden på. Alt imens mener vi, at ‘propagandaen’ i ‘de statsstyrede medier’ i lande som eksempelvis Rusland nærmest pr. definition må være afsporet, politisk farvet og manipulerende.

Hvilken den så antageligvis også er.

Men rent analytisk er det interessant at undersøge, hvilke diskurser, tolkninger og virkelighedsopfattelser, der ender med at blive den gængse accepterede og vedtagne sandhed om en begivenhed.

Ikke at jeg er ude i et større videnskabsteoretisk ridt, hvor vi én gang for alle skal have afgjort om virkeligheden er social konstrueret eller ej. Men de divergerende fortællinger får mig til at undres, når jeg i en artikel om det Konservative Folkeparti kan læse om en del af deres nationalkonservative såkaldte ‘hvide fløj’ at:

»Der er for eksempel mange, der ikke kan forstå, hvorfor vi pr. definition skal samarbejde med USA mod Putin, da de identificerer sig med Putins nationalisme. De anerkender og forstår Putins argumenter for at annektere Krim, selv om de selvfølgelig også er kritiske over for at bryde international lov.«

Uanset hvad man end måtte mene om synspunktet, så er det interessant, at opleve et så anderledes syn på en begivenhed – den russiske invasion (befrielse?) af Krim – end den gængse mainstreamfortælling. Hvordan opstår den slags?

one-child-policy-poster-propaganda

Helt aktuelt spekulerer jeg ligeledes en del over hvordan vi fortolker og fortæller hinanden om det nylige kinesiske opgør med et-barnspolitikken.

Diverse rapportager fortæller, at den har været en strålende succes, da der ellers ville være blevet født 400 mio. flere kinesere end tilfældet er. Hvilket, må vi forstå, har været en helt nødvendig forudsætning for, at kineserne er lykkedes med deres økonomiske politik og deres epokegørende bedrift i at løfte X-hundreder millioner af mennesker ud af fattigdom. Og de 400 mio. mennesker ville ligeledes have været rædsomme at have luffende rundt, set i bæredygtighedsperspektiv. Så de visionære kinesere har via planlægning samt evnen til at træffe og gennemføre svære beslutninger på den måde taget ansvar på egne og klodens vegne. Hvilket jo er præcis den fortælling, som passer ind i det kinesiske styres interesser om at fremstille sig selv og den markeds-kommunistiske samfundsmodel som overlegne.

Men man kunne jo også opfatte det sådan, at kineserne uden blusel har myrdet 400 mio. mennesker. Hypotetiske mennesker, ganske vist, og ja, det vil være en ekstrem tolkning af begivenheden. Men alligevel. Det er 400 mio. mennesker, der potentielt kunne have levet i dag. Og så har vi ikke engang talt om de lidelser der består i, at rent faktisk eksisterende mennesker ikke selv frit kan bestemme hvordan de vil indrette deres liv eller familie. Den fortælling er dog trængt i baggrunden for en hyldest til kineserne, der virkelig har taget en for holdet gennem deres autoritære overgreb mod egen befolkning.

Det fascinerer mig, at det kinesiske styres variant af fortællingen er blevet den fremherskende. Og jeg undres over hvordan det sker, når den kinesiske soft-power og attraktiviteten i en sinocentrisk verden trods alt ikke er større end tilfældet er. Det skal blive interessant hvordan historiebøgerne skrives i fremtiden, når kineserne for alvor er blevet den centrale supermagt i verden.

Jeg er ikke sikker på, at det bliver en behagelig affære.

Nye dimensioner

Jo nærmere afrejsedagen til Kina kommer, jo mere er jeg begyndt at indse, hvor lidt jeg egentlig ved om landet.

Kan ikke helt vurdere om det skyldes bevidst ignorance fra min side, men tilbage står trods alt, at jeg mangler fornemmelsen af at jeg ‘forstår’ Kina.

I et lidt sørgeligt forsøg på at udbedre manglerne, købte jeg en hurtigt læst bog, som har fået gode anmeldelser.

Bogens mest tankevækkende afsnit har hidtil være om urbaniseringsprocessen, der har kørt de sidste 10-15 år – og som kun vil fortsætte. Det er voldsomme, ja, svimlende tal.

I 2030 vil der bo 1 mia. kinesere i storbyer, som følge af flytningen fra land til by. Enorme menneskemængder bliver flyttet hver eneste år. Der vil i 2025 være 221 kinesiske byer med mere end 1 mio. indbyggere. 221 byer på størrelse med hovedstadsområdet herhjemme! I dag er der kun 35 byer af den størrelse i Europa. Og af de 221 vil de 23 have mere end 5 mio. indbyggere. Alle disse 1 mia. mennesker i storbyerne skal have lejligheder at bo i, vand, kloakker, politi, indfaldsveje, fastfoodrestauranter, haveslanger, byggemarkeder, skadestuer, parkbænke og rensningsanlæg. Altså, det er jo enhver byplanlægger/’Sim City’ spillers våde drøm.

Bogen har også en interessant betragtning om integration af den kinesiske økonomi:

“Looking at China today, what you don’t see is an integrated continental economy. You don’t see infrastructure connecting each part of the country, like say in the United States. That is likely the future but not yet the present.

If you look at the population and the existing infrastructure, what you actually see is a series of “clusters.” You see local groups of cities with over 60 million people. For example, Beijing/Tianjin in the North is actually a cluster of 28 cities — all tightly interconnected by roads, rail and other infrastructure. Qingdao, well known for its beer, is actually part of a 35-city cluster.

Overall, China has more than 20 of these clusters…and each of these clusters is about the size of a European country.

According to government plans, China’s main clusters will cover 80% of GDP and 60% of the population.”

Kald mig hvad I vil, men de tal og dimensioner sætter altså de hjemlige diskussioner om børnepenge, vækstpakker og den kommunale omfordeling af penge fra Gentofte til Ringkøbing lidt i perspektiv. At skulle finpudse velfærdstaten for 5,6 mio. mennesker her i den skandinaviske andedam virker pludselig ikke som en videre overvældende opgave.

Sinologi

Jeg har tænkt over noget de senere dage. Jeg tror, at vi går op i de forkerte ting, når vi diskuterer udenrigspolitiske forhold.

Får læst en masse Financial Times for tiden. Tager avisen med hjem efter arbejde, fordi der alligevel ikke er nogle af mine kolleger, der får den læst. De har kørt en masse artikler om partikongressen i Kina og eksklusionen af ham et-eller-andet Bo fra politbureauet.

Det fik mig til at tænke. Vi ofrer så meget opmærksomhed på det amerikanske præsidentvalg. Der sidder mennesker i Vordingborg og spekulerer over, hvad mon det vil betyde for de stakkels homoseksuelle, hvis Rick Santorum bliver præsident. Og der sidder personer i Baden Baden og nærstuderer Obamas taler ved AIPAC-konferencen i forrige uge. Alt imens er de fleste mennesker ret ligeglade med antageligvis ligeså homoseksuelle mennesker i Kina, og det er de færreste, som går sådan rigtig meget op i kinesernes Mellemøst-politik.

På en måde kan jeg godt forstå det monomane fokus på USA.

Vi får det meste af popkulturen derfra. Landet er stadig hegemonen i den globale økonomi og sikkerhedspolitik. Og amerikansk politik er mere iscenesat, mere skuespilsagtigt. Eller: Det er i hvert fald nemmere for journalister, at vinkle deres rapportager på den måde. I ved nok: Gode, kloge Obama vs. de gale, kristne højrefløjsfundamentalister. God vs. ond. Det er lige efter det store manuskript for episke politiske dramaer med klart definerede helte og ligeså klart definerede skurke. Enhver der har et West Wing er allerede lune i trussen. Amerikansk politik er bare sjovere og nemmere at have en mening om.

Men Kina? Der sidder 9 mænd i politbureauet. De ligner alle hinanden. Ingen kan huske deres navne. I FT’s analyse af flokken havde de delt dem op i ’liberals’, ’conservatives’ og ’unknowns’. Pudsigt nok var begge de to gamle mænd i ’unknowns’-kategorien henholdsvis den kommende premierminister og den kommende præsident!

Vi har med andre ord at gøre med et politisk system, hermetisk afsondret fra resten af verden, hvor ikke engang nogle af bedste analytikere og journalister reelt aner hvem fanden de kommende beslutningstagere er. Vi aner ikke hvad de mener, de er umulige at skelne fra hinanden, ingen kender deres evner eller kompetencer. Vi aner ikke hvordan det spiller sammen med den øvrige styring af de mange milliarder kinesere regionalt og lokalt. Største drama i sidste uge var som nævnt eksklusionen af ham Bo, lederen af en region, som jeg ikke kan huske navnet på, men der bor vist nok 55 mio. mennesker. Ignorancen fra min side er total (og jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er alene om det). Alt imens går folk op i om Newt Gingrich har kaldt Obama for en socialist. ’Wauw’, må man bare sige.

I gamle dage sad der såkaldte kremnologer og beskæftigede sig med det sindrige magtspil i den øverste sovjetiske ledelse. Og forhåbentlig er der i dag beijingologer, der er ligeså optaget af at forstå hvad i alverden der foregår, dér bag de lukkede døre. For det er formentlig uhyrlig vigtigt for verdensøkonomien, klimaet, menneskerettighederne og sikkerhedspolitikken, hvem der sidder i Kinas ledelse.

Men det er noget nær umuligt at finde ud af eller at forstå. Så ingen i danske medier går rigtig op i hvilken af de ens-udseende kinesere med uhuskelige navne, som kommer til at bestemme. Så hellere skrive endnu en artikel om Ron Paul (dette absolut irrelevante politiske fænomen) eller Santorums seneste homohadende tale i en bonderøvs-stat i Midtvesten.

Anyway, jeg tror ikke, at jeg selv har evnerne eller energien til at sætte mig ind i, hvad der foregår i Kina for tiden. Men jeg tror, at det er vigtigt at blive bedre til det. Og jeg tror, at vi retter fokus mod forkerte eller irrelevante ting. Vi kommer næppe til at forstå verden bedre, hvis vi fortsætter med kun at beskæftige os med let kommunikerbare ting og personhistorier om Mitt Romneys mormonbaggrund. Det er jo i sidste ende fuldstændig irrelevant. Underholdende, måske, men irrelevant.

Uundværlig?

Det er ikke så tit at en ultrablød føle-røre samfundsvidenskaber som jeg finder inspiration i Business sektionen i The Economist, men i denne uge har de en interessant artikel omkring Kinas betydning som eksportmarked.

Jeg skal ikke gøre mig klog på metodologien eller hvordan man er nået frem til tallene, men de illustrerer tilsyneladende hvor stor en andel af landene og regionernes bruttonationalprodukt, der udspringer af eksport til Kina.

Kina er i sagens natur selv et stort eksportland, der leverer et hav af billige produkter til glæde og gavn for forbrugere rundt omkring i verden. Derfor er ovenstående ikke et udtryk for Kinas samlede betydning i verdensøkonomien. Men for den storpolitisk interesserede, kan man alligevel udlede lidt geopolitik af billedet. For hvilke lande er mest økonomisk afhængige af Kina? Hvad betyder den afhængighed i givet fald for bevægelserne indenfor international politik? Og hvordan vil handelsstrømmene udvikle sig fremadrettet? Nørdede spørgsmål, ja, men de kommer til at få betydning for os alle indenfor en ikke alt for lang tidshorisont.

Med Nobelprisen til den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo in mente, så må man vel blot notere sig, at qua deres store økonomiske interesser i Kina, så vil de store afrikanske lande, oliesheikerne og Kinas kolleger i BRIK-landene næppe løfte en finger for at forbedre den ikke helt fremragende menneskerettighedssituation i Kina. Ej heller vil de presse Nordkorea  eller Iran mere end højest nødvendigt. Folk med visioner om udbredelsen af det liberale demokrati i hele verden vil nok heller ikke få meget at juble over i årene frem. Det kan man jo så begræde hvis man vil.

Givet er det dog, at Kina kun vil fylde endnu mere i fremtiden. Alene ud fra det faktum, at når den kinesisk stat engang holder op med at holde Yuan-kursen kunstigt lav (og derved giver de kinesiske forbruger mulighed for at bruge nogle penge), så vil ovenstående billede endda ændre sig markant i retning af yderligere økonomisk samhandel. Hvis økonomien smitter tilsvarende af på kulturen, så går der næppe mange år før der underviser i et af de store kinesiske sprog som første fremmedsprog i folkeskolen. Vi lever i sandhed i interessante tider.

Poetisk statistik

Inspireret efter en længere statistik- og økonomipræget læsedag, frydede det mit lille sorte hjerte at læse om et par af de mange spændende happenings, som kineserne tager i brug for at fejre 60-året for Folkerepublikken Kina.

Der er skam ikke nok med traditionelle, spontane jubelscener. Nej, der skal meget mere kreative idéer til.

Ifølge denne fascinerende artikel i Wall Street Journal, har den kinesiske regering opfordret offentlige embedsmænd til at udtrykke deres fædrelandskærlighed ved at optræde med patriotiske sange på pladser rundt om i landet.

En fremragende idé, som man burde adoptere her til lands. For der findes vel næppe noget, der som synet af en flok papirbunkeflyttende DFØF’ere, der sjunger ‘I Danmark er jeg født’ for fuld kraft, ville kunne få det nationale hjerte til at banke hurtigere, og samfundets sammenhængskraft til at blomstre smukt.

Men nuvel.

Ingen kommer dog i nærheden af kreativiteten hos det nationale kinesiske statistikbureau. Ud over at være notorisk utroværdige i opgørelsen af Kinas BNP-vækst, har man fra ledelsens side nemlig udskrevet en konkurrence om hvilke medarbejdere, der bedst  kan hylde fædrelandet og statistikkens betydning i form af digte, poesi og essays.

Det er der kommet over 100 bidrag til, herunder de episk titulerede ‘”I am Proud to Be a Brick in the Statistics Building of the Republic” and “Feelings Tied to a Sea of Numbers”.

Ingen af dem slår dog Wang Jiaowei, en dataindsamler fra en lokal station i det østlige Kina, der har begået mesterværket “Love the Motherland, Love Statistics”. Læs selv med og bliv bjergtaget af dybden i hans indsigt:

In life Some mock me for doing statistics Some loathe me and statistics Some don’t understand what statistics are Why is it that statistics Put a calm smile on my face? Because of statistics I can solve the deepest mysteries Because of statistics I will not be lonely again, playing in the data Because of statistics I can rearrange the stars in the skies above

Kan det udtrykkes meget smukkere? Jeg tillader mig at tvivle.

Sat grundigt på plads af Kina

Nånånånå. Så tror de løgnagtige vestlige medier nok at de skal forherlige tibetanernes frihedskamp, ligesom den afstumpede Nancy Pelosi smisker rundt med Dalai Lama og plæderer for en uafhængig undersøgelse af urolighederne i Tibet. Nonsens! Kina klarede jo demonstrationerne på den Himmelske Fredsplads i 1989 helt fint – og med eksemplarisk hensyntagen til menneskerettighederne! Og desuden kan den officielle kinesiske nyhedshjemmeside jo meddele, at Kina har ‘broad international support’ i deres håndtering af Tibet uroligheder. Tillad mig at citere et par af de mest vægtige og eksemplariske støtter:

A spokesman of the Foreign Ministry of the Democratic People’s Republic of Korea (DPRK) on Thursday strongly denounced the unsavory elements of their moves to seek “the independence of Tibet” and scuttle the upcoming Beijing Olympics.

He expressed support to the Chinese government in its efforts to ensure social stability and the rule of law in Tibet and to defend the fundamental interests of the Tibetan people. Syria condemned on Thursday the recent acts of sabotage in Lhasa and expressed solidarity with China in maintaining security and stability in Tibet.

“While Syria strongly condemns these acts and the circles standing behind them, it expresses solidarity with and stands by China in dealing with this situation and in maintaining security and stability in Tibet,” the Syrian Foreign Ministry said in a statement. Syria has followed with great concern the recent acts of sabotage committed by a few rioters in Lhasa, Tibet, which claimed several innocent lives and inflicted heavy damages on private and public property, said the statement. Syria sees in these destructive acts an attempt to harm the unity of China’s people and territorial integrity as well as an attempt to distort the great world festivity that is the Olympic Games and for which the government of China exerted all efforts to make it a success in cooperation with the international community, it added. A Benin government spokesperson strongly condemned the violence which was planned and instigated by Dalai Lama, saying that Dalai Lama uses these despicable methods to separate China and destroy the Olympic Games to be hosted by Beijing in August. The spokesperson said that the violence and the criminal acts by the separatists have clearly proved that the slogans “peace” and “non-violence”  proclaimed by the Dalai Lama are lies.

Så kan du lære det, Dalai Lama. Alt hvad du prædiker er løgn, løgn, LØGN! Din tomme reterik er ER blevet gennemskuet i Benin, så pas du bare på! Herudover er der mange varme knus og kram til Kina fra Mongoliet, Nepal, Bangladesh, Kazakhstan, Kyrgyzstan, Tajikistan, Fiji, Serbien, Zambia, Sierra Leone, Rusland, alle de arabiske lande, Hviderusland, Vietnam, Mauritanien, Elfenbenskysten og Lesotho.

Ak, ja, når man kan få opbakning fra denne glorværdige klub af demokratiske, fredselskende, menneskerettighedsfokuserede nationer, hvem har så brug for mere her i verden?