Kylie Minogue og den eksistentielle grundtilstand

Kender du det at noget, der i din bevidsthed stadig er ‘nyt’ (eller i hvert fald ikke særlig gammelt eller specielt længe siden), viser sig at være … gammelt og længe siden?

Det sker oftere og oftere for mig. Hvilket vel ikke er så mærkeligt min fremskredne alder taget i betragtning. Men alligevel. Jeg formår igen og igen at blive overrasket over tidens gang.

Det skete senest i går.

Min søn er vild med Transformers og robotter i almindelighed. Og da jeg deler denne fascination, ville jeg da lige vise ham Kylie Minogues entre på scenen på hendes ‘Fever’-tour. I ved nok, der hvor hun kommer op igennem gulvet i ført et futuristisk robotkostume, der ville give Robocop selvværdsproblemer.

Så ind på nettet med os for at finde klippet derfra. Hvorefter jeg indser at benævnte turné er fra 2002. At det med andre ord er snart 16 år siden, at jeg var til koncerten i Forum. Og at det fabelagtige gadekryds mellem ‘Can’t Get You Out of My Head’ og ‘Blue Monday’ – der i mit hoved stadig er friskt – er endnu ældre. Det er faktisk så gammelt, at hvis min far i 1985 havde vist mig noget ligeså gammelt popkultur, så ville det have været en koncertoptagelse fra Woodstock.

Det var ikke rart.

Bevares, sønnen syntes robotdragten var megasej (og så bliver det altså ikke meget større), men erkendelsen af tidens gang? Den smerter. For intet varer som bekendt evigt, og det får en i forvejen melankolsk anlagt mand helt ud i de melankoliens overdrev.

Mine børn er (snart) 2 og 4 år gamle. De er vores største glæde og vores største bekymring. De er midtpunktet i vores univers. Nogle få år er endnu er vi også deres fikspunkter i tilværelsen. Men det stopper også en dag. Det er den menneskelige grundtilstand. Den eksistentielle glæde og smerte hænger uløseligt sammen. Dem vi elsker, vil vi miste en dag. Den lykke vi tager for givet i nuet, kan være væk om et øjeblik.

Jeg er med på, at dette er banale erkendelse – og at der muligvis er et vist intellektuelt spring fra Kylie Minogue til lommefilosofiske betragtninger om livets mening.

Men jeg tænker meget over de store ting for tiden.

Om at tiden går, om at fortryde de ting man aldrig gjorde, om at tage lykken og fremskridtet for givet, om at jeg en dag vil miste alle jeg elsker, om at et menneskeliv ikke er meget længere eller betydningsfuldt end en kortvarig prut i det store historiske billede. Og givet alle disse ting; hvordan skal man da gribe tilværelsen an?

Der tænkes videre!

Don’t You Know Who I Think I Was?

Er du den samme som da du var 15? 20? 25? Altså, sådan helt fundamentalt? Bortset fra at du har skiftet tøjstil, bolig, uddannelse, job og kæreste et par gange undervejs, er du så stadig den samme? Eller har du forandret dig? I så fald: Hvordan? Og vil dine omgivelser også mene, at du har forandret dig?

Hidtil har jeg abonneret på den tanke, at mennesker ikke forandrer sig. Fraset eksternt opståede negative chok til ens system (dødsfald, alvorlig sygdom, traumatiske hændelser), så mente jeg, at når først man har passeret teenageårene, så er ens personlighed og væsen nogenlunde konstant. Bevares, man bliver altid klogere og justerer ens valg og prioriteter herefter. Men hvis man ser på selve essensen af en person, har jeg hidtil været ganske sikker på, at den forblev nogenlunde den samme.

Nu er jeg ikke længere så sikker. Jeg er i hvert fald blevet mere opmærksom på, at jeg ikke er den samme som den der yngre mand, der i foråret 2007 luffede ud af Københavns Universitet med mit kandidatbevis i hænderne.

Jeg tænkte først over det for nylig, da jeg sad og puslede med at renovere mine gamle blogarkiver og lægge dem online igen. At sidde der og læse mine ord fra april 2005 og at møde den person jeg var dengang … nuvel, jeg vil ikke sige at jeg ikke kan genkende mig selv. Men jeg var indiskutabelt anderledes.

Nogle ting er selvfølgelig de samme. Min generthed. Min introverte sider. De nørdede interesser. Glæden ved at skrive. Ironien. Den evindelige søgen efter mening og ægthed. Restløsheden. De ting er stadig til stede. Andre af mine karaktertræk er blevet forstærket siden dengang. Nok især melankolien og sortsynet. Usikkerheden på mig selv. De er blevet spædet op med en faktor eller to efter 10 år på arbejdsmarkedet, hvor jeg aldrig rigtig har fundet min sti.

Men andre ting er anderledes.

Det fysiske forfald er jo hvad det er. Men den noget mere frembrusende og humoristiske person, som elskede at drille godmodigt, diskutere, provokere og holdt af at være midtpunktet i små selskaber, er om ikke forsvundet, så i hvert fald trængt i baggrunden. Der var også flere ting, jeg gik passioneret op i dengang (politiske transitionsprocesser i Central- og Østeuropa! ny musik!). Der er ikke så mange ting, jeg brænder for længere. Og efter nogle år med for lidt søvn er jeg nok blevet mere … træt og mindre overskudsagtig. Jeg var markant mindre gnaven og irritabel dengang, end jeg er i dag. Omvendt er jeg også blevet klogere. At få to børn har lært mig meget om kærlighed, omsorg, pligter og tålmodighed. Jeg er mindre egoistisk i dag, end jeg var dengang – håber jeg.

Den stille gradvise forandring er tankevækkende. Ham fra 2007 er jo for eksempel den person, som min Bedre Halvdel mødte og forelskede sig i dengang. Det er også ham, som langt størstedelen af mine nuværende venner mødte. Og jeg tror at mine forældre grundlæggende ser mig, som jeg var engang – og de derfor ikke altid forstår, hvorfor jeg agerer som jeg gør.

Hvordan kommunikerer man nu i 2018, at man med tiden har forandret sig? Det kom jeg til at tænke på, da jeg læste et blogindlæg om netop det. Vil tillade mig at citere det i noget nær fuld længde:

I quit Facebook back in 2011 for a lot of reasons, but perhaps the most crucial was to rebel against its core mission: Connecting the world. I was over-connected with the world, acquaintances and friends from the past, and I wanted out.

Zuckerberg has repeatedly doubled down on the toxic idea that we should only have one self, one persona. That we should be the same person in all social circles, lest we be “frauds”.

I’m happy to be a fraud under that definition. I’m not the same person I was in high school. Not the same person I was at university. Not the same person I was with friends at age 15 as I was with a different group of friends at 21. I’m still not the same person with friends in programming as I am with friends in racing or with family or old mates from Denmark.

What allowed me to change and prosper was the freedom to grow apart and lose touch with people. It’s hard to change yourself if you’re stuck in the same social orbit. There’s a gravitational force that pulls you into repeating the same circular pattern over and over again. Breaking out of that takes tremendous force.

In real life, this force is mercifully thrust upon you at critical moments for self-discovery and evolution. You leave university, and you automatically lose touch with most of the people you knew there. It’s not an affront to anyone that this happens. It doesn’t take any effort. Everyone accepts that it’s a natural process.

But Facebook changed that. It stunted this natural, gentle process of growing apart and losing touch. Now the default is to stay connected with everyone you’ve ever friended forever. And to break that connection, you have to actively sever it. Something most people don’t like doing, and don’t like having done to them, so it generally doesn’t happen.

Knowing that everything you share will be seen by all these people from your past quietly moderates what you actually share. Becoming someone else entails experimenting and failing with new styles and ideas. Not a lot of people are so keen to premiere such vulnerable stages of their evolution in front of an audience that expects them to be that same
person they always were forever. I know I wasn’t.

So I pressed the red button and nuked all these synthetic connections from Facebook’s orbit in one go.

It was liberating.

Jeg er ikke enig med ham i, at det er nødvendigt og positivt at afbryde kontakten med ens bekendtskaber fra dengang, hvor man måske var en anden. Faktisk synes jeg det er noget værre vås.

Men jeg kan sagtens genkende at facebook kan fastholde en i en bestemt social rolle og en person, man var engang – og at det kan være grænseoverskridende at bryde med den imaginære persona, som folk har opbygget om en.

Det var grænseoverskridende og angstprovokerende for mig, da jeg sidste år kortvarigt stillede op som kandidat til kommunalvalget for et politisk parti. Den slags kræver jo en aktiv tilstedeværelse på facebook, der – hvad enten man kan lide det eller ej – er blevet stedet, hvor man bedst når ud til den brede vælgerskare.

De grænseoverskridende elementer bestod dels min naturlige blufærdighed, generthed og ulyst til opmærksomhed. Jeg trives i mindre selskaber, men at være i centrum eller være på scenen i en større forsamling? Det bliver et kæmpe nej tak herfra.

Men problemet var primært identitetsmæssigt. GYS!, hvad ville mine facebook-kontakter mon tænke om mig nu? Var jeg egentlig ok med at bevæge mig fra at være person til rolle som politiker (med alt hvad det indebærer af negative konnotationer)? Hvad ville det betyde for mine venner/bekendte/(eks)kolleger/gymnasie- og studiekammerater/kollegiebeboeres opfattelse af mig? Var det overhovedet vigtigt?

Jeg har jo altid haft den jævnt besynderlige opfattelse, at det er helt fint – ja, ligefrem godt -, at vildt fremmede besøger, læser og kommenterer mine enfoldigheder og bekendelser her på bloggen. Omvendt ville jeg dø af skam og rædsel, hvis de samme ting jeg skriver her i min semi-anonymitet blev læst af alle dem, jeg er forbundet med på facebook. Hvilket jo dybest set er en meningsløs, men dog alligevel helt reel bekymring for mig.

Jeg kan derfor godt følge skribenten i det han skriver om sociale mediers konserverende rolle for ens offentlige persona. Og jeg deler betragtningen om at have behov for forandring, og at have lov til ikke at være den samme, som man var engang. Ellers begår man de samme fejl og kører rundt i den samme rille igen og igen og igen. Man er nødt til at bryde med den selvcensurerende mentale struktur i hovedet på en selv. Og i praksis fik jeg kun venlig feedback på min politikerrolle, så det var slet ikke så farligt endda.

Og hvad så, kan man sige? Hvorfor så mange ord om sådan en omgang navlepilleri?

2017 var på mange måder et driftsår hjemme hos os. Vi skulle have livet og logistikken til at fungere med to små børn, to fuldtidsjobs og hvad der ellers følger med i vores fase af tilværelsen. I 2018 er der åbnet muligheder for, at vi som familie kan træffe valg, der vil betyde store forandringer. Det er spændende og noget at tænke over. For det vil være beslutninger, som jeg i hvert fald ikke ville have kunne træffe, hvis jeg stadig var som jeg var engang

Og så igen helt afslutningsvis: Er du den samme som du var engang?

Fortsat høj stigningsprocent på bakken

Jeg ville egentlig gerne have skrevet et spændstigt indlæg om hvordan julen og den efterfølgende skiferie op til svigerforældrene på bjerget i Åre havde tilføjet mig ny inspiration, optimisme og skrivetrang.

Rammerne til en sådan positiv spiral var som udgangspunkt ganske perfekte. For det var herligt at komme ud på ski igen. Sneen var rigelig og vejret helt perfekt. Jeg bliver muligvis ikke bedre til at stå på ski med årene, men det er stadigvæk en uovertruffen oplevelse at drøne ned af pisterne. Åre er et tilmed dejligt sted. Og det var såmænd også hyggeligt at være sammen med Den Bedre Halvdels forældre. Så nøgternt vurderet var alt godt.

Men derfor er jeg alligevel udaset og noget mismodig. For ser man bort fra skiturene har 2018 indtil videre været jævnt træls.

Tiden under og efter julen har mest af alt været domineret af afbrudte arbejdsdage, Den Bedre Halvdels hospitalsvagter og at mine børn har været syge på skift.

Først var de begge forkølede. De to og moderen hostede som en hel koloni af tuberkulose-ramte. Den slags kan man trods alt håndtere. Men så udviklede datteren astmatisk bronkitis. Da vi (bl.a. efter et sving forbi børneafdelingen på Roskilde Sygehus) med indlæggelse, hiv, sving, antibiotika og inhalatormedicin fik has på det, så fik sønnen skoldkopper. Han og jeg måtte derfor blive et par ekstra dage alene hjemme i Roskilde indtil han blev ikke-smitsom nok til at de ville lukke ham ind i flyet nordpå. Og nu hvor vi langt om længe endelig er kommet på anden side af skoldkopperne, så har han – med mine børns vanlige sans for hysterisk dårlig timing – her på min sidste feriedag naturligvis fået smittet sin søster med selvsamme skoldkopper.

Med andre ord venter endnu en uge med pylrede børn, dårlig søvn og nødpasning i form af min mor fragtet ind fra Aalborg. Den kommende arbejdsuge indledes dog meget bekvemt med endnu en barns første sygedag i morgen. Og så undrer jeg mig over at jeg aldrig bliver forfremmet eller til noget stort?

Tror vi efterhånden kunne bruge lidt ubetinget godt nyt her i husstanden. Det er ved at være en smule trættende at gå op ad bakke hele tiden.

Intellektuel malaise

Mine blogindlæg størkner for tiden. Mest fordi jeg ikke er særlig kompetent til at skrive om de ting der aktuelt fylder i min tilværelse. Jeg kunne f.eks. have skrevet om:

… hvordan jeg vil give en hædersmedalje til vedkommende der opfinder ‘sådan-får-du-dit-barn-til-at-sove-NU’ løsningen. Eller den brave sjæl, jeg kan betale for at levere gode råd om hvordan en introvert, uempatisk og forkølet mand med hold i ryggen håndterer sine to børn, alt imens hans bedre halvdel er på 24 timers vagt på hospitalet. Måske jeg endog kunne skrive om hvor frustrerende det kan være med børn i trodsalderen. Men ak, jeg er ikke en særlig god mommy blogger, så den slags kan I nok læse andet og bedre om andetsteds.

… hvordan føromtalte hold i ryggen nu på tredje uge gør mig gnaven og ikker så lidt pirrelig. Dels fordi jeg stadig ikke kan løbe (og derfor forfalder mere og mere), dels fordi jeg ikke kan sidde ned i længere tid uden at blive helt øm og Pia Christmas-Møller’sk i min ryg. Som papirnusser har jeg brug for at kunne sidde ned foran computeren, hvis jeg da ellers skal koncentrere mig nok til at sprøjte mine kedsommelige notater ud i lind strøm. Nu står jeg der i stående tilstand og blomstrer hele dagen på mit kontor, til stor moro for Marketingafdelingen. Men ak, syg- og dårligdomme er heller ikke et emne jeg er ekspertskribent indenfor, så det går næppe.

… hvordan vi er i ukonkrete, men dog væsentlige boligovervejelser. Skal vi forlade den pragtfulde, men absurd dyre lejelejlighed i hjertet af Roskilde – et sted vi er faldet mere end godt til? For at søge lidt længere ud af toglinjen vestpå, hvor livet er mere … sovebysagtigt, men hvor der er et noget mere anstændigt forhold mellem pris og kvalitet end tilfældet er her i Korsbæk? Men ak, hvem gider læse om boligmarkedet i smørhullerne Lejre og Hvalsø?

… hvordan jeg efter en sommerferie spenderet på at være hjemme, have hold i ryggen og indkøre en datter i vuggestuen, nu ærlig talt gerne vil ud i den store verden igen. Men ak, rejseblogger er heller ikke min naturlige metier.

… hvordan jeg ikke har set en ny film eller tv-serier i mands minde. Forsøgte at gå i gang med den nye sæson af ‘House of Cards’, men jeg KAN IKKE. Sæson 4 ødelagde for meget, og det dårlige plot fortsætter ufortrødent i sæson 5. Det gider jeg ærlig talt ikke være med til, endsige spilde blogplads på.

… de to mere end udmærkede science fiction bøger – ‘Version Control’ og ‘Six Wakes’ – jeg har fortæret den seneste uge. Men jeg har alle dage været en gudsjammerlig anmelder. Det ville udarte sig til platituder i stil med ‘FREMRAGENDE underholdning’, ‘eskapisme på højt plan’ og ‘en herligt væmmelig dystopisk roman om tidsrejser’.

… aktuelle sportsemner jeg obsesser over, herunder NBA draften i 2017 og AaB’s transfervindue. Hvilket dog ikke just plejer at interessere nogle af de få nærværende læsere her på siden.

… geopolitiske emner som Trump, Nordkoreas missiler, Liu Xiaobo, G20 mødet og alskens andre emner, som et intellektuelt fyrtårn som jeg selvsagt burde have nogle friske og indsigtsfulde tanker om. Det har jeg dog ingenlunde, så det må I også finde andetsteds.

Så hvad skal jeg så skrive om?

Midt i livet

Det er jo ikke fordi, der ikke sker noget, vel. Muligvis ikke store og episke ting, men alligevel. “Men med hvad?”, spørger I så. Nuvel, det skal jeg fortælle jer. Jeg fremstår nok en smule smådeprimeret i dette indlæg. Det er jeg nu ikke. Blot fanget i den driftorganisation, de kalder for ‘livet i en småbørnefamilie’:


Vi sover for lidt. Alt, alt for lidt. Datteren har fået en grufuld uvane med at vågne skrigende og hjerteskærende grædende om aftenen efter en halv times søvn. Hvorefter det tager en times tid at få hende rolig igen (= farvel i forvejen udrydningstruede fritid). Hvis vi er rigtig heldige holder hun samtidig også sin storebror vågen, så han når at blive dejlig overtræt og semi-crazy. Sidenhen vågner hun også midt om natten og øffer løs. Og så sætter hun endelig prikken over i’et ved at stå op før kl. 5. Det er vitterligt ikke særlig morsomt.


Jeg grubler over hverdagslogistikken, når Den Bedre Halvdel begynder at arbejde igen. Aner ikke hvordan vi skal få tingene til at hænge sammen med arbejde, pendling, aftenvagter, børn i institutioner i hver sin ende af byen, indkøb, mad, putning. Eller hvordan min arbejdsgiver (og min såkaldte ‘karriere’) egentlig har det med, at jeg om et øjeblik igen begynder at få behov for fleksible møde- og gåtider. Vores hverdagsmodel er ikke rigtig bæredygtig, er jeg bange for. Og jeg ved ikke helt, hvad jeg kan gøre ved det. Ville ønske vi havde nogle pasnings-lystne bedsteforældre i nærheden.


Relateret til ‘karriere’: Jeg skal have fundet noget nyt at lave. Det er ikke en ny erkendelse – har jo sådan set gerne ville have et nyt arbejde i mere end 2 år – men jeg er lidt fanget i konfliktende prioriteringer (jobbet skal både være spændende, meningsfuldt, velbetalt, ligge tæt på og så tilpas fleksibelt, at vi får løst hverdagslogistikken). Det slår min sjæl ihjel at bruge 8-9 timer hver dag i en stilling, hvor jeg hader mine arbejdsopgaver og kan mærke hvordan jeg går mere og mere intellektuelt i stå. Jeg er 35 år og sidder i en blindgyde. Det påvirker mit sortsyn og humør endnu mere end den fraværende søvn.


Apropos søvn: Jeg bekymrer mig over, at min datter nægter at falde søvn sammen med mig, og der derfor venter nogle episk rædsomme aftenstunder forude, når jeg lige om lidt er alene hjemme med de to små rockere.


Min søn har evindeligt tilbagevendende eksem på hænderne – med heraf afledt behov for dyre cremer og hyppige smøringer.


Fik jeg nævnt at vi sover alt for lidt? Ja? Overskuddet forsvinder. Energien og kreativiteten er mere eller mindre væk. væk. Humøret påvirkes. Lunten bliver kortere. Den Bedre Halvdel tager tilmed mere af natteroderiet end jeg gør, så jeg burde ikke sidde her på internettet og jamre.


Til gengæld spiser jeg for meget og motionerer for lidt. Kombineret med den notoriske permatræthed, begynder det kunne ses og mærkes. Jeg føler mig stadig mere og mere midaldrende.


Den politiske karriere … mjah. Det går vel nogenlunde fremad. Jeg gør en masse ting, som jeg egentlig ikke bryder mig om. For det er vanskeligt at få opmærksomhed som ukendt kandidat, hvor jeg ikke har det store netværk. Så jeg skriver læserbreve (om alle mulige ting, som jeg ikke nødvendigvis har stærke holdninger om, endsige indsigt i) og håber på en skønne dag også at komme i det redaktionelle indhold. Og så debatterer jeg på facebook. Det føles som et overgreb på mig selv (der er aldrig kommet noget godt og konstruktivt ud af at diskutere noget som helst på sociale medier!), men alle de kloge siger at det er dér, at man skal møde sine vælgere. Men lide det? Det kan jeg ikke.


Midt i opremsningen glemmer jeg at nævne alle de gode stunder vi oplever. At de to rockere åbenlyst trives. Når vi er ude at lege. Når Datteren griner lykkeligt over at se mig, og kravler lynhurtigt rundt som en adræt lille rullepølse. Når Drengen er glad for sin børnehave. Når han siger besynderlige ting, er vild med superhelte og Paw Patrol samt stiller et hav af spørgsmål om alt muligt. Når vi besøger nye venner i Trekroner.

Det er den slags, der får denne fase af livet til at hænge sammen igen.

10 år

Som jeg sad her midt i (endnu) en kedsommelig arbejdsopgave indså jeg, at det netop i disse dage er 10 år siden at jeg afleverede speciale på Københavns Universitet. Begyndte på mit første job 1. marts 2007.

Det faktum burde afstedkomme et introspektivt og reflekterende indlæg over livet der gik. Men egentlig er jeg mest af alt bare træt og lidt mismodig. Kunne godt bruge en 12 timers lur.

Nye takter

Bloggen har haft en tænkepause. Jeg genoffentliggjorde alle de mange indlæg skrevet siden begyndelsen i april 2005. Ryddede op og mugede ud. Fjernede billeder, der var røget i svinget i et af de ganske mange adresseskifter, som bloggen har været igennem henover årene. Kuraterede indholdet, som det vist hedder på nydansk.

Læste mange af de gamle griflerier igen. Det var en interessant, pinlig, morsom og til tider smertefuld oplevelse.

Man forandrer sig jo henover så lang en periode. Jeg har til tider været ganske ulidelig at høre på, ligesom visse indlæg ikke er videre langtidsholdbare. Andre indlæg var overraskende begavede. Og der er mange ting jeg drømte, gik op i og skrev om igennem årene, som jeg for længst har glemt eller opgivet. Her solidt plantet midt i livet var det sidste en melankolsk oplevelse. Man kan fylde katedraler med alt det, jeg har glemt. Det var godt at blive mindet om, at jeg engang var om ikke ungdommeligt optimistisk, så dog mindre fatalistisk.

Nu har jeg så fjernet indlæggene igen. Taget en sikkerhedskopi, så den store mængde guldkorn og større mængder bras ikke forsvinder ved et uheld.

Begynder forfra. Forlader anonymiteten; at skrive bag et alter ego lægger begrænsninger på kreativiteten. Med så mange års  erfaring med digital bekendelseslitteratur, vil jeg mene at jeg godt kan ramme balancen mellem personlig og privat. Bloggens indhold og formål forbliver de samme, men det vil være mindre uklart hvem jeg er.

Håber I vil læse med.

Grå november

Er ikke gået i vinterhi eller lignende, men der mangler måske de stor ting at skrive om. Altså udover om driften af dagligdagen med to børn under 3 år, sygdommene der slæbes med hjem fra børneinstitutionerne, den småpermanente søvnmangel, planlægningen af dåb, arbejdslivets bedøvende trummerum.

Og så har vi endnu ikke drøftet den afgrundsdybe tragedie, som Malmö FF’s fyring af Allan Kuhn udgør.

Så alt i alt en traurig november. Forsødet, naturligvis, af når de to små rockere smiler og holder af (og nogen gange om) deres far. Så bliver det meste OK igen.

Hvad jeg når og ikke når

Jeg når

  • At bruge tre arbejdsdage på et brunt og 70’er-agtigt konferencecenter udenfor Vejle, hvor arbejdsgiverens ejere drøfter strategien frem mod 2021. Bortset fra de naturskønne omgivelser var det samlet set en jævnt beige oplevelse
  • At blive bekræftet i at jeg stadig hader matematik, erhvervsøkonomi og Excel
  • At savne de to bøffede arvinger og Den Bedre Halvdel undervejs. Mærkeligt som det dér familie har det med at være vigtigt
  • At lave en del frivilligt lokalpolitisk arbejde. Det meste af min skrivekreativitet henlægges der – og tydeligvis ikke her på stedet
  • At være i Malmö til MFF-kampe, denne gang til et ikke videre velspillet Skåne-derby mod Helsingsborgs IF. Allan Kuhn ser – Herren være lovet! – ud til at have det svenske mesterskab indenfor rækkevidde
  • At lege med Brio og Lego, løbe om kap med en 2,5 år gammel dreng, sige mærkelige lyde til en 3 måneder gammel pige
  • At medvirke i den daglige logistik og drift, som to små bøffede arvinger også medfører
  • At være domsmand
  • At have en 32 år gammel Bedre Halvdel
  • At have ganske hyppige vennebesøg i weekenderne

 

Jeg når ikke

  • At løbe regelmæssigt. Til gengæld æder jeg uhæmmet, så min løberutine og semi-sunde livsstil fra sommerferien-/barselsorloven er nu officielt død
  • At læse skønlitteratur (får dog læst noget faglitteratur)
  • At høre mine podcasts
  • At opdage ny musik
  • At forholde mig dybt og intenst til større samfundsmæssige emner
  • At udarbejde fremtidsplaner
  • At få gjort hovedrent (det trænger!)
  • At blive klippet (det trænger!!)

Statusopdatering

Meget har hændt, men ikke alt har været lige egnet til detaljeret semi-offentlig udbasunering her på Udkastet. Så her er det i summarisk punktform:

  • Vi frygtede at datteren havde et hofteproblem (med dertilhørende rædsomt ubehagelig og langvarig behandling), men en skanning på Hvidovre Hospital viste heldigvis, at hun er sund og rask. Stro jubel, men det gav nogle livserfaringer. Har aldrig været så ængstelig og nervøs før i mit 34-årige liv, hvor jeg har været forskånet for sygdom og at miste. Tror angsten for at der skal ske ens afkom noget, er det menneskelige grundvilkår i højeste potens. Børn giver uendelig stor glæde, men også bekymringer
  • Apropos børn, så er min søn uhørt sjov for tiden. Det bliver skæggere og skæggere jo ældre han bliver. Bevares, han er også en plage og en lille bøf, men 98 pct. af tiden er han sød, udvikler sig og siger underholdende ting
  • DHL-stafetten sidste fredag var jævnt nedslående. Er ca. 2 minutter langsommere på de 5 km end i mine velmagtsdage. Og min løbeapp lyver tilsyneladende for mig i hverdagen, så jeg tror jeg løber længere, end jeg reelt gør. Der var i hvert fald knap 40 sekunders forskel på min tid på app’en og min officielle DHL-tid. Ved ikke længere hvad jeg skal tro
  • Apropos apps fortsætter min afsmag for Apple. Hvor længe kan de blive ved med at snørre folk med inkrementelt forbedrede produkter i stil med iPhone 7? Da Den Bedre Halvdel spurgte om hun skulle købe den som afløser for hendes svagtpræsterende iPhone 5S, kunne jeg ikke svare entydigt ja. Vanskeligt at se hvorfor man skal betale så meget mere, end en Android-baseret model – der udfra specifikationerne virker bedre
  • Var til seminar om intern kommunikation, og selvom det umiddelbart repræsenterer det ultimative karrieremæssige nadir for mig, så var det en underligt opløftende oplevelse. Jeg følte mig klog, lyttet til, mine ytringer betød noget. Er det dét, jeg savner i mit normale arbejdsliv? At mine tanker, meninger og vurderinger faktisk gør en forskel? At jeg bliver taget seriøst og ikke kun er en handlende i varm luft?
  • Det politiske engagement fortsætter, om end i bølgedale. Tiden er blevet mere sparsom, og det kan være frustrerende at være frivillig i lokalpolitik. De færreste aktive i et parti er sådan for alvor, ja, aktive. Arbejdet bliver løftet af få personer, og oftest af de samme hver gang. Mange puder at slå i – og vanskeligt at se om ens indsats får betydning i sidste ende
  • Jeg pusler nok engang på at genoplive min offentlige blog. Om ikke andet så for at fremme en evt. politisk karriere