Og nu til noget ganske andet

Købte en Wii U i weekenden. Bevares, ville måske i virkeligheden gerne have købt den nye Playstation Pro, men husstanden har mere brug for en konsol, som kan spille børnevenlige spil. Og i virkeligheden har jeg jo altid – deres infantile linje til trods – inderst inde holdt mest af Nintendo. Blevet meget positivt overrasket over, at man kan købe dele af det gamle Nintendo bagkatalog i deres såkaldte Virtual Console. Ganske vist ingen af mine personlige kæpheste som Chrono Trigger, Final Fantasy 6 eller Secret of Mana, men til gengæld mange af Nintendo-Nintendo spillene: Stort set alle Mario spil og (især vigtigt) Zelda-spillene.

Mario Kart 8 fulgte med maskinen, og jeg købte et par Mario-spil oveni også. Tror det er noget Arvingerne vil kunne lide, når der kommer lidt mere øje-hånd koordination ind over. Allerede nu er den ældste vild med Mario Kart. Det er sjovt for ham at en ‘saur’ (dvs. Yoshi) kører i bil, og at der hopper delfiner rundt på en af banerne (hvor man tilmed også kører ovenpå en stor fisk!). Bliver sjovt at køre mod ham en dag.

Skal dog have købt nogle andre controllers. Blev besnakket af ekspedienten i Gamestop til at købe nogle inferiøre kopier, og de er virkelig ikke gode – eller også ved jeg blot ikke, hvordan man skal bruge dem. Har heller ikke helt luret hvilke aggregater man skal bruge til ‘bevægelsesspillene’, som jo var dem, som Wii’en oprindeligt blev kendt for. Har dog kompileret en liste over spil, som vi skal vælte rundt i stuen til.

Måske er det et lidt fjollet køb, nu hvor Nintendo Switch snart kommer. Reelt har jeg købt en forældet maskine. Men det er ok. Tror vi får glæde af den. Og hvis ikke andet, så får jeg selv spillet nogle af de, suk, “gode, gamle” spil – og kan opdage nogle af klassikerne fra NES’en.

Nygammel nostalgi

Noget af det jeg begræder allermest er, at alle mine Game Boy spil fra begyndelsen af 90’erne er forsvundet. Jeg havde dem ikke med, da jeg flyttede hjemmefra. Og selv efter at have finkæmmet barndomshjemmet adskillige gange, så kan jeg ikke finde dem. Min tese igennem efterhånden en del år er, at min storebror engang har lånt dem og siden forvildet dem bort. Han benægter selvsagt hårdnakket, men det ville jeg også gøre, hvis jeg havde været så sløsagtig med min lillebrors Game Boy spil.

Det er gået noget ned af bakke med mit videospilleri de senere år.

Nogen vil sikkert hævde, at det hører med til at blive voksen, fornuftig og ansvarlig. Selv vil jeg sige, at jeg i dag spilder tiden på familie og arbejde fremfor at bruge den på nyttige og brugbare aktiviteter som min Game Boy, Super Nintendo og Playstation. Det er meget ærgerligt.

De sidste fire-fem år har jeg da også et par gange gjort behjertigede forsøg på at genantænde mine let infantile passioner.

Sidste vinter købte jeg genudgivelsen af Final Fantasy X til Playstation 3, ligesom jeg i 2011 købte Final Fantasy XIII-2. I efteråret 2013 genfandt jeg én af mine helt store kærlighedsaffærer, Zelda: Link’s Awakening, i en snusket brugtbutik i Aalborg. Jeg hyldede min ubetingede favorit, Final Fantasy VI, da spillet fyldte 20 år i foråret 2014. Og indimellem har jeg købte reissues af gamle japanske rollespil i takt med at de er kommet i nye udgaver til min iPhone.

I går investerede jeg imidlertid i en række originale Game Boy og Game Boy Advance spil. Det drejer sig om følgende perler:

Jeg har desværre ikke kunne finde det spil, jeg allerhelst gerne vil købe: Zelda: A Link to the Past (2003), men det lykkes vel en dag. De fem nye familiemedlemmer ovenfor er dog også værd at fremhæve

DuckTales og Super Mario Land er to af de spil, der på mystisk vis er forsvundet fra mit barndomshjem. Begge er platformsspil, som jeg kun kan betragte igennem lyserøde nostalgiske briller. Lyt eksempelvis til den mesterlige 8-bit udgave af DuckTales’ episke intromusik og se dets vidunderlige gameplay. Og en dag skal jeg ved lejlighed skrive et udførligt indlæg om Super Mario Land, for det er et spil, jeg har endog særdeles stærke meninger om og følelser for.

Sword of Mana er opfølgeren til et af mine all-time yndlingsspil: Secret of Mana (1993). Jeg glæder mig ganske ustyrligt til at prøve det. De to Zelda-spil er mest købt fordi jeg gerne vil se hvor gode de er. Det opnår næppe Link’s Awakening status i min tilværelse, men mindre kan også sagtens gøre det.

Nuvel, samlet set kan det sikkert virke særpræget af man investerer i spil til en maskine, som jeg helt tilbage i 2009 ønskede tillykke med 20 års fødselsdagen. Men ja, jeg bliver vel stedse mere nostalgisk som tiden går, og med alle de ting, jeg holdt af i alderen 10-14 pludselig er blevet 20 år gamle. Det er en grum oplevelse.