Where youth and laughter go

Ah, det er nu ikke så slemt at runde et skarpt, skarpt hjørne når: 1) Man bliver vækket på yderst behagelig vis, 2) Caro og Kia kommer valsende med fødselsdagskort og flag under morgenmaden, 3) Der bliver tapet slik fast på ens dør, 4) På arbejdet bliver man mødt med et skrivebord pyntet med flag og rødvin, 5) De såkaldte ‘julenisser’ kommer rundt på alle kontorerne med blomster, sang og juleguf, 6) Til morgenmødet beretter kollegerne med let drømmende blikke om dengang de for mange år siden var 25. Jeg har med andre ord haft en temmelig god fødselsdag indtil videre!

Det er faktisk lige før at det hele annullerer hvad jeg vil kalde ‘David Bowie effekten’. I 1972 udgav Bowie mesterværket ‘Ziggy Stardust’. Det er faktisk så godt et album, at det ophæver den antipati jeg ellers normalt har mod manden. Første sang på albummet er ‘Five Years’, der grundlæggende handler om, at vores hovedperson (Bowies androgyne alter ego), Ziggy, lever i en verden der snart går under:

Pushing thru the market square, so many mothers sighing/News had just come over, we had five years left to cry in/News guy wept and told us, Earth was really dying/Cried so much his face was wet, then I knew he was not lying

Herefter bliver Bowie ekspressiv og begynder malerisk at beskrive hvordan alting går i opløsning i denne situation:

“I heard telephones, opera house, favourite melodies/I saw boys, toys, electric irons and T.V.’s/My brain hurt like a warehouse, it had no room to spare/I had to cram so many things to store everything in there/And all the fat-skinny people, and all the tall-short people/And all the nobody people, and all the somebody people/I never thought I’d need so many people

A girl my age went off her head, hit some tiny children/If the black hadn’t a-pulled her off, I think she would have killed them/A soldier with a broken arm, fixed his stare to the wheels of a Cadillac/A cop knelt and kissed the feet of a priest, and a queer threw up at the sight of that

Men hov! Kærligheden er ikke død, selv ikke i denne anarkiske og trøstesløse verden. Vor ven Ziggy er en drømmer, en romantiker, en fantast! Han er derfor selvfølgelig ung, forvirret og forelsket:

I think I saw you in an ice-cream parlour, drinking milk shakes cold and long/Smiling and waving and looking so fine, don’t think you knew you were in this song/And it was cold and it rained so I felt like an actor/And I thought of Ma and I wanted to get back there/Your face, your race, the way that you talk/I kiss you, you’re beautiful, I want you to walk

Men hvad gør man i en verden der snart går under? Man kvies og martres, men man elsker jo tøsepigebarnet infernalsk meget. I sin desperation råber Bowie i himmelstormerens opfordring til at elske mens tid er:

We’ve got five years, stuck on my eyes/Five years, what a surprise!/We’ve got five years, my brain hurts a lot/Five years, that’s all we’ve got!/We’ve got five years, what a surprise/Five years, stuck on my eyes/We’ve got five years, my brain hurts a lot/Five years, that’s all we’ve got!”

Og dette, mine damer og herrer, er i al sin enkelthed ‘Bowie effekten’ i al sin skønhed og elegance: Ungdom, desperation, sværmerisk drømmen, (fortabt?) håb og den store kærlighed. Vi tales ved omkring de 30!

Wake up, Ma and Pa are gone!

Fredag og arbejdsdag, jeg sidder stadig og pusler med mit notat om markedet for vedvarende energi i USA. Har været en ganske social uge, tirsdag aften kiggede Stine minsandten forbi. Vi hentede mad fra Cofoco, guflede nøddemix og fik diskuteret verdens sande tilstand. Senere på aftenen spillede jeg TP sammen med min faste makker Christopher, vi skulle jo øve os til den kommende og, hmmm, meget prestigefyldte kollegieturnering. Selvsagt vandt vi, om end der var krise da jeg pure nægtede at acceptere, at salmonella er opkaldt efter en mand der hed Salmon til efternavn. Onsdag var jeg så et smut forbi Cecilie, skulle jo lige søskendesocialisere inden hun og mine forældre flyver til USA. Faktisk burde de i skrivende stund sidde i et fly på vej over Atlanten.

Og så er der jo som nævnt Kulturnat i aften. Her i magtens korridorer åbner vi os også udadtil: “Det er ikke helt ligegyldigt, om man fodrer kvæget med majs eller græs – for mælken kommer til at smage forskelligt, som man vil kunne konstatere i Landbrugets Hus på Kulturnatten. Der er gratis adgang for alle i lokalerne på Axelborg. Og der uddeles smagsprøver på dansk avlede fødevarer til alle, der i forvejen har husket at hente madbilletter” (fra AOK’s præsentation). Desværre er nævnte madbilletter for længst udsolgt, men hvis nærværende læsere nærer en ubændig trang til at se mig iført forklæde og serviceminded attitude, så er chancen der i aften indtil kl. 01.

PS. For de musikalsk interesserede, så har moi Caprice just uploadet nogle sange fra deres kommende album The Art of Kissing Properly på deres MySpace side. Det lyder lovende og jeg er yderst fristet til at tage til koncert med dem 2. december på Vega.

PPS. Der sker folkemord i Darfur. Nordkorea er ved at få atomvåben. Kvinder bliver dagligt omskåret i Afrika. Burma (eller ‘Myanmar’, som militærjuntaen vist foretrækker at kalde det) er stadig et diktatur. Mellemøsten er som sædvanlig et sandt kaos. I Rusland bliver systemkritikere myrdet. Det er en hård verden vi lever i. Men ved I hvad? Det er ligegyldigt, for Morten Homann forlader politik!

Everything is average nowadays

Sidste efterår havde jeg den blandede fornøjelse at følge et udbud omkring FN. Ikke fordi det var dårligt – tværtimod. Udbuddet var spændende og lærerigt, men hvis man havde en lille neo-realist i maven, så fik man rigeligt med skyts til at bekræfte sin skepsis overfor internationale organisationer.

I perioden op til (og efter) den amerikanske invasion af Irak, lød det ofte som et kritikpunkt i både den danske og internationale debat, at koalitionen ikke havde mandat fra Sikkerhedsrådet til anvendelse af magt. Ud fra denne optik var invasionen dermed et brud på folkeretten og invasionen ‘ulovlig’. Nu er jeg heldigvis ikke jurist, men jeg har dog forstået så meget, at folkeret har væsentligt mere med politik end med jura at gøre. Og at fremstille resolutioner fra FN’s sikkerhedsråd som hellige, legitimerende og kilde til hvad der er rigtigt, er enten et udtryk for naivitet eller vildledning. Tag f.eks. et kig på hvem de permanente medlemmer af Rådet er. Sammensætningen er i bund og grund er udtryk for de nedfrosne magtkonstellationer efter anden verdenskrig: USA, UK, Frankrig, Rusland og Kina. Disse fem har vetoret og i praksis spiller de ti roterende medlemmer – heriblandt Danmark – ikke den store rolle. Er det fair? Hvor er Indien henne? Hele Afrika? Måske et lille latinamerikansk bidrag? Og fortæl mig lige igen hvordan Rusland (der mishandler sin egen befolkning. Tjetjenien, anyone?), Kina (som bekendt en af de fremmeste foretalere for menneskerettigheder!) og Frankrig (falleret gammel kolonimagt) kan være kilden til hvordan det internationale system skal køres? Grundet egeninteresser kan man ikke engang tage de åbenlyst rigtige beslutninger. Sanktioner mod Sudan for at beskytte civilbefolkningen i Darfur mod folkemord? Næh nej, Kina skal ikke nyde noget af at have sin olieleverance truet. Udover Sikkerhedsrådet, så læg dertil snakkeklubben par excellence, Generalforsamlingen, en bureakratisk, tung, korrupt (Hvem sagde ‘Olie for mad’ skandalen?) og inefficient administration samt en lang række mislykkedes reformbestræbelser. Ikke engang det som FN rent faktisk er rigtig gode til, fredsbevarende og humanitære missioner, går det godt med: Ingen rige lande har lyst til at sende deres soldater ud, så derfor er det uerfarende tropper fra Burkina Faso og Nepal der opretholder ordenen i f.eks. Congo.

Så jo, det går rigtig godt for FN i disse år, hvor identitets- og legitimitets kriserne hober sig op. Problemstillingerne er ikke nye og der er gjort forsøg på at løse dem. Generalsekretær Kofi Annan forsøgte op til sidste års topmøde at få vedtaget tankerne fra sit oplæg ‘In Larger Freedom’ og tankerne fra den såkaldte ‘Højpanel-rapport’. Begge faldt ganske brat til jorden og i år er der ikke de store reformer på vej. Derimod spekuleres der kraftigt i hvem der skal afløse Annan når hans periode udløber med udgangen af 2006. BBC har en ganske interessant gennemgang af kandidaterne på deres hjemmeside.

Og dermed er vi fremme til det egentlige spørgsmål i dagens lettere fabulerende og mavesure indlæg: Hvem bliver FN’s næste generalsekretær? Nu er det jo ikke nemt at spå, men jeg håber på at det bliver enten Vaira Vīķe-Freiberga eller Ban Ki-Moon. Sidstnævnte skulle være den aktuelle favorit.

Update! Det tyder mere og mere på Ban Ki-Moon.

PS. Nå, pyha, Anders Fogh er åbenbart ikke helt enig med Claus Hjort omkring Venstres og DF’s såkaldte værdifællesskab. Vil det sige at jeg ikke engang kan kalde mig selv for velfærds-fascist alligevel? Livet er fyldt med skuffelser.

PPS. Og så til det mere useriøse: Skæbnen ville at det blev en tjekke, Taťána Kuchařová, der vandt Miss World 2006. Jeg vil dog mene at det kan diskuteres hvor kjøn hun er. Bedøm selv her.

There’s always someone cooler than you

Så blev det lørdag og jeg er cyklet ind til specialepladsen for at være flittig. Har aftalt et større gruppemøde med Henriette ovenpå vores vejledning, så lidt læsning er ganske nødvendigt. I længden kan jeg vist heller ikke forsvare at rive hver eneste weekend ud af kalenderen til druk og andet smuds. Til sidstnævnte kategori kan vel ellers regnes min søsters let forsinkede (kun 10 mdr.) indflytterfest i går aftes. Det var hyggeligt, fik snakket en del med hendes gamle gymnasiekammerat Steen og Jane, en anden ældre personage fra de gyldne stunder på Nordjysk Handelskollegium. Fik også hilst på Rie der viste os rundt i Kyōto, hun er i Danmark det kommende års tid for at færdiggøre sin Ph.D omkring modalverberne i det danske sprog (sic!). Det kan til stadighed forundre mig at der sidder mennesker i udlandet og studerer et så suspekt og obskurt sprog som dansk. Hatten af for det.

Ellers så står weekenden på mere festivitas, Jens – endnu en Aalborg bekendt – holder fødselsdagsfest. Der skulle gerne komme the usual suspects (+ et par stykker mere), så det ser jeg da bestemt frem til. Søndagen byder på lege-flyttemand for Tina og det efterfølgende gruppemøde, så alt i alt burde jeg få nok at se til.

You don’t say what, but inside I know…

I takt med at jeg snart nærmer mig det skarpe hjørne den 1. december, må jeg indse, at jeg er ved at være gammel, slidt og affældig. Spillede hockey igår – hvilket var absurd hårdt – og havde også en løbeaftale med Mads kl. 7 i morges, så nu sidder jeg her på specialepladsen og har meget ondt af mig selv og min ømme dvaske krop.

Er ellers ved at smådrukne i materiale. Henriette har været så venlig at kopiere en masse tekster fra sidste semesters udbud om ‘Idé-begrebet i nyinstitutionel teori’, og problemet er, at alle teksterne virker så sørens relevante, at jeg nok næppe kan undslå mig for at læse dem. Derudover var jeg et smut forbi Instituttets bibliotek for at finde nogle andre bøger, så der er rigeligt at tage sig til i de kommende dage.

PS. Savner du en kæreste? Hungrer du efter kjærlighed? Er det for trist at se ‘De unge mødre’ helt alene? Gnaver ensomheden ubønhørligt i din sarte sjæl? Det kan jeg godt forstå, fordi så længe du er single, så er du nemlig intet mindre end dødsdømt på det danske ejerboligmarked. BRFkredit har til stor overaskelse opdaget noget helt, helt nyt: At det er nemmere og billigere at låne penge hvis man er et par; ja, faktisk benyttes det charmerende udtryk ‘stordriftsfordele’ omkring det at være to til at købe en bolig. De såkaldte ‘nyheder’ bliver bedre og bedre…

Nine million bicycles in Beijing

Min agtværdige kollega Anne Grete slubrer. Højlydt. Især når hun drikker grøn te. Og gerne med en efterfølgende bemærkning om at jeg drikker alt for meget kaffe – et synspunkt jeg i og for sig ikke er uenig i – når jeg sidder på arbejdet. Vi kom derefter til at diskutere det evigt aktuelle emne om, hvorfor man gennemsnitligt lever så meget længere i visse asiatiske lande end man gør herhjemme. Hvis man spørger koreanerne, så skyldes det helt klart ginseng-rodens ualmindeligt helende kraft, ja, ginseng er faktisk godt mod praktisk talt samtlige dårligdomme man kan opstøve. Så er der jo kineserne, japanerne og deres meget elskede førnævnte grønne te. Suppleret med en sund kost, anderledes rygevaner osv. medfører det åbenbart, at japanske mænd og kvinder, ifølge WHO, kan forvente at blive henholdsvis 79 og 86 år gamle, mens de tilsvarende tal for danskere er 75 og 80 år.

Hvilket naturligvis leder hen til mit egentlig mål med dagens indlæg: Japanske mad og i særdeleshed Okonomiyaki. Okonomiyaki ( = ‘som du selv vil have det’) kan vel bedst beskrives som en slags pandekage, hvori man kan iblande alt muligt. Vi fik dem på en restaurant på Miyajima sidste år (to gange, faktisk!), og de er stadigvæk mit bedste madminde fra Japan. Tilsyneladende er det en lokal ret fra Hiroshima området, og jeg kom til at tænke på dem efter maddiskussionen her til formiddag. For de smagte urimeligt godt og tanken gjorde mig ganske forfærdeligt sulten, hvilket den mere verdslige personalerestaurants buffet ikke helt har kunne gøre noget ved – måske fordi sulten er iblandet en længsel mod at komme afsted igen.

I øjeblikket sidder jeg på arbejdet og forsøger at sætte mig ind i en sag om misbrug af dominerende stilling fra 2002, hvor der sker domfældelse i Østre Landsret i næste uge. Det er meget jurapræget, men det hører sig vel også til engang imellem. Plenum igår aftes var præcis så langt og kedsommeligt som den slags møder nu er, men det er nu meget rart at være fri for diverse forpligtelser. I aften står den på middag med den afgående Styrelse på kollegiet og så drager jeg vestpå lørdag. Dermed også sagt, at de kommende dages opdateringer kan gå hen og blive en smule sporadiske, men fortvivl ej – jeg vender frygteligt tilbage før end I ved det.

PS. Nu vi er i Asien, så havde BBC i går en ganske pudsig artikel omkring navneproblemer i Kina. F.eks. er der 3.937 personer alene i Shanghai der hedder ‘Chen Jie’, hvilket skaber ganske store problemer i telefonbøgerne, for postvæsenet og administrationen i almindelighed. På samme måde er der 900.000(sic!) beboere i byen der har ‘Zhang’ til efternavn og over 1.5 mio. i Beijing der hedder ‘Wang’.

Uncomfortably numb

Endnu en specialedag på kontoret, jeg er ved at besvime af kedsomhed over at læse metodebøger, det er omtrent ligeså spændende som at give sig selv rituelle små-lussinger. Ah! Så er det straks lidt sjovere at finde diverse tidsskriftartikler. Tag nu f.eks. denne herlige sag fra Samfundsøkonomen. Sexet, ikke sandt? Læskende er også artiklen ‘Hvad kan vi bruge Marx til i dag’ af Hans Aage fra RUC. Tankevækkende at vi stadig har den slags gravballemænd vandrende rundt i det danske universitetssystem.

Nu vi taler om mosefund, så er der Plenum på det traditionsrige kollegium i aften. Det sidste halve år har jeg siddet i den såkaldte Styrelse (måske ville det være mere dækkende med navnet ‘Udvalget-for-folk-der-er-dumme-nok-til-at-lave-det-arbejde-alle-de-andre-freeridere-ikke-gider’) på så magtfulde poster som Kommunikationsmester og – siden 1. juli – Kabysmester. Imidlertid synes jeg ikke rigtigt at engagementet er til en periode mere, så stiller ikke op til genvalg. Det fritager mig dog ikke fra min yndlingsdisciplin: Aflægning af beretning. Det kan kun blive morsomt. Eller noget.

The place I waited years to leave

Så arriverede jeg på arbejdet, hvor jeg har specialedag. Efter fem års studier har jeg endelig indset, at jeg ikke får nok ud af mine såkaldte ‘læsedage’ derhjemme. Tingene har det med at glide sammen. Jeg bliver distraheret af nettet, jeg kunne jo også liiiiiige gå ud at lave en kop kaffe, jeg kunne jo også liiiiiiige høre den der sang, jeg kunne jo også liiiiiiiige [indsæt overspringshandling her]. Så derfor har jeg nu aftalt med arbejdsgiveren, at tirsdag, onsdag og torsdag sidder jeg ved mit skrivebord på kontoret, hvor jeg så skal grifle løs på specialet. Det bliver sikkert lidt af en balancegang – at jeg sidder 37 timer om ugen fysisk på arbejdet kunne måske friste visse af mine fusentaster til kolleger til at drive rovdrift på mig – men jeg satser på at være en ørn til at sige ‘NEJ!’, suppleret med et brysk blik og små tiger-klo bevægelser.

Ellers er de seneste dage gået med arbejde, en tur i selvpinercenteret og et par besøg hos Sine. Ja, jeg skylder vel efterhånden visse nysgerrige læsere at fortælle, at jeg minsandten er stødt på en sød ung dame, der mirakuløst nok ikke er blevet træt af mig endnu – selv efter flere uger. Ihvertfald er jeg en glad lille reje for tiden! Bortset fra det, så tager jeg nordpå på lørdag. Jeg var sidst på forældrebesøg ved Skt. Hans og da det ser ud til at weekenderne de kommende måneder ikke bliver mindre aktivitetsfyldte end de hidtil har været, så er det lidt på tide med en tur derop. Bliver deroppe en fem dages tid og slæber faglitteratur med, så det skulle også gerne blive en smule specialerelateret.

PS. Som gammel ansat i Guds Eget Ministerium, vækker ‘nyheden’ om at Folkekirkens økonomi løber løbsk ikke den store undren. Vejledningen til at melde sig ud af vores statskirke kan findes her.

Just, you know, in case…

Brunch er et overvurderet koncept. Ja, altså, jeg er helt med på at pandekager og ahornsirup er et hit af dimensioner, men seriøst: Hvis brunch bare er en omskrivning af ‘Morgenmad + gris’, så spis dog din bacon, cocktailpølser og røræg tidligere på morgenen og få det overstået.

Spøg til side, egentlig er den slags jo ganske fornøjeligt. Den allestedsnærværende kollegiestyrelse holdt ryd-ud-i-pulterkamrerne session, og efter et par timers brutal udsmidning af alt fra flere VHS-afspillere til en papmache-kamel og en gyngestol, så syntes vi at vi ville belønne os selv med en fyrstelig brunch på Café Leo. Nu sidder jeg så her med den voksende vom fuld og venter på at Stine (fashionabelt forsinket) arriverer til en kop kaffe. I aften er der atter en gang kollegiefest, men jeg er for en gangs skyld ikke så fræsj. Når man når min fremskredne alder, så kan man ligeså godt afskrive hele søndagen, samt regne med at slæbe rundt på søvnunderskud mandag, hvis man vælger at være en lille abe lørdag nat. Og jeg ved snart ikke om specialelæsningen kan holde til at være så sporadisk som den har været de sidste par uger….

Everything means nothing to me

Egentlig har jeg ikke det store at berette i dag, udover at jeg har været på en yderst fornøjelig tur i Zoologisk Have. Vejret var lidt blandet og blæsende, men selskabet var udsøgt og bavianerne havde det fint. Faktisk så fint, at jeg opdagede at bavian-familiemønsteret ser ud som følger: En han, fem til otte hunner, div. unger. Tilsyneladende er hannens primære opgave at koste rundt med de andre, sove, æde og parre sig. Det samme gør sig gældende hos løverne. Nuvel, man kan vel ikke forvente at dyrene læser Audre Lorde eller slige feministiske teoretikere, men lidt morsomt er det alligvel. Vi var også vidner til autentisk pingvindans (dén skal kopieres til førstkommende fest!) og vaskeægte skildpadde slåskamp – en drabelig affære.