We could call it ours

Ingen lørdag uden cd-indkøb, og denne gang var det Casablanca Records på Østerbrogade der fik den tvivlsomme ære af mit visit. Spenderede det meste af en angolaners årsløn på intet mindre end tre cd’er – og så en brugt single.

 

For nu at starte med den sidste først, så var det Josh Rouse ‘Winter in the Hamptons’. Opmærksomme læsere vil vide, at jeg synes den sang er 2005’s ubetinget bedste, den lyder som The Smiths ville lyde i dag hvis ikke Johnny Marr og Morrissey var sådan nogle stratenrøvere. Singlen rummer også en live udgave af ‘Under cold blue stars’, som dog ikke tilføjer så meget nyt. For 20 kr synes jeg dog at det er helt ok.

The Legends er en svensk indie støj-pop gruppe, som jeg har læst mange rosende anmeldelser af. De lyder umiddelbart som en Beach Boys med forvrænget vokal og guitar – med andre ord: Meget lovende…!

 

I det seneste nummer af Gaffa bliver Arcade Fire albummet ‘Funeral’ kåret til det bedste i 2005. Jeg har tidligere hørt sangen ‘Power Out’, som lyder som Flaming Lips når de er bedst, så derfor røg albummet med i sækken i dag. Jeg lytter til det i skrivende stund, og må desværre sige, at forsangerens stemme irriterer mig grusomt. Måske bliver det bedre efter nogle gennemlytninger, men lige nu er jeg lidt skuffet.

Som lovet i en tidligere posting, så har jeg anskaffet mig ‘Sing along with the Acid House Kings’, og det er rar svensk popmusik. Nogle gange må man undres over hvorfor det er at danske musikere stadig ikke er kommet sig over Nirvana og Coldplay og i stedet begynder at lave god indiepop. Mew er vel en begyndelse og Moi Caprice har stadig en plads i mit kolde hjerte (selvom deres nye album ikke tiltalte mig videre), men ellers er det næsten kun Tiger Baby som jeg virkelig gider høre af dansk musik.

Ligegyldigt hvad, så burde jeg nu have musik nok til at få mig igennem resten af dagens læsning. Henriette var forbi kl. 11 til et koordineringsmøde, så nu står den på skrivning igen-igen.

You know where you went wrong

Ok, jeg opgiver! Jeg kan ikke finde ud af at skrive dagbog eller lignende. Istedet vil jeg transformere min blog om til mit personlige lille rambling univers.

…..Dagens bittermås:

Hvad skete der for moi Caprice? Hvorfor holdt de op med at lave god musik? Godt nok er jeg ikke den eneste der synes at de aldrig har været overbevisende live, men alligevel: Deres nye album ‘You can’t say no forever’ lider ganske enkelt under en eklatant mangel på solide popsange. Er jeg blevet reaktionær? Er jeg sær fordi jeg ikke synes moi Caprice behøver lyde som en klon af Mew? Og er jeg den eneste der ikke synes det er cool med 9 minutter lange soniske eksperimenter – der i parantes bemærket ikke er specielt cutting edge, men blot gabende kedsommelige? Om igen, unge venner! Jeg vil stadig gerne spankulere rundt i jeres t-shirt her i Prag, men det kræver altså I holder op med jeres studentikose insisteren på at snørkle jeres musik til ukendelighed!