Jeg kunne godt tænke mig, at vi i løbet af de kommende måneder får mere overskud til at udvikle ting. En god (og lidt ældre) bekendt fortalte engang, at familien i årene med små børn er en ren driftsorganisation. Den daglige drift og logistik skal fungere, der er ikke tid eller rum til meget andet end at opretholde systemet. Det er jeg indforstået med. Men det er ved at være lidt rigeligt nu. Driften har vi styr på, men projekterne, fremtidsplanerne og drømmene sander til. Må se på om vi ikke kan få udvidet rammerne lidt.

Deltid

Forleden læste jeg en let rablende artikel om hvorfor det at fokusere på personlig produktivitet og effektivitet er en farlig affære. Undervejs var der et ret rammende citat:

“No one really cares what you do. Think about it this way. You’ll be working for another 50 years or something. If you took an entire year or two off, to do nothing, to like, smoke weed and game, you could still bounce back without really affecting your long-term career trajectory. When someone steps back in the future and looks at your life output after you’re gone, that part won’t even matter.“

Jeg tror – eller er det ‘håber’? – at det perspektiv på livet er det rigtige.

For her som 36-årig, der har en oplevelse af at min karriere i bedste fald er stagnerende (og de ting jeg skaber i mit dagjob hverken er særlig meningsfulde eller gør en større forskel for nogen), så det vanskeligt ikke at længes efter en forandring, en ny start eller måske blot en pause til at tænke mig om.

Set i det lys er det trøstende at tænke, at jeg stadig har mere end 30 år tilbage til at finde den rette hylde – og at det på langt sigt næppe heller gør den store skade, at jeg her i juni, juli og august arbejder på halv tid. For den ældste arving har brug for kortere dage i børnehaven i en periode, så i de kommende måneder henter jeg ham hver dag mellem kl. 12 og 13. Hans trivsel er det vigtigste projekt i vores tilværelse lige nu, og er det vi prioriterer over alt andet.

Så må jeg satse på at jeg et senere tidspunkt kan udvikle på karrieren. Der er, må vi håbe, stadig mange år at gøre det i.

Kylie Minogue og den eksistentielle grundtilstand

Kender du det at noget, der i din bevidsthed stadig er ‘nyt’ (eller i hvert fald ikke særlig gammelt eller specielt længe siden), viser sig at være … gammelt og længe siden?

Det sker oftere og oftere for mig. Hvilket vel ikke er så mærkeligt min fremskredne alder taget i betragtning. Men alligevel. Jeg formår igen og igen at blive overrasket over tidens gang.

Det skete senest i går.

Min søn er vild med Transformers og robotter i almindelighed. Og da jeg deler denne fascination, ville jeg da lige vise ham Kylie Minogues entre på scenen på hendes ‘Fever’-tour. I ved nok, der hvor hun kommer op igennem gulvet i ført et futuristisk robotkostume, der ville give Robocop selvværdsproblemer.

Så ind på nettet med os for at finde klippet derfra. Hvorefter jeg indser at benævnte turné er fra 2002. At det med andre ord er snart 16 år siden, at jeg var til koncerten i Forum. Og at det fabelagtige gadekryds mellem ‘Can’t Get You Out of My Head’ og ‘Blue Monday’ – der i mit hoved stadig er friskt – er endnu ældre. Det er faktisk så gammelt, at hvis min far i 1985 havde vist mig noget ligeså gammelt popkultur, så ville det have været en koncertoptagelse fra Woodstock.

Det var ikke rart.

Bevares, sønnen syntes robotdragten var megasej (og så bliver det altså ikke meget større), men erkendelsen af tidens gang? Den smerter. For intet varer som bekendt evigt, og det får en i forvejen melankolsk anlagt mand helt ud i de melankoliens overdrev.

Mine børn er (snart) 2 og 4 år gamle. De er vores største glæde og vores største bekymring. De er midtpunktet i vores univers. Nogle få år er endnu er vi også deres fikspunkter i tilværelsen. Men det stopper også en dag. Det er den menneskelige grundtilstand. Den eksistentielle glæde og smerte hænger uløseligt sammen. Dem vi elsker, vil vi miste en dag. Den lykke vi tager for givet i nuet, kan være væk om et øjeblik.

Jeg er med på, at dette er banale erkendelse – og at der muligvis er et vist intellektuelt spring fra Kylie Minogue til lommefilosofiske betragtninger om livets mening.

Men jeg tænker meget over de store ting for tiden.

Om at tiden går, om at fortryde de ting man aldrig gjorde, om at tage lykken og fremskridtet for givet, om at jeg en dag vil miste alle jeg elsker, om at et menneskeliv ikke er meget længere eller betydningsfuldt end en kortvarig prut i det store historiske billede. Og givet alle disse ting; hvordan skal man da gribe tilværelsen an?

Der tænkes videre!

En söt historia

Så kom dagen då jag gick från noko-alumne til ex-noko alumne… Igår fick jag synat mitt rum, och tacksamt nog godkännt mina badrumsflisor. Jag har säkert gnuggat och polerat i tio timmar!

Ikväll är kvällen då jag ska komma förbi och baka den klassiska “utflyttarkakan” som är en viktig tradition på kollegiet. Och vad är bättre än en extra kladdig chokladkaka! Jag har faktiskt fått önskemål om en specifik kaka som jag bakade hösten 2006, då jag flyttade in… men eftersom att jag aldrig bakar efter recept och därför inte har en aning om vad det var jag kokade ihop den söndagskvällen för snart 2 1/2 år sedan, så får jag improvisera.

Det blir en kväll med choklad, rödvin och något så feminint som filmen Mamma-Mia! Det kan inte bli annat än en mysig kväll, men jag har dock fått reklamera lite extra för den manliga halvdelen av 4-syds alumner…

Det med kvinnor och choklad (specielt tillsammans med ett rejält glas gott rödvin) är något helt specielt. Vi vet nog inte själva riktigt varför, men det finns nästan ingenting bättre här i livet!

Choklad har genom hela sin historia varit kännt som ett afrodisiakum. Och i nyare tid har forskning pekat på att intag av choklad kan påverka den del af hjärnan som kallas hypothalamus. Där ska vissa delar av innehållet i choklad eventuellt kunna påverka nivåerna av serotonin, et signalämne med en effekt som vi uppfattar som njutning. Chokladintaget ska också eventuellt kunna påverka en grupp av ämnen som kallas acylethanolaminer, vilka in sin tur aktiverar cannabinoida receptorer. Dessa receptorer stimulerar i sin tur frisättningen av endocannabinoider som ger en effekt av eufori.

Nice.

Jag vet hur man väntar

Fik en sms tidligere på morgenen: “Ahoj Kåre, jeg skal til KBH i dag sammen med en kollega, har du tid/lyst til at ses, så kan vi tage en kop kaffe i eftermiddag? Mange hilsener, Vera (ambassaden)“. Og det har jeg da bestemt, da det er alt for sjældent at jeg får talt med mine gamle kolleger fra ambassaden. Og når de tager hele vejen fra Brno, så skulle man da være et skarn hvis ikke man mødtes med dem. Så jeg skal minsandten ind på Nationalmuseet i dag, for første gang i adskillige år. Glæder mig ganske meget. Tager nok en tur op at træne bagefter.

Har ellers været en stille weekend. Brugt en del tid på at gøre rent, rydde ud i papirer og tænke over fremtiden. Der er blevet grublet og spekuleret og konspireret i lange baner. Og jeg er stadig ikke kommet frem til hvad jeg gerne vil. Ja, Lasse, jeg er kongen over alle grublere ;)

PS. Jeg har ved tidligere lejligheder luftet mit mildt sagt ambivalente forhold til Rusland. Mit syn er ikke blevet mere positivt ovenpå begivenhederne i går. Læs mere her og her. Tilsyneladende er det ikke alle steder i verden at frisindet og/eller tolerancen spreder sig.

PPS. Med kun 37 års forsinkelse fik jeg set Christiane F. (‘Wir Kinder vom Bahnhof Zoo’) forleden dag. Det er egentlig en ok film, mest interessant var det dog at læse denne artikel omkring hvad der skete med hende siden.