Flakkende

De senere år har jeg haft en … omskiftelig tilværelse på arbejdsmarkedet. Et års tid i Bruxelles, 20 måneder i Nordjylland og indtil videre 16 måneder hos min nuværende arbejdsgiver i København.

Det vil være at strække den, at betegne mig som flakkende, tænker jeg.

En del af de lidt hyppige jobskift har været afledt af de geografiske flyt, som er en integreret del af Den Bedre Halvdels uddannelse. Men det er indiskutabelt, at jeg de sidste fire år har været præget af jobmæssig restløshed og ustabilitet.

Kom til at tænke over det, da jeg læste et blogindlæg om ‘Loyalists vs Mercenaries’.

Det handler ganske vist mest om arbejdskulturen i start-ups i Silicon Valley (stor udskiftning i medarbejderstaben, kortere ansættelsesperioder, tendens til at medarbejdere agerer mere som ‘lejesoldater’), end i mere perifære steder som Des Moines eller Indianapolis (mindre udskiftning, længere ansættelsesperioder og mere ‘loyalistisk’ tilgang til arbejdsgiveren).

Det er vel relativt banalt at konstatere, at det hører en anden generation til, at have de meget (livs)lange ansættelsesforhold. Jeg kan ikke komme på nogen fra min studietid, der stadig har det første job, som de fik efter afsluttet kandidateksamen – og det er trods alt kun 8 år siden. I mine forældres generation ville det ikke have været usædvanligt, hvis man stadig arbejdede det samme sted.

Jeg ved ikke om der er nogle generaliserbare regler for, hvorfor det er blevet sådan.

Det jeg helt uvidenskabeligt kan se i omgangskredsen er dog, at de store lønhop sker i forbindelse med et jobskifte. Man bliver ikke belønnet for at være loyal overfor en arbejdsgiver, tværtimod. Endelig er der jo en udtalt ideologi om fleksibilitet. At være det samme sted kan tolkes som mangel på forandringsparathed og dynamik.

Måske det er bedst illustreret af, da en ny administrerende direktør for et par år siden begyndte hos min gamle arbejdsgiver. På sit første medarbejdermøde ytrede han, at han ikke vidste om han var på stedet om fem år, da man efter hans mening burde skifte job minimum hvert fjerde år for at undgå at gro fast. Det efterlod ikke medarbejderflokken stærkt investeret i ham eller hans projekt, skulle jeg hilse at sige.

Omvendt er det vel også sådan, at man er nødt til at investere et vist kvantum tid i en arbejdsgiver, hvis man vil op i systemet. Jo, CEO’s hentes ofte udefra, men laget nedenunder – vicedirektørerne og den slags – har ofte en lang historik i virksomheden. Så måske de hyppige jobskift efterhånden mere bliver en hindring for ens evt. fremskridt og karriere. Man når aldrig at blive rigtig dygtig, eller at høste den sociale kapital af at have bygget et netværk op indenfor ens felt. Det taler imod for mange kortvarige ansættelser.

Nå, men det egentlig budskab var vel bare, at jeg spekulerer en del over mine egne mønstre for tiden. Om hvorfor jeg altid er så restløs, bliver demotiveret og ikke har hvilet specielt meget i mine ansættelser.

Jeg har ikke nogle gode svar. Men nu hvor der snart bliver langsigtet stabilitet i vores almene livssituation, kunne det jo være fortryllende, hvis der blev det samme i karrieren.

Det er ihvertfald langt fra mit personlige ideal at være en lejesoldat.

Stabilitet

Jeg er i almindelighed stor tilhænger af menneskets frit valg. Jo mere, jo bedre. Er mit udgangspunkt. Men jeg har samtidig en mental understrøm, der higer efter at få reduceret mine valgmuligheder. Ikke på en alt for indskrænkende måde, vel, men bare så jeg kan slippe for at gruble over alting. Så tingene kan blive lidt mindre komplekse. Så jeg kan fokusere på ét mål, fremfor altid at skulle jonglere med 37 forskellige muligheder og prioriteringer samtidig.

På det seneste har nærværende læsere måske bemærket de jævnt rablende indlæg af typen ‘hvor skal vi bo?’, ‘hvad skal vi lave?’ og ‘så fortæl mig dog hvad meningen er FOR GUDS SKYLD’. De dukker op hver gang jeg oplever at mangle afklaring på de overordnede rammer for tilværelsen i de kommende 5-10 år. Når der er for mange veje at gå, og jeg ikke selv er fuldt ud herre over, hvilken en af dem det bliver.

Nu er der så kommet afklaring.

Vi ved, at Den Bedre Halvdel skal uddanne sig til speciallæge med base i Roskilde. Det vil tage minimum fem år, og i den tid giver det bedst mening at flytte derud. Så ikke mere spekulation om Lund, Hillerød, Sydsjælland eller andre eksotiske steder. Nu ved vi, hvor udgangspunktet for vores liv bliver. Hvor Arvingen skal vokse op. Hvor livet skal leves i den overskuelige fremtid.

Jeg var ikke knusforelsket i Roskilde, da vi besøgte byen tilbage i januar. Omvendt var det en søndag, og det er nok de færreste danske provinsbyer, der er rigtig bedårende på lukkedage i vinterhalvmørke. Nu skal den i hvert fald have en chance.

På det lidt mere abstrakte plan vil den nye stabilitet også være en ny måde at tænke vores liv og tid på.

Indtil 2012 – hvor Den Bedre Halvdel afsluttede studierne – tænkte vi i semestre. De studentikose fem-seks måneders perioder var naturligt nok den måde, som vi opdelte tilværelsen i. Så tænkte vi i 1 år af gangen efter det er den tid, som det tager at blive færdig med Klinisk Basisuddannelse og en introduktionsstilling.

Nu bliver det så mere flydende. Hoveduddannelser til speciallæge er af fem års varighed, men det er for lang en periode til, at jeg kan bruge det som en reelt tidsmålestok. Et år kan jeg overskue at planlægge frem, men ikke fem år. Hvis man siger ‘fem år’ til mig, kan man ligeså godt sige ‘for altid’.

Bevares, jeg siger ikke, at vi kommer til at bo i Roskilde for evigt. Men en så lang tidshorisont betyder, at jeg forhåbentlig kan frigøre mig fra den evindelige restløshed og idéen om, at livet begynder lige på den anden side. Som Douglas Coupland skrev det i ‘Life After God:

“When you’re young, you always feel that life hasn’t yet begun—that “life” is always scheduled to begin next week, next month, next year, after the holidays—whenever. But then suddenly you’re old and the scheduled life didn’t arrive. You find yourself asking, ‘Well then, exactly what was it I was having—that interlude—the scrambly madness—all that time I had before?”

Jeg læste første gang den sætning i gymnasiet, og den har gået mig på lige siden. For jeg er gået lige lukt i fælden med at tænke sådan. Er alt for god til at tro, at livet først begynder senere. Vi skal bare liiiige over på den anden side, så …

Nu kommer der så mindst fem år, hvor jeg ikke kan narre mig selv til at tro, at livet ikke er nu og her. Så min ambition er at være tilstede i nuet. Og jeg tror, at den reducerede kompleksitet, de færre valgmuligheder og de stabile rammer vil hjælpe mig til at fokusere på det vigtige i tilværelsen.

Jeg ser frem til de kommende år. Tror at det bliver godt.

Landlig idyl

Præstø. Siger det jer noget? Vækker det følelser? Erindringer? Refluks? Har I en mening om stedet?

Indtil i går og i dag kunne jeg svare tydeligt ‘nej’ til spørgsmålene.

Guderne skal vide, at jeg nærer stor og gerne helt irrationel kærlighed (Nordjylland) og had (Midtjylland og Fyn) til diverse landsdele. Men Sydsjælland har altid være en black box for mig.

Antallet af gange hvor jeg har været syd for Køge kan tælles på ganske få hænder. Måske kun én, hvis ikke man tæller togture til og fra Tyskland med. Muligvis skyldes det, at jeg ikke kender særlig mange mennesker fra Sydsjælland. Man møder paradoksalt mange flere jyder end sydsjællændere i København, synes jeg. Sydsjællændere … ikke rigtig.

Regionen glimrer også med sit fravær af belastende sportsklubber, episke byer eller irriterende personager. Der er simpelthen ikke nok materiale i Sydsjælland til at fodre min indre svinehund. Der har kort sagt aldrig rigtig været en anledning eller en begrundelse til at opbygge et egentlig forhold til Sydsjælland.

De seneste dage har jeg imidlertid tilbragt på et afdelingsseminar, der meget apropos foregik ude i den eksotiske sydsjællandske provins. Ja, i Præstø, altså.

Selve konferencestedet, Hotel Frederiksminde, var en fornøjelse. Hvis man er til bedårende fjordudsigt, strandhotel-nostalgi og velsmagende mad, så er der et sted, man bør besøge. Tag konen med, det vil hun sætte pris på.

Selve Præstø? Det var en slags mini-Bornholm med gamle huse. Meget pittoresk og malerisk. Tiden virkede til at være gået i stå. Ikke nødvendigvis på en dårlig måde, antager jeg, blot … meget stille og udynamisk.

Når jeg filosoferer sådan over det, skal det ses i lyset af at jeg tilbage i marts navlepillede ganske utiltalende meget i overvejelser over vores fremtidige bopæl. Især om udsigten til igen at flytte ud af reservatet her øst for Valby Bakke.

Vi ved stadig ikke hvor vi skal bo på langt sigt. Og jeg har stadig ikke helt fået masseret mit sind på plads til at tro på, at livet langt fra metropolen er noget for mig. Men jeg arbejder på det.

Og det bliver lidt lettere for hver dag, synes jeg. Jeg kunne jo konstatere, at da jeg vågnede i morges for at vralte ud på en løbetur, så var der fuglekvidren overalt. Måske jeg blot glemmer at lægge mærke til det i hverdagen, men … jeg erindrer ikke nogensinde at have hørt fuglefløjt på Islands Brygge. Ja, det kan lyde banalt og fjollet at gå i den slags besynderlige detaljer. Men den slags betyder noget. Er ikke sikker på at Arvingen skal lide den grufulde skæbne at vokse op som, gys, københavner.

Så vi tænker videre. Præstø bliver det nok ikke. Dertil er det for lang væk, for stille. Men hvem ved hvad Sydsjælland ellers tilbyder af ukendte perler?

Livet slutter ved 33

Nu ved jeg hvordan det må være at have et uroligt barn, og man ikke forstår hvorfor og man er ganske aldeles fortvivlet. Indtil barnet til sidst får stillet en diagnose, a.d.h.d. måske, og man føler at man får en forklaring og en emotionel smutvej: “YES, det er ikke mig eller vores opdragelse, der er noget galt med. Mit barn er jo sygt – og det er ingens skyld. Mit liv er muligvis rædsomt, men nu gør det slet ikke så ondt mere“.

Sådan havde jeg det, da jeg læste denne artikel: ‘New study shows that people stop listening to new music at 33‘. Som skribenten kækt noterer det:

“If you’re 33 or older, you will never listen to new music again—at least, that’s more or less what a new online study says. The study, which is based mainly on data from U.S. Spotify users, concludes that age 33 is when, on average, people stop discovering new music and begin the official march to the grave.’

Det forklarer simpelthen så meget elendighed i min sjæl. Det er åbenbart helt naturligt, at jeg ikke orker at følge med i hitlisterne mere. Det er slet ikke er spor mærkeligt, at jeg synes snart sagt alt nyere musik er rædsomt. Jeg er slet ikke en vred gammel mand, bare fordi jeg råber af unge mennesker på gaden jeg mener der ikke er lavet god musik siden 1993.

Jeg har med andre fået en diagnose. Nu ved jeg at jeg er syg, men at det slet ikke er min skyld. Min sjæl er muligvis døende, men det gør ikke ondt mere.

Hvilken lettelse.

Kontrære fremtidstanker

Vi bruger en del tid på at tale bopæl i øjeblikket. Den fremtidige, altså.

For en bilhader med et arbejde i centrum af København, så er vores nuværende hybel på Islands Brygge ellers helt perfekt. Jeg kan slendre til og fra arbejde på 20 minutter hver vej. Arvingens vuggestue ligger på ruten. Der er indkøb 200 meter væk, og glimrende løbeture i Amager Fælled lige ved siden af. Hvis jeg ikke var et så stort kulturelt ødeland, så ligger alle byens muligheder særdeles tæt på. Så hvis man kan se bort fra den eksorbitante husleje, kan jeg ikke i skrivende stund komme på andre steder i Københavns Kommune, hvor jeg har mere lyst til at bo end her.

Men verden forandrer sig som bekendt.

Den Bedre Halvdel skal have sin specialuddannelse, og det er langt fra givet, at det kan blive i København – endsige i Region Hovedstaden. Der er opslået stillinger netop nu, og en del af ligger et godt stykke fra smørhullet på Islands Brygge.

Hvis vi i sådan en situation skal have logistikken og familielivet til at fungere (og hvis vi gerne vil slippe lidt billigere i boligudgifter), så kan livet her på Amagers skorpe næppe fortsætte i alt evighed. Så jeg spekulerer en del over hvordan livet mon er, hvis man vælger at forlade centret til fordel for eksempelvis en af de større provinsbyer på Sjælland.

Intuitivt huer tanken mig ikke.

Det føles forkert. Særlig efter at vi netop rejste tilbage til København fra Nordjylland for at komme tilbage til byen, arbejdsmarkedet og vores bekendtskabskreds her. At forlade én provins til fordel for en anden, var ikke lige det, der var planen.

De tanker grublede jeg vanen tro over, da jeg stødte på et interessant lille blogindlæg tidligere i dag. Det handler om at gøre det kontrære:

“The worlds richest software engineer doesn’t live in Silicon Valley but Bellevue, Washington. The worlds richest investor doesn’t live in New York City, but Omaha, Nebraska. Even the world’s richest actor doesn’t live in Hollywood, but Long Island.

It appears that the best metric for success in everything is to go figure out what most people do and then do the opposite. Everyone watches TV, throw it out. Everyone eats pizza and drinks beers, don’t do that. Everyone has credit cards, go debit. Everyone needs permission to do anything, don’t ask for it. Everyone bitches and moans, be positive. Everyone drives a car, walk. Everyone goes to University, run away screaming.

Or, write software anywhere but in Silicon Valley, invest anywhere but in Wall Street and act anywhere but in LA.

The opportunity here, if you can live with yourself, is awesome. Sell the idiots TV shows, pizza, loans, self-help permission books, negative news, ridiculous cars and school loans. Or by proxy, invest in those things if they are underpriced and offer a margin of safety.

What I want to do is find a way to short anyone who just copies. China copying American infrastructure (skyscrapers to airports to freeways) instead of the constitution. Bing copying Google instead of building Siri. Students going to college thinking a degree is a differentiator. Everyone making black rectangles that look like an iPhone.” Det er en spøjs tanke. Jeg indrømmer gerne, at jeg har et blødt punkt for den slags kontrære synspunkter. Og analysen er egentlig ganske rammende.

Jeg er Djøf’er, og gør derfor som alle de andre tåbelige Djøfere: Søger til hovedstaden. Her kan vi så konkurrere løs med hinanden om de samme jobs, hælde en uhyrlig del af indkomsten i det store sorte boligudgiftshul, sende vores børn i de samme nedslidte kommunale vuggestuer. Alt imens kan vi stresse løs i hverdagens hamsterhjul, hvor to karrierer, børnenærvær, venner og de forfængelige forsøg på at undgå kroppens uundgåelige forfald alt sammen skal passes.

Den begavede og konstruktive Djøfer ville netop ikke gøre sådan, men snarere det modsatte. Forlade centret for i stedet at bypasse den åndsvage kanibalistiske konkurrence om de klassiske Djøf-jobs og det forrykte boligmarked i hovedstaden, for at søge hen mod et sted, hvor man er en lidt større fisk i mindre sø. Som eksempelvis en sjællandsk provinsby, hvor udbuddet af konkurrenter alt andet lige er mindre. Hvor antallet af caféer nok er mindre (og antallet hipsterbohemerne ligeså) end i København, men hvor man til gengæld har råd til at bo.

Jeg er i vildrede.

Scania

For nylig lyttede jeg nok engang til en debat i P1 på vej hjem fra arbejde. Emnet var meget Politiken’sk, nemlig hvorfor så få mænd gider deltage i avisens jævnt trættende debattema om de stressede børnefamilier. I ved nok, det der blev kickstartet af en sand jeremiade af et læserbrev fra en mor, der følte at det måtte være et kollektivt problem for samfundet, at hendes egne forældre ikke rigtig gider hjælpe til med logistikken.

Nå, men en af de få mænd, der har taget den lidet misundelsesværdige tjans på sig at svare den stressede mor ovenfor, var med i P1 debatten.

På et tidspunkt anvender han en formulering, som jeg bed mærke i – og siden har tænkt en del over. Nemlig at ja, langt de fleste børnefamilier er spændt hårdt for, men at det er et grundvilkår, som familier igennem alle tider har måtte leve med. Og da han og fruen fik barn nummer to og tre, indgik de en aftale om, at nu ‘driftede’ de livet og tilværelsen i de kommende år. Karrieren og selvrealiseringen må komme i anden række, det samme må samlivet og nærværet med hinanden. Børnene er i centrum, og det at holde husstanden kørende er udfordrende nok i sig selv. Og, mente han, hvis man af egen fri vilje vælger at få (flere) børn, så må man acceptere, at det i en årrække handler om ‘drift’ og at få enderne til at mødes rent logistikmæssigt.

Det tænkte jeg en del over.

Ja, ikke så meget over det slet skjulte kønspolitiske motiv i debatten. Ej heller om jeg synes nutidens bedsteforældre hjælper for lidt til med børnepasning1. Nej, jeg tænkte over det med ‘drift’. Og om det at omlægge (og acceptere) en tilværelse fra ‘udvikling’ til ‘drift’.

For jeg tror sådan set at manden har ret. Jeg er ikke begejstret for det, og jeg finder at ‘drift’ er et rædsomt ord i almindelighed. Men det at blive forældre indebærer unægteligt masser af drift og logistik.

Her i husstanden er det indiskutabelt Den Bedre Halvdel, der tager det meste af slæbet. Jeg går på arbejde 10 timer hver dag og hun er på barsel, så det er især hende, der sørger for at tingene hænger sammen – og det er også hende, der er den primære plejegiver for Arvingen. Jeg hjælper til, men vi er ikke i nærheden af at have lighed i fordelingen af huslige pligter og yngelpleje.

Er det så problematisk? Kunne jeg blive mere hjælpsom, nærværende og mindre fokuseret på arbejdet? Ja, uden tvivl. Men modellen for tilværelsen fungerer lige nu. I hvert fald så længe vi kun har én ung mand at passe. Men hvis der var to? Tre? Eller endnu tættere på: Når hun skal tilbage på arbejdsmarkedet, og vi derfor pludselig skal til at forholde os til grufulde koncepter som ‘pasning’ og ‘hente/bringe’. Så er det et helt andet ballgame, som de siger.

Men anyway. Diskusionen mellem ‘udvikling’ og ‘drift’ er vel ikke helt afsluttet herhjemme. Den Bedre Halvdel skal have fundet sig et speciale indenfor sit felt. Og det valg vil igen få stor indflydelse på, hvor vi skal leve og bo, eftersom hendes uddannelsesstilling vil være koblet op på bestemte sygehuse i de næste fem år frem.

Lige nu er livet fornøjeligt her på Islands Brygge. Lejligheden er fin, den er tæt på mit arbejde, kvarteret er hyggeligt og der er masser af grønne områder i baghaven. Omvendt er huslejen nærmest lammende høj, og pasningssituationen i Københavns Kommune ikke ligefrem rosenrød. Der er med andre ord ikke helt givet, at vi også bor her om 3-5 år. Flere af vores venner er flyttet til Malmö, og deres livsmodel i Skåne virker faktisk relativt tillokkende. Måske det kunne være en mulighed?

Så der er stadig ‘udvikling’ ved siden af ‘driften’ at forholde sig til. Karriere, bolig og den slags. Hvilket egentlig passer en notorisk rastløs sjæl, som undertegnenede, aldeles udmærket.

  1. Arvingens bedsteforældre bor henholdsvis 500 og 1500 km væk. Hvad skal de helt præcis gøre? []

Steder der er mine

Bruxelles lignede sig selv. Var på en hurtig strejftur forbi til et seminar med arbejdet. Det var første gang jeg var tilbage, siden jeg forlod byen i april 2012. Fik indarbejdet en lille lomme i programmet, hvor jeg fik tid til at gå en tur rundt de gamle steder. Var forbi lejligheden i Rue de Livourne, og travede lidt rundt i Ixelles kvarteret. Lidt vemodigt var det da.

Det er ikke sådan, at jeg savner at være udstationeret eller Bruxelles på daglig basis. Men når jeg af og til tænker tilbage, var det en god tid vi havde dernede. Arbejdet dengang var muligvis ikke det helt rigtige match for mig, men vi trivedes socialt og geografisk. Husker så mange gode stunder fra vores lejlighed, weekenderne på eventyr rundt i landet og rutinerne. Bruxelles er – dens særheder, regnvejr og glas&beton arkitektur til trods – klart en af mine yndlingsbyer.

Kan godt lide på den måde at gemme på steder, der er ‘mine’. Her snart 10 år efter mit halve års praktikophold i Prag, er det stadigvæk ‘min’ by. Det samme er Luzern i Schweiz og Kihei på Maui. Det er steder, jeg forbinder med noget iboende positivt, fordi der er mange gode minder derfra.

Er der steder, der er ‘jeres’?

Ghost In the Machine

For efterhånden et par år siden læste jeg David Allens klassiske selvhjælpsbog ‘Getting Things Done’. Den har noget nær ikonisk status indenfor den særdeles lukrative subgenre af sådan-optimerer-du-dig-selv-teorier og apps til at understøtte såkaldt ‘personlig produktivitet’.

Den slags poppsykologi er det rene narko, hvis man som undertegnede A) har tendens til at overspringshandle og miste fokus samt B) Er nervøst anlagt af natur, men dog alligevel hader at planlægge og koordinere. Et rask lille rationelt jernbur til at strukturere hverdagen, er meget tillokkende i den situation.

Allens grundlæggende tese er, at kilden til stress, ulykke og manglende produktivitet er, at man bærer rundt på for mange opgaver og aftaler i hovedet. Problemet er ikke, at du har travlt, nej, problemet er hvis du hele tiden går og er bekymret over at du har travlt – og desuden mere eller mindre ubevidst konstant er i tvivl om hvorvidt du nu har husket alting. I stedet for at løse opgaverne, bruger man i stedet sin energi på at lave mentalt hjulspind og obsesse over tingene.

Løsningen, hævder han, er at alt det ‘stuff’ (som han så malerisk kalder det) man bærer rundt på oppe i hovedet i stedet skal opsamles i et to-do system. Essensen er, at hvis man virkelig formår at få alle sine forpligtelser, opgaver og bekymringer ud ad hovedet, får splittet det op i enkelte next-step bidder og siden lagt det hele ind i sit velfungerende system, så vil man mentalt kunne slappe af i formodningen om, at systemet husker alting for en.

Det lyder banalt, men erkendelsen gav mening for mig. Det er faktisk en lettelse ikke hele tiden at gå og skulle huske alting.

‘Getting Things Done’ (eller blot ‘GTD’ indenfor jargonen) fik massiv succes i amerikanske IT-miljøer, og der er i årenes løb opstået et GTD-industrielt kompleks, der sprøjter den ene guide og task management app ud efter den anden.

Jeg leder til stadighed efter apps og programmer til at skabe det optimale workflow i min papirnussertilværelse.

Udfordringen er, at jeg i stedet for at være bekymret over selve de ting jeg skulle huske, nu i stedet er bekymret for om mit system fungerer godt nok – og om jeg husker at vedligeholde det tilstrækkeligt.

Tidligere har jeg sværget til en kombination af Things og Evernote til at huske alting, men begge apps lider af at være Mac-baserede. Det fungerede delvist tidligere, men når nu min arbejdsgivere har købt helt ind på Microsoft og Office 365, så er jeg nødt til at tilpasse mit system.

I stedet for Things er jeg hoppe på Todoist. Jeg synes mindre om det end Things, men Todoist er på alle platforme og kan sågar indarbejdes i Outlook.

Og i stedet for Evernote til at skrive noter og opsamle viden, er jeg begyndt at anvende OneNote. Programmet ER noget mere kluntet end Evernote, men når man er tvunget til at arbejde i Office-pakken, så fungerer OneNote blot mere sømløst med de Outlook, Word, Excel mv. – især når det hele syncer via OneDrive.

Hvordan holder læserne styr på tilværelsen? Er der nogle gode apps eller programmer, som I anvender?

You are the generation that bought more shoes and you get what you deserve

Der er rift om mig! Mig, mig, mig! Ja, eller det er ihvertfald det de allesammen siger: Arbejdsgiverne skriger på arbejdskraft, Ugebrevet Mandag Morgen har just udgivet et temanummer, ‘Talentkampen 2006’, om emnet og Statsministeren vil sende akademikere ud med aviser – og hvor stiller det så en (forhåbentlig) snarligt færdig stud.scient.pol?

Tidligere ville jeg gerne til udlandet og tage en master. Har altid haft en drøm om at læse Europæiske Studier ved LSE, prøve at opnå en MA ved Fletcher School eller at studere ved John F. Kennedy School of Government. Jeg har stadig masser af udlængsel, men omvendt er det gået op for mig, at jeg egentlig ikke synes det er så sørens interessant at være studerende. Hvis jeg skal ud, så skal det derfor enten være gennem udstationering eller også skal jeg først få erfaring gennem et arbejde i et par år. Så derfor er jeg gået i tænkeboksen. Er egentlig ganske glad for at være hvor jeg er, men omvendt kunne jeg godt tænke mig at arbejde med lidt andre sektorer end jordbrug og fødevarer. Var derfor en tur på den såkaldt SICEF messe i Øksnehallerne. Messen er nok mere rettet mod studerende fra CBS, ihvertfald var de repræsenterede virksomheder vist mere interesserede i cand.merc’er end i scient.pol’er. Men ok, jeg er – i lighed med Berlingske Nyhedsmagasin – efterhånden nået til den erkendelse, at hvis jeg havde ville tjene mange penge i det private, så var Statskundskab nok et dårligt studievalg. Var alligevel ganske spændende at snuse rundt derude, meget kan man sige om Finansministeriet, men de var nu ganske gode til at sælge sig selv.

Indenfor den lidt mere begrænsede tidshorisont er der imidlertid stadig et speciale der skal tænkes på. Vi var til det første møde med vores vejleder Lotte Jensen i dag, og det var en glimrende oplevelse. Mødet varede to timer og vi fik masser af god og konstruktiv kritik. Der er bestemt masser at arbejde med stadigvæk, men det er nu meget rart at høre at man er på rette vej.

Bortset fra det er de seneste dage gået med det sædvanlige: Arbejde og speciale. Har desuden fornøjet mig med at lave regnskab over SU og hvor meget jeg må tjene ved siden af. Det var mildest talt en trang oplevelse, da jeg vist er nødt til at melde SU fra i november, samt skære ned på arbejdstimerne. Hvordan det skal hænge sammen rent økonomisk ved jeg endnu ikke. Men hvis I er heldige kan jeg findes i færd med at optræde med falsetsang og lystig dans for penge på Strøget.

PS. Til slut endnu en lille musikanbefaling. The Changes har erobret mine højtalere de senere dage med deres urimeligt gode sange. Tag et lyt nedenfor og læs mere om gruppen her.

The Changes – Modern Love

The Changes – Sisters

The Changes – In the Dark

The Changes – House of Style

You may be through with the past….


Jeg har været mere eller mindre i ekstase siden jeg kom hjem fra arbejdet. For det første er opgaven færdig og klar til aflevering i morgen, men måske endnu vigtigere er mit nyeste fund på nettet: Den (næsten) komplette liste over 80’er musikvideoer! Det er så godt, der er nærmest uendelig mange timers underholdning: Både i den kitschede retning, men jeg vil holde mig til det rent kvalitetsmæssigt! Tit f.eks. på:

Beats International – Dub be good to me (videoen er måske ikke så god, men sangen er blandt de første jeg kan huske – og den er stadig urørlig i dag)

New Order – Blue Monday (De af jer der har set mig på et dansegulv når Blue Monday er på, ved at jeg er mere vild end René Dif når nogle tilbyder ham en rugbrødsmad med figenpålæg!)

Bomb The Bass – Beat Dis (Acid-House musikkens første klassiker!)

Soul II Soul – Back to life (Ord er overflødige)

Genesis – Land of confusion (Dejlig politisk satire, bemærk især den sidste sekvens, hvor Reagan forveksler ‘nurse’ og ‘nuke’ knappen!)

Happy Mondays – Step On (Endnu en lækker Manchester sag)

Og det værste er, at jeg kunne blive ved og ved og ved! Kan kun anbefale at folk river et par måneder ud af kalenderen og spenderer lidt tid på at reflektere over, hvorfor intet nogensinde vil overgå 80’erne som musikalsk årti….!

PS. Falco – Rock me Amadeus (Kun til dig, Stobbe!)

PPS. Hvordan kunne jeg glemme den? Joy Division – Love will tear us apart