No way to stop curiosity

Ja, ok, jeg ved godt at det ikke er særlig maskulint, cool eller befordrende for mine bestræbelser på at blive verdenshersker at have en Peter Pedal plakat på bloggen, men hvad kan jeg sige? Et eller sted dybt inde bag mit følelseskolde panser af sarkastiske kommentarer og kynisme, så er der en glad lille dreng der synes Peter Pedal er urimeligt sej. Og hvis jeg selv havde børn, så ville jeg benytte førstkommende lejlighed til at tage ind at se filmen.

Vi havde et par af bøgerne derhjemme dengang jeg var lille, bl.a. den hvor Peter Pedal kommer på hospitalet, fordi han har slugt en brik i et puslespil. Faktisk vil jeg vove at påstå, at det er igennem Peter Pedal at jeg har lært, at læger altid er rare, de andre indlagte børn altid er søde, at sygeplejersker altid er nogle man skal være glade for og at der altid bliver arrangeret et cirkus for de syge børn. Hermed antydet, at Peter Pedal egenhændigt er ansvarlig for at jeg stadig tror på det gode i menneskeheden ;)

Det skader selvfølgelig heller ikke, at jeg har fået filmens titelsang Upside Down på hjernen. Det er lavet af Jack Johnson, en sing-and-songwriter der umiddelbart lyder vældig harmonisk. Har ikke kunne finde en offentlig tilgængelig version af den endnu, men skal nok vende tilbage.