Årets sange 2016

Musikåret 2016 var fragmenteret, let kaotisk og præget af Spotifys ‘Discover Weekly’ funktion plus min tendens til at bruge shuffle til at tæmme den alt, alt for store og ustyrlige ‘bruttoplayliste’, jeg har opbygget siden 2013. Med det sagt, så er her de sange, der fyldte mere end andre i løbet af året

Real Lies ‘North Circular’ (2014) Lyder som et smukt gadekryds mellem New Order, Air France, Pet Shop Boys, Saint Etienne og The Streets. Bedre kan jeg ikke beskrive det Det er sfærisk electropop med blaserte tekster. Hele deres album ‘Real Life’ er vidunderligt.

Kitchens of Distinction ‘Drive That Fast’ (1990) En sen tilføjelse her i december. Jeg er vild med den ringlende guitar, den episke – nærmest stadionrockende – stemning og det fængende omkvæd

Cotton Jones ‘I am the Changer’ (2009) Meget beroligende og folket dreampop. Særdeles velegnet at skrive bureaukratiske notater til

Boxed In ‘Jist’ (2016) VIDUNDERLIG lille elektronisk popperle

Pale Saints ‘Kinky Love’ (1991) Det er ikke så tit at man kan kombinere ordene ‘lummer’ og ‘shoegaze’, men Pale Saints leverer det ypperligt i ‘Kinky Love’

Yumi Matsutoya ‘‘ひこうき雲’ (Hikōki-gumo)’ (1973) Betagende melankolsk japansk easy-listening popjuvel (med pornoorgel og det hele), opdaget i traileren til animéfilmen ‘The Wind Rises’

Sturgill Simpson ‘In Bloom’ (2016) Jeg bliver aldrig fan af hverken Nirvana eller grunge, men vil da ikke fornægte, at dele af råmaterialet er godt. Simpsons countryudgave af ‘In Bloom’ illustrerer på bedste vis hvordan en coverversion i visse tilfælde kan være lysår bedre end originalen

Nej, 2016 var ikke undertegnedes mest musikalske år. Stiftede bekendtskab med en del nye kunstnere, men næppe nogen der kommer til at revolutionere min tilværelse. Min ambition for 2017 er at få lyttet noget mere til elektronisk musik (føler mig ganske koblet af) – samt ikke mindst komme ud til nogle koncerter.

Første gang bliver 25. januar, hvor svenske The Radio Dept. spiller i Lille Vega. Ser jeg meget frem til. Savner den svenskofile musikbesættelse jeg led af i slutningen af 00’erne.

Luksusproblem

Man skal virkelig huske at rydde op efter sig og systematisere sine ting!

Gennem mine år på Spotify har jeg via almindelig hverdagsinspiration, research og i nyere tid især Discover Weekly efterhånden fået spækket ikke færre end 1.222 sange ind på min ‘Bruttoliste’-playliste. Det er blevet til et uoverskueligt monster, som jeg ikke længere kan lege med på en meningsfuld måde.

Normalt lytter jeg til sangene på listen med shuffle-funktionen. Det fungerer nogenlunde hvis man betragter hver sang for sig, men gør det umuligt at få en rød tråd og at opbygge illusionen om en sammenhæng. Lad os sige at jeg sidder i toget mod København H og lige har nydt en lummersexet Pale Saints sang. Uhm, ikke sandt? Lifligt. Beroligende. Jeg er i godt og afslappet humør. Så har jeg ikke nødvendigvis lyst til at næste gang skal være ‘Clan in Da Front‘ eller ‘Makes No Sense At All‘. Begge er vidunderlige sange, men ikke hvad jeg har lyst til lige nu. Men ak, nu er de desværre begge at finde på samme voldsomt opsvulmede playliste, og jeg kan ikke selv styre om de er den næste sang.

Så jeg ender med at sidde der i den dårlige kupéluft og skifte nummer og skifte nummer og skifte nummer, indtil jeg finder en tilpas kælen afløser for Pale Saints. Tåbeligt. Meget tåbeligt.

Moralen? Ryd op i dine playlister. Ellers ender du med et babylonsk rod, som det vil tage alt, alt for lang tid at få ryddet op i.