Nine million bicycles in Beijing

Min agtværdige kollega Anne Grete slubrer. Højlydt. Især når hun drikker grøn te. Og gerne med en efterfølgende bemærkning om at jeg drikker alt for meget kaffe – et synspunkt jeg i og for sig ikke er uenig i – når jeg sidder på arbejdet. Vi kom derefter til at diskutere det evigt aktuelle emne om, hvorfor man gennemsnitligt lever så meget længere i visse asiatiske lande end man gør herhjemme. Hvis man spørger koreanerne, så skyldes det helt klart ginseng-rodens ualmindeligt helende kraft, ja, ginseng er faktisk godt mod praktisk talt samtlige dårligdomme man kan opstøve. Så er der jo kineserne, japanerne og deres meget elskede førnævnte grønne te. Suppleret med en sund kost, anderledes rygevaner osv. medfører det åbenbart, at japanske mænd og kvinder, ifølge WHO, kan forvente at blive henholdsvis 79 og 86 år gamle, mens de tilsvarende tal for danskere er 75 og 80 år.

Hvilket naturligvis leder hen til mit egentlig mål med dagens indlæg: Japanske mad og i særdeleshed Okonomiyaki. Okonomiyaki ( = ‘som du selv vil have det’) kan vel bedst beskrives som en slags pandekage, hvori man kan iblande alt muligt. Vi fik dem på en restaurant på Miyajima sidste år (to gange, faktisk!), og de er stadigvæk mit bedste madminde fra Japan. Tilsyneladende er det en lokal ret fra Hiroshima området, og jeg kom til at tænke på dem efter maddiskussionen her til formiddag. For de smagte urimeligt godt og tanken gjorde mig ganske forfærdeligt sulten, hvilket den mere verdslige personalerestaurants buffet ikke helt har kunne gøre noget ved – måske fordi sulten er iblandet en længsel mod at komme afsted igen.

I øjeblikket sidder jeg på arbejdet og forsøger at sætte mig ind i en sag om misbrug af dominerende stilling fra 2002, hvor der sker domfældelse i Østre Landsret i næste uge. Det er meget jurapræget, men det hører sig vel også til engang imellem. Plenum igår aftes var præcis så langt og kedsommeligt som den slags møder nu er, men det er nu meget rart at være fri for diverse forpligtelser. I aften står den på middag med den afgående Styrelse på kollegiet og så drager jeg vestpå lørdag. Dermed også sagt, at de kommende dages opdateringer kan gå hen og blive en smule sporadiske, men fortvivl ej – jeg vender frygteligt tilbage før end I ved det.

PS. Nu vi er i Asien, så havde BBC i går en ganske pudsig artikel omkring navneproblemer i Kina. F.eks. er der 3.937 personer alene i Shanghai der hedder ‘Chen Jie’, hvilket skaber ganske store problemer i telefonbøgerne, for postvæsenet og administrationen i almindelighed. På samme måde er der 900.000(sic!) beboere i byen der har ‘Zhang’ til efternavn og over 1.5 mio. i Beijing der hedder ‘Wang’.

People are people

Fandt lige følgende interessante link på Wikipedia. Det er på tysk, men burde være forståeligt for selv vores mere italofile læsere. Som skrevet står er det en liste over de ‘bevölkerungsreichsten Städte und Metropolregionen der Welt’. Jeg bringer den her et uddrag:

1. Tokyo: 36.511.740, 2. New York: 22.313.756, 3. Mexico City: 22.092.696, 4. Seoul: 21.738.345, 5. Mumbai (Bombay): 19.499.453, 6. São Paulo: 19.091.770, 7. Jakarta: 17.593.429, 8. Los Angeles: 17.542.279, 9. Ōsaka-Kobe-Kyōto: 17.514.449, 10. Delhi: 17.476.068

Hvis man blot regner med byerne som sådan – og altså ikke ‘metropolregioner’ – så er Seoul faktisk større end Tokyo: 10.349.312 mod 8.336.599. Min gamle hadeby nr. 1 Moskva er også pænt stor med 10.381.222 indbyggere.

Jeg indrømmer gerne at jeg altid har været til salg for statistikker med befolkningstal, men det forklarer altså en helt del (f.eks. hvorfor Japan føles som een stor by!) når man ser de tal….!

Busan

Tōkyō

Yusukuni Jinha – de politisk interesserede af jer kender nok dette Shinto tempel….!

 

Sushi-bar – kun et par minutter før et jordskælv

Ginza

Har lige haft besøg af Cecilie, der havde et hav af billeder med fra Japan turen. Der er faktisk så mange, at jeg ikke helt kan bestemme mig for hvilke der skal på. Derfor ligger jeg kun et par stykker ud til at starte med.

The only constant is change

Så nåede jeg minsandten hjem og efter en god nats søvn er jeg nu frisk og frejdigt igang med at lytte til den samlede høst af cd’er som jeg samlede op i Japan. Turen hjem var lang, men gik fint. Vi fløj fra Seoul Incheon kl 14.35 lokal tid, og efter ca. 17 timers rejse (inkl. et stop i Frankfurt), tumlede jeg overtræt rundt på kollegieværelset og pakkede ud. I Seoul lufthavn købte jeg Economist og Jonathan Safran Foer’s ‘Everything is illuminated’. Sammen med diverse aviser og en amerikansk udgave af Nick Hornby’s ‘Fever Pitch’ (jeg kommer ALDRIG til at synes om Drew Barrymore!), fik de mig nogenlunde gennem turen. ‘Everything is illuminated’ var ok, omhandler jødeforfølgelser i Ukraine under 2. verdenskrig, men var til tider lidt konfust skrevet. Kan ikke helt forstå at Hr. Safran er blevet så hypet som han er.

Idag skal jeg så akklimatisere, til timer og have køkkenrengøring. Når jeg sidder og kigger på min to-do liste for november, så ser det ud til at blive en stresset omgang – især er der jo en fest den 12. der skal arrangeres….! Vi har møde i udvalget i morgen, så lad os nu se.

Ellers virker det ikke om om at der sket det helt store herhjemme (hvad havde du forventet på to uger?), så jeg må hellere se at komme i gang med at lave nogle skandaler på kollegiet så det hele ikke bliver gråt alt sammen ;)

I just can’t get rid of you, like you got rid of me

Woo-pee-doo, saa er det sidste posting herfra ferien….! I morgen kl 14 koreansk tid flyver jeg hjemad (via Frankfurt), og saa staar jeg igen og kigger fortvivlet rundt paa mit kollegievaerelse ved 22 tiden mandag aften.

De sidste par dage er gaaet med at udforske Seoul og en tur til DMZ ved den nordkoreanske graense. Sidstnaevnte var lidt skuffende, mest fordi der egentlig ikke er saa meget at se deroppe. Derudover var vaeret koldt, klamt og taaget, saa det var lidt af en skuffelse. Seoul er stor, men virker underligt tom. Der er ikke saa mange ting at se, og generelt er jeg maaske blevet lidt skuffet over Korea. Folk her er rarere end i Japan, men man gaar hele tiden med fornemmelsen “er der virkelig ikke mere at se her….?”. Til gengaeld er der et ocean af coole asiatiske musikvideoer paa koreansk tv, plus at de sender Miss Asia udsendelser konstant! Jo tak!

Naa, bortset fra det, saa har det vaeret en god tur, men det bliver nu ogsaa meget rart ikke laengere at leve i en kuffert. Og jeg savner min cd-afspiller, piv-piv… ;)

Vi skrives ved naar jeg engang igen sidder paa hjemstavnens vemodig stepper…..

But I’m not the boy you once put your faith in, just someone who looks like me

Endnu en update herfra Korea, sidder lige nu paa endnu en nedslidt netcafe, denne gang et lille stykke fra hotellet i Seoul. Var lidt af en aha-oplevelse at gaa igennem de smaa gader, det vrimler med farverige skilte, snedige steder, obskure tilbud og loefterige steder til at tilfredsstille diverse laster – ganske underholdende.

Siden sidst har jeg som naevnt vaeret en tur i Gyeongju, en gammel kongeby. Vi saa Koreas mest beroemte tempel. Hotellet laa desvaerre lidt langt fra alting, saa vi fik ikke set saa meget af selve byen. Maa blive en anden god gang! Siden jeg skrev i formiddags tog vi toget til Seoul, med skifte i Daegu. Seoul er selvsagt enorm (13 mio mennesker fylder en del), og den virker meget lovende. Vi tog ind for at se det gamle kejserpalads, men det lukkede kl 17 (og gaet hvem der kom 17.06!!!). Derfor tog vi ned i Insadong, paradis for visse (= folk med forkaerlighed for souvenirs osv), helvedet for andre (= mig). Jeg er ved at vaere lidt traet af at leve i en kuffert og hele tiden rejse rundt. Bliver trods alt godt at komme hjem!

De naeste par dage staar paa byrundtur imorgen og soendag skal vi op nordpaa til DMZ. Sidstnaevnte glaeder jeg mig meget til. Mandag gaar turen saa hjemaf, og om Gud vil og bukserne holder, saa staar jeg og stirrer i Kastrup mandag aften kl 21.25. Phew!

Staying won’t put these futures back together

Ohoej-ohoej,

Saa skriver den gamle soeulk igen, denne gang fra Busan i Korea (verdens tredjestoerste havn siger de, ville imponere mig en del mere, hvis blot jeg vidste hvem – udover Rotterdam – der ligger paa de to foerste pladser!). Her regner i stride stroemme, byen er graa og industriagtig, saa foerste indtryk af Korea har ikke vaeret det bedste. Koreanerne er en del mindre haemmede end japanerne, de stirrer gerne aabenlyst paa folk med anden hudfarve, stoeder gerne ind i een og virker ikke ligesaa kontrollerede som japanerne. I Japan bliver man ignoreret – hoefligt ganske vist, men stadig ignoreret. I Korea kan man naesten ikke gaa nogle vegne i en butik uden at der stroemmer ekspedienter hen til een. Pudsig forskel, men ok – at sammenligne ville vel vaere det samme som at sammenligne briter med danskere, der er jo ogsaa vaesentlige kulturelle forskelle der. Haaber at vejret snart bliver bedre, for ellers bliver det en trist omgang at vaere her.

Turen fra Fukoaka til Busan gik helt problemfrit, jeg havde fordybet mig i smudslitteratur (Marian Keyes, hmmm, roedme-roedme), og da det var stille vejr, laa jeg ikke og var soesyg – paa trods af min forkaerlighed for piratsprog, saa er jeg nemlig en landkrabbe i usaedvanlig hoej grad….!

I morgen tager vi nordpaa til Gyengju – gammel kongeby og vistnok vaeldig kulturel – hvor vi skal overnatte en enkelt nat inden vi droener til Seoul. Og efter det er turen jo snart slut og jeg rumler igen rundt hjemme paa NOKO og er optaget af noegendans, festplanlaegning og mit nye arbejde. Ak ja, verden er i sandhed ond!

Phew, de gaar til den med noerdede computerspil og den tunge cigaretroeg her paa den her internatcafe. Nogensinde nogen af jer der har spillet Game Boy, Playstation etc. og undret jer over de maerkvaerdige blip-blop lyde, muzakken og de saere farver? Der er skam en logisk forklaring, japanere og koreanere elsker ihvertfald den slags at bedoemme udfra gadebilledet, musikken i butikker mv. Spas! :)

Do you kiss her lips when you say goodbye?

Så er det lige før, og jeg går og er lidt rastløs. Det hele skulle være pakket og klar, så nu mangler jeg stort set bare at få smidt mit skrumlede korpus i et fly og så afsted. Skal hapse et tog fra Østerport kl. 7 i morgen tidlig, så selvom jeg gerne ville feste med brilleaberne ude i køkkenet (er fest på Folkesundhedsvidenskab i aften, så visse af fyrene er helt klar!), så bliver det vist ikke til det helt store, tror jeg.

Lidt mærkværdigt at tænke på, at om et døgns tid sidder jeg og titter ned på Kina fra ti kilometers højde. Forsøger at kvæle ethvert anstød til flyskræk, men 11 timer i et fly ER nu lang tid, når man ikke har fløjet langdistance siden, hmmm, 1997?

Bortset fra det, så skal jeg nok opdatere så snart som muligt når jeg er der ovre og jetlagget er forbi. Så indtil da: Annyonghi gaseyo og Sayonara……