De bedste stykker

Dele af min fritid og intellektuelle kapacitet bruger jeg som kommunikationsrådgiver for den lokale borgmesterkandidat.

På den ene side er den slags naturligvis underholdende og dybt meningsfuldt for en politisk interesseret og engageret person. Og selvom det er frivilligt arbejde, som jeg ikke modtager nogen monetær eller materiel belønning for, så kan det forhåbentlig lede til nogle muligheder for mig senere.

På den anden side betyder det, at jeg – ligesom det er tilfældet i mit almindelige arbejde – anvender min trods alt begrænsede kreativitet og energi til at skrive ting på vegne af andre. Meget af det jeg skaber, kommer jeg med andre ord aldrig til at få kredit for eller opmærksomhed om. Det betyder samtidig, at jeg ikke har så megen energi til at skabe og udvikle mine egne private ting og projekter – eksempelvis blogindlæg her på stedet.

En dag kunne jeg godt tænke mig at have en livs- og arbejdssituation, hvor jeg anvender mine bedste energier, kreativitet og virkelyst på mine egne ting og projekter.

Hvordan jeg lige skal komme hen til en sådan situation, har jeg ikke nogen klar plan for. Alting skal jo i sidste ende hænge sammen økonomisk, især når man har snart to børn at holde om og holde af. Lysten til at tage risici bliver mindre, jo flere man får ansvar for.

Men en skønne dag, måske.

Risikoadfærd

For noget tid tilbage begyndte jeg at føre en dagbog i appen Day One.

Ambitionen var at det skulle stimulere min skriveaktivitet. At jeg ved at tvinge mig selv til at få en masse ord ned på skrift bedre ville kunne destillere og koncentrere de af mine tanker, som fortjente at blive publiceret til et (i teorien!) bredere publikum. At det dermed ville øge kvaliteten, hvis ikke kvantiteten, af indlæggene her på siden.

Facit her seks måneder efter er, at det egentlig går ok med at få griflet i Day One. Det er måske ikke ligefrem en dagbog i kronologisk forstand, men får da skrevet en gang om ugen eller deromkring. Men det næste trin – altså at få syntetiseret de vigtigste af mine navlepillerier til indlæg af bredere interesse – er det ikke lykkedes at tage. Det ender stadig med ret ligegyldige indlæg om hvad jeg lytter til på Spotify eller andet mainstream popkulturforbrug. At græde ud i en dagbog har – quelle surprise! – ikke fået mig til at opleve mere, blive mere inspireret eller få mere på hjertet.

Det er der nok en række grunde til.

For det første oplever jeg ikke så meget nyt og spændende i denne del af livet. Kommer ikke så mange nye steder hen, og møder ikke så mange tankevækkende fænomener i min hverdag. Deraf følger en mindre inspiration

For det andet oplever jeg i disse år en karriere- og udviklingsmæssig stagnation – eller måske ligefrem svag tilbagegang. Familielivet udvikler sig virkelig positivt og meningsfuldt, men den humørmæssige-, jobmæssige, intellektuelle, åndelige og personlige progression er særdeles begrænset i disse år

For det tredje er jeg nok påvirket af at Udkastet nærmest ingen læsere har. Vi taler om et dagligt besøgsantal i den lavere ende af hvad der kan tælles på én hånd. Ligegyldigt hvor meget man som skribent mest skriver for sin egen skyld og den kreative udfoldelse, så spiller et minimalt læserantal naturligvis ind på skrivemotivationen. Det påvirker mig mere end man skulle tro, at ingen længere lægger kommentarer. Jeg kunne selvfølgelig bralre ud på facebook, der er man jo garanteret et publikum, men det har jeg trods alt ikke lyst til. Dels foretrækker jeg at eje mine egne skriverier, dels er der privilegiet at skrive som (semi)anonym

Så nu justerer jeg set-up’et en smule.

Dels vil jeg henlægge dagbogen fra Day One til Evernote. Jo mere jeg flirter med at springe fra Apple til en Windows laptop, jo mere får jeg behov for at udfolde min i apps, der også fungerer udenfor Apples økosystem. Til det formål er Evernote eminent, men selvfølgelig ikke helt ligeså lækkert eller indbydende som Day One.

Dels vil jeg i erkendelsen af, at der alligevel ikke er så mange der læser med, begynde at skrive lidt mere ventilerende og personlige indlæg. Hvis det endelig skal være en personlig blog, så bør indholdet også være personligt (om end ikke privat!). Har nok været lidt for meget livrem-og-seler hidtil.

Det vil forhåbentlig gøre Udkastet mere spændende. Både at læse og, ikke mindst, skrive.

Ting jeg tænker over

Franchiseudvidelse
Har vist ikke nævnt det her på stedet, men familien udvides med en lille pige engang i juli måned. Det er selvsagt årets main event i 2016. Vi glæder os naturligvis!

Fyringsrunder
Min afdeling har netop nedlagt to ud af fem stillinger. Det påvirker selvfølgelig stemningen. Opgaver skal uddeles på ny, omprioriteringer skal foretages, forventninger justeres. Og det er vel heller ikke videre motiverende eller befordrende for fremtidsoptimismen

Lokalpolitik
Aftenmøder, snak, generalforsamlinger. Kan egentlig godt forstå at det især er pensionister, der sidder i byrådene rundt omkring. Man skal virkelig ville det og have et forstående bagland, hvis man skal jonglere politisk engagement med fuldtidsjob, børn, venner og alt mulig andet. Pt. aner jeg ikke hvordan jeg skal få det til at hænge sammen, når nummer to siger ohøj-ohøj

Bil
Og mere logistik. Når nummer to dukker op, forøges infrastrukturen og logistikken i husstanden eksponentielt. Så selv om jeg virkelig, virkelig, VIRKELIG ikke har lyst til at købe en bil, så er vi i gang med research af bil og finansiering. Forstadsforvandlingen er komplet

Karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm
Kun et år efter alle andre har jeg endelig opdaget genialiteten af satireprogrammet ‘Den korte radioavis’ på Radio 24syv. Den centrale person – Kirsten Birgit – er helt eminent udtænkt og udført. Skuespillerne er fremragende, og de laver frem for alt overordentlig begavet satire. Jeg måtte afbryde den i øvrigt ikke særlig hurtige eller lange løbetur i søndags, fordi jeg fik et grineanfald undervejs med ‘Den korte radioavis’ podcasten i øret. Det kræver vitterligt genuint intellekt, udsyn og viden at eksekvere en karakter som Kirsten Birgit. Jeg forstår ret beset ikke hvordan de kan levere 1 times perfekt satire hver dag, fem dage om ugen. Jeg har nu lyttet til 7-8 udsendelser, og der har bogstavelig talt ikke været ét eneste umorsom indslag. Det er nærmest som komikkens svar på The Smiths’ sangkatalog, det rummer heller ikke en eneste svag sang. Man behøver tilmed nærmest ikke andre nyhedsudsendelser end ‘Den korte radioavis’. Hvis du endnu ikke har forkælet dig selv med programmet, så gør det øjeblikkeligt

Ugen der gik

  • Sygdom: Først blev sønnen syg. Så har Den Bedre Halvdel været nedlagt i flere dage. Og som jeg skriver disse ord, kan jeg mærke den forkølelse, der vil spring ud i fuld flor i morgen. Det er en ganske enerverende situation
  • Travlhed: Arbejdet fylder lidt mere end vanligt grundet en større årligt tilbagevendende begivenhed i de kommende uger. Jeg er blevet ansvarlig for opgaver, som jeg ikke har de relevante kompetencer til at løse. Jeg er skriverkarl og varmtluftsproducent, ikke Excel-begavet eller regnskabskyndig. Så det er en noget op ad bakke – og et reelt stresselement
  • For lidt søvn: Måske et fænomen der følger af de to ovenstående punkter? I hvert fald sover jeg ualmindelig rædderligt for tiden
  • Rasmus Klump: Er den nye hegemon hos den yngste i husstanden. Hvad gjorde forældre egentlig inden Netflix og iPads? Talte med deres børn? Var nærværende? Hvad?
  • Tillidshverv: Er blevet valgt ind i den lokale partiforenings bestyrelse. Nu må vi se hvad det fører med sig af gak og halløj
  • Domsmand: Var domsmand igen for første gang siden 2011. Ikke en specielt interessant eller principiel sag, men det kan vel komme senere. Man skal jo gøre sin borgerpligt
  • Epidemi: De spreder sig som en steppebrand, de der børn. En god ven fortalt torsdag, at han venter første barn. Det må være definitionen af voksenlivet når snart sagt alle jeg kender enten A) har børn, B) venter barn eller C) er i fertilitetsbehandling

Gode intentioner

Nu skal det være. Gik ind i den lokale sportsforretning og købte en 10 kg håndvægt, et sjippetov og en tung bold til maveøvelser. Løb siden frem og tilbage i intervaller på den nærliggende fodboldbane. Sjippede som Rocky (sic). Det var absurd hårdt. En ældre dame stirrede på mig, så ukønt var det. Måske jeg alligevel ikke skulle have haft shorts på.

Lyttede til Bill Simmons’ podcast undervejs, de talte om den uhørte Golden State Warriors dominans i NBA og Steph Currys geni i almindelighed. Jeg føler mig ganske priviligeret over at have set ham i levende live tilbage i Oakland i 2013. Simmons’ ugentlig indslag Friday Rollin’ er et af mine absolutte radiomæssige højdepunkter. Lyt til det, hvis amerikansk sport og popkultur er noget for jer.

Jeg kvabbede rundt som et piftet dæk til sidst.

Trænede arme og mave, da jeg fik slæbt mig selv hjem. Det var vanvittigt hårdt ovenpå et år uden den slags træning. Men det går ikke længere, det der lediggang. De 1-2 ugentlige løbe-/lunteture er ikke tilstrækkeligt til at holde forfaldet på afstand. Og da slet ikke med de urimeligt store mængder mad jeg indtager. Målsætningen? En mindre ekspanderende bug. Længere levetid. Mere energi. Alt det der.

Lad os se om det varer ved. Intentionerne er i hvert fald gode her på dag 1.

Status på tilværelsen

Det er to år siden vi flyttede tilbage til Hovedstadsområdet. Og det er et lille år siden, at jeg holdt forældreorlov med Arvingen. Jeg har hen over årene nået at blive forfremmet og stagnere karrieremæssigt, mens Den Bedre Halvdel først arbejdede på en børneafdeling for siden at få den speciallægeuddannelsesplads, som hun allerhelst gerne ville. Vi er også nået at flytte fra Islands Brygge til Roskilde. Alt imens er husstandens reelle stjerne gået fra nyfødt til baby til lille dreng, der fylder vores hjem med larm, rod og glæde. Det går med andre ord langt bedre end jeg egentlig fortjener.

Alting går stærkt og jeg glemmer at nyde det hele midt i hverdagens logistik, bekymringer og planlægning for fremtiden.

Jeg ved at det om 15-20 år vil være netop denne periode i livet, som vi vil huske tilbage på som en guldalder. Arvingen er glad, trives og synes at lige netop hans forældre er de mest fantastiske og vigtigste mennesker i verden. Der er – forstå det hvem der kan – ingen han hellere vil være sammen med end os. Der er masser af uforfalsket glæde og betingelsesløs kærlighed. Vi er samtidig begge stadig (relativt) unge og har ikke nogen større sorger i livet. Vi lever godt og komfortabelt. Det burde bogstaveligt talt være NU at jeg levede i nuet.

Men nej. Jeg bekymrer mig, spenderer endeløse aftener med at lave frugtesløse planer for fremtiden, martres over spildt potentiale, irriteres over petitesser og ligegyldigheder, alt imens jeg hele tiden søger efter meningen med det hele og svaret på, hvad de langsigtede 5-10-15 års planer dog skal ud på. Det går mig på, at jeg har et så melankolsk sind og er sortseende af natur. For alle refleksionerne og den mere eller mindre konstruktive selvkritik leder ikke automatisk til handling, men snarere til inaktivitet, passivitet og almindelig gnavenhed.

Alting afhænger som bekendt af ens perspektiv. I en alder af 34 år må jeg vel efterhånden indse, at jeg alligevel aldrig kommer til at få et solbeskinnet sind – og at melankoli og indadvendthed er mit grundvilkår her i tilværelsen. Og så må jeg komme videre derfra.

Forgængelighed

Tænker en del over forgængelighed. Hvornår kan man sige, at noget er permanent betydningsfuldt? At det har gjort en forskel? Hvad skal der til før et individuelt menneskeliv betegnes som vigtigt i det helt store billede? De højtravende (og ikke særlig velunderbyggede) spekulationer begyndte i går morges, da jeg lyttede til This American Life podcasten på vej til arbejde. Et af indslagene var:

“Producers Jonathan Goldstein and Sean Cole were fascinated by a recent Pew Research statistic stating that 9% of Americans want to travel through time. So they decided to hit the streets and ask people—is it true? Do you want to travel through time? And what period of time would you travel to?”

Hvilket jo er eminent interessante spørgsmål. Det som flest mennesker i indslaget svarede var, at de ville rejse tilbage i tiden og slå Hitler ihjel. Eller forhindre han blev født. Måske få hans mor til at abortere. Der kan man da sige, at et menneske har gjort en forfærdelig stor forskel!

I går aftes kom jeg så til at tænker over det igen. Det med forgængeligheden. Dog på et noget mere rart og umorderisk plan.

Tilbage i omegnen af år 2000 var den franske elektropop gruppe Air noget nær uforgængelige for mig. Men i dag står tilbage, at jeg har ikke købt eller lyttet til et regulært album af Air siden 2004’s ‘Talkie Walkie’. Og jeg har ikke sat oprigtig pris på noget de har bedrevet siden den hypnotiske og hysterisk vidunderlige ‘Cherry Blossom Girl’. I går aftes fik jeg fik dog en helt spontant opstået trang til at lytte til deres obskure b-side ‘Californie1. Mens jeg gravede løs i Spotify2 opdagede jeg, at Air for ganske nylig har samlet alle deres remixes på to album. Det udviklede sig efter aftensmaden til en tour de force af nostalgisk skæv blip-blop electronica. Det er sikkert for sent at overbevise nogen nu, men lyt lige med her. Det er fremragende:

Moog Cookbook remixet har været på min tip 10 over remixes siden jeg købte cd-singlen tilbage i 1999. Men min nye personlige favorit er det sære og afsporede Stein House remix fra 1995, som min gamle afgud Étienne de Crécy stod bag. Det er så besynderligt, men også godt.

Men efter at anlægget var slukket og den tunge bas var ophørt med at genere underboen, begyndte spekulationerne igen. For Air gjorde muligvis en forskel for den 18-årige Skribent dengang. Men kan man sige at deres musik er meningsfuld i det store billede? Er deres samlede ‘body of work’ uforgængeligt? Vil man tage det frem om 20-30 år, og anerkendende sige, at det her var det ypperste indenfor elektronisk musik? Gør deres musik idag en forskel for andre, end snart 34-årige småbarnsfædre/papirnussere i større provinsbyer i Københavns omegn?

Måske det ikke er et fair spørgsmål. Afhængigt af hvilken lineal man finder frem (Jorden er flere millioner år gammel, universet flere milliarder år og din eksistens, kære læser, er i bedste fald et blink med øjet set i perspektiv), kan man altid relativisere alting til ikke at betyde noget. Og ‘Moon Safari’ albummet fra 1998 er et indiskutabelt mesterværk, som eftertiden vil (eller i hvert fald: Bør) huske.

Men hvad med os? Hvornår kan vi siges at være uforgængelige? Hvornår er et menneskeliv ‘godt levet’? Jeg spekulerer videre.

  1. Faktum: Alle stednavne lyder bedre på fransk []
  2. Der vel at mærke ikke havde ‘Californie’ liggende, hvilket er endnu et bevis på, at man aldrig, aldrig, ALDRIG må lade sin musiksamling basere på flygtige streamingtjenester []

København

Folk spørger mig meget for tiden, hvordan jeg har det med at flytte ud af byen. Især nu hvor der så småt kun er en uge til at vi rykker ud.

Spørgsmålet fylder mig med samme undrende fornemmelse, som den autistiske matematiker i filmen ‘X+Y’ må føle, når han svarer ‘Do what?’ til spørgsmålet ‘How do you do?’.

For jeg har det ikke på nogen særlig vis med at flytte ud. Eller, rettere: Jeg har ikke tænkt dybere over det i længere tid. Vi har kendt destinationen længe. Og den udmarvende og forgæves jagt efter en ejerbolig i Roskilde (og det efterfølgende fund af en perle af en lejelejlighed), har eroderet evnen til nærmere refleksion over livssituationsskiftet. For nu handler det mest af alt om logistik og flyttekasser.

Grundlæggende ved ikke om jeg sådan rigtig nåede at få København ind under huden igen her under vores anden periode i byen.

I mine første år (2001-2011, med afbrydelser og praktikophold) var jeg aldrig i tvivl om, at København var mit hjem. Det gav ligesom sig selv, især efter at jeg flyttede til Østerbro.

Forbeholdet blev mere tvetydigt i de eksilerede år i Bruxelles og Nordjylland (2011-2014). Jeg savnede byen og dem jeg kender, men det var altid på et diffust og uartikuleret plan. Og nu under vores anden periode i København har jeg muligvis boet her, men som nybagte forældre har vi slet ikke brugt byen op samme måde som tidligere. København er et sted jeg bor og arbejder, men det er ikke et sted, jeg binder min identitet op på. København anno 2015 for mig er Islands Brygge, de sporadiske løbeture i Amager Fælled, legepladsen på Gunløgsgade, vejen til og fra arbejde, vuggestuen i Tietgensgade.

Jeg kom til at tænke over det på vejen hjem fra zoo i går. Vi gik gennem Vesterbro, og jeg indså, at jeg nærmest ikke har været der i fem-seks år. Solen skinnede, folk sad på caféer og alt var meget københavnsk på den der Monocle-agtige måde. Hvilket selvfølgelig er lækkert og betagende, men det føltes fjernt for mig nu. Jeg bor her, men jeg lever ikke rigtig i København længere. En hjemstavnssang som Ulige Numres ‘København’ kan slet ikke vække samme nostalgi længere, sådan som sangen ellers kunne mens jeg var væk.

Så tabet ved at flytte herfra er trods alt begrænset. Nu må Roskilde vise hvad den kan.

Til sovebyerne

For nu at parafrasere omkvædet i en The Smiths klassiker: “Ooooh, Roskilde, so much to answer for“. Efter måneders frugtesløs søgen efter en ejerbolig, der passer ind i vores budget og ønsker, er vi endt med en lejelejlighed næsten lige ved siden af domkirken.

Hvilket egentlig giver en udmærket tilfreds følelse i maven. Vi har set et hav af villaer, rækkehuse og andre ligusterhæk-bebyggelser. Hovedindtrykket er en aldrende boligmasser, der til gengæld er dyr. De rare smørhuller, hvor alting passer sammen, er uden for vores økonomiske rækkevidde.

Så indtil at opsparingen er større (og indtjeningen ligeså), har vi fundet en herskabslejlighed. Den koster nogenlunde det samme som domicilet på Islands Brygge, men er til gengæld både større og flottere. Tror vi vil få nogle gode år der.

Indflytningen sker i begyndelsen af oktober.

Bag de grønne bjerge

Lago Maggiore

For et par uger siden læste jeg en bemærkelsesværdig artikel om en 80-årig kvinde, der aldrig havde været uden for Danmarks grænser. Hun forlod første gang sin fødeø, Orø, som 19-årig – og det var for at rejse til Slagelse og Holbæk. Fire dage i Skagen er det længste hun nogensinde har været væk fra sin ø i Isefjorden. Og det var som 67-årig, at hun dristede sig ud på de afstande. Som hun siger:

“Jeg har aldrig forstået, at folk har så travlt med at skulle ud at se hele verden, hver gang de har ferie. Det har aldrig interesseret mig. Vi har så mange skønne steder i Danmark, som man hellere burde se i stedet for partout at skulle til et andet land. Det har jeg slet ikke lyst til. Jeg ville ikke engang turde at sætte mig op i en flyvemaskine.

Selvfølgelig findes der mange smukke steder i verden. Når der er cykelløb i fjernsynet, holder jeg meget af at se landskaberne og de gamle byer, de kører igennem. Det er så flot, som noget overhovedet kan være. Men jeg behøver ikke at rejse ned for at se det selv. For mig er det nok at se det i tv.

Her er stille og roligt på Orø. Det er derfor, jeg godt kan lide at bo her. Det er dejligt fredeligt.

Vi bor lige midt på øen, lige over for kirken og ved siden af kroen. Det er i en lille by, der hedder Bybjerg, hvor alle kender hinanden. Ser man ikke naboerne en dag, så ringer man lige på og spørger, om de er okay. Jeg er formand for vores husholdningsforening, og jeg har øens lille museum og vores hus at passe. Jeg har altid boet her, og her er er alt, hvad jeg har brug for. Jeg keder mig aldrig. Hvad skulle jeg tage væk for?” Ja, hvad egentlig?

Bevares, det er selvsagt nemt og billigt, at lave sjov med den her slags ekstremtilfælde. For så gammelt er 80 år altså heller ikke. Hun er ikke vokset op under depressionen og i et samfund præget af materiel armod. Hendes generation har i almindelighed rejst vidt og bredt. Ikke at have været i udlandet er med andre ord et aktivt fravalg fra hendes side.

Jeg kom til at tænke på artiklen igår under en vandring her i de skovklædte bjerge ved Lago Maggiore. På hvor inspirerende og berigende det er, at være så priviligeret at have mulighed opleve andre landskaber og andre kulturer. Bevares, så fundamentalt anderledes er det sydlige Schweiz måske heller ikke fra Danmark, men alligevel. Det er inspirerende at se andre steder, og komme lidt væk fra osteklokken nordpå. ‘Se dig ud’, som mit gamle kollegiums leveord udtrykker det.

Jeg holder virkelig meget af Schweiz. Det er et dejligt land. Hvis jeg fik strammet mine hensygnende tyskkundskaber op, og kunne finde et job, ville jeg gerne bo her. Som gift med en halvt-schweizer (og med en søn med dobbelt statsborgerskab), ville det tilmed være realistisk for mig, at kunne få statsborgerskab.

Men det perspektiv ligger nu mange år ud i fremtiden. I første omgang står der Roskilde på dagsordenen.