Gran Canaria

Umiddelbare refleksioner efter en uge på ferie på Gran Canaria

Allerførst: Det var en fornøjelse at komme væk fra hverdagen og få nogle nye indtryk. Siden Arvingen blev født har mine udlandsture de seneste to år begrænset sig til Kina med arbejdet tilbage i maj 2014, et par besøg hos svigerfamilien i Sverige, til Tyskland med arbejdet (Kiel, af alle eksotiske steder i verden) og en sommerferie Schweiz. Spanien har jeg ikke besøgt siden år 2000, og det var en positiv oplevelse at være tilbage.

Ved ikke rigtig hvad jeg havde forventet af Spanien som samfund efter ganske mange hårde år under den økonomiske krise. Har læst noget nær uendelig mange artikler i Economist og Financial Times igennem årene om den spanske ungdomsarbejdsløshed og det kollapsede boligmarked, men der var ingen åbenlys armod at spore. Der var færre tiggere på gaden i hovedbyen Las Palmas end i København, men ok, det kan måske skyldes at det er sværere at nå de kanariske øer med bus fra Bukarest.

Dernæst: Der MÅ være en eller anden halvstuderet sociolog eller antropolog, der har skrevet en klog (eller i det mindste lang) afhandling om charterfænomenet og dets historie. Alt andet ville være splitterravende galt. For det er et ganske interessant fænomen at se hvordan 50 års masseturisme håndteres økonomisk, infrastrukturelt, kulturelt på en ø som Gran Canaria.

Jeg kan sagtens forstå at de kanariske øer udnytter deres komparative fordele indenfor turisme. Det aldeles fortryllende vejr slår det meste. Og man skulle da være et skarn, hvis ikke man udnyttede det til at lokke penge op af lommerne på blegfisede nordeuropæere, der går deprimerede rundt i den 10 måneder lange permavinter og blæst herhjemme.

Den ultrafokuserede satsning på turismen giver økonomisk mening, men det er samtidig også lidt synd for Gran Canaria. Jeg har indtryk af at kanarisk kultur, med øernes unikke historie og geografiske placering in mente, er noget ganske specielt. Men de steder hvor de besøgende på Gran Canaria samles – primært i ressortområder på den særligt solsikre sydkyst – er ganske rædderlige. De enkelte hoteller eller lejlighedskomplekser kan være fine (og vores var indiskutabelt godt), men udbuddet af spisesteder og øvrige underholdningstilbud er præget af, at de typiske chartergæster ikke er der for finkulturens skyld. Der burde være en lomme i markedet for turister på Gran Canaria, der gerne vil have behageligt vejr, interessante bjerge, kultur og god mad. Måske det allerede bliver dækket i dag? Tenerife og Fuerteventura har jo allerede lagt billet ind på markedet for sportsturister, og jeg ved ikke hvor længe, at masserchartermodellen forbliver attraktiv.

Hovedbyen Las Palmas er et overraskende behageligt bekendtskab, der har masser af attraktioner, spændende historisk bymidte, en fantastisk lokation og så lige en fire kilometer lang (og god) strand midt i centrum! Der var underligt nok ikke mange turister der besøgte byen de dage vi var der. Så måske det er her – og på øens lidt køligere og grønnere side – at de kræsne overklasseturister har base.

Geografien er tør. Meget tør. Jeg blev – ligesom da vi besøgte Big Island/Hawai’i – overrasket over hvor gold sådan en vulkanø kan være. Og så alligevel ikke. Næste gang jeg skal optage en film med nogen, der farer vild i en ørken, så vil jeg bruge klitterne ud fra Maspalomas. Og hvis man kører lidt ind på øen og op i bjergene, så åbenbarer der sig et anderledes interessant landskab. Noget tyder således på, at jeg ved et evt. andet besøg kan opdage helt andre sider af Gran Canaria, hvis ellers jeg bliver lidt bedre til at få slæbt kadaveret ud af charterressortet.

For ovenstående betragtninger om Gran Canaria er ikke nødvendigvis Gran Canarias fejl eller fortjenester. Påskeferien var således mit første besøg på en klassisk charterdestination, og den første rejse, hvor vi rigtig havde Arvingen med et helt nyt sted hen (familiebesøg i Sverige og Schweiz tæller ikke rigtig).

At rejse med små børn kan sagtens lade sig gøre (om end 5 timers flyveture kræver en SOLID samling spil på iPad’en og en god madpakke), men der er selvfølgelig lidt mere logistik og planlægning, der skal udføres. Middagslure skal jo soves og måltider spises – man er lidt mere bundet. Og i den kontekst skal det siges, at det for en to-årig dreng er noget nær et paradis at være en uge på et hotel, hvor der er pandekager til morgenmad, swimmingpool og strand i nærheden, dejligt vejr og en delfinpark i køreafstand. Jeg kan sagtens forstå, at en uge på charter er en noget nær optimal løsning for småbørnsfamilier. Ville jeg gerne have vandret mere i bjergene? Ja da. Ville jeg gerne have skrevet den store samtidsroman på rejsen. Naturligvis. Men i stedet fik Arvingen bygget sandslotte i vandkanten, og det er vel også værd at have med?

Så samlet indtryk her hvor jeg er tilbage i Korsbæk? Blandet. Godt at være afsted og en god ferie, men det er den første ferie nogensinde, hvor jeg har forladt destinationen og følt at jeg ikke rigtig forstod stedet. At det kunstige og småabsurde miljø, der er opbygget i ressorterne, i bedste fald er fremmedlegemer på en ø, der har meget mere at tilbyde – hvis ellers man magtede at gå lidt mere i dybden. Måske det bliver engang, hvor afkommet er noget ældre og fleksibiliteten lidt større.

Aldrig mere Horsens

Tilbragte min onsdag og torsdag i Horsens, hvor arbejdsgiveren holdt et af de fire årlige møder for ejerne. Det foregik som sædvanligt på et større konferencehotel i nærheden af indfaldsvejene. Møderne afholdes der hver gang, og det er ligeså afskyeligt som det lyder. Den trælse frokostbuffet (samspilsramte fiskefileter og voldstegt flæskesteg), den besynderlige labyrintiske opbygning af stedet, den ondskabsfulde giftshop i receptionen med alt det lokale rav og det falske læder.

Horsens er generelt et forfærdeligt sted. Dansk provinsby par excellence. Det siger alt om stedet, at det lokale fodboldhold spiller i gult og sort samt har haft en salamireklame på maven. Min morgenløbetur i den silende regn gjorde intet for at ændre mit dårlige billede af byen. Roskilde er verdens navle i sammenligning.

Værst af alt er dog konceptet ‘hotelværelset-når-du-er-afsted-med-arbejdet’. Disse vidunderlig triste 01:30 minutter fra Sopranos’ sjette sæson beskriver helt præcis, hvordan jeg ser ud på hotelværelset. Ok, måske spiller der ikke Moby i baggrunden, men ellers er billedet helt perfekt. Horsens gør den slags ved mig.

Bag de grønne bjerge

Lago Maggiore

For et par uger siden læste jeg en bemærkelsesværdig artikel om en 80-årig kvinde, der aldrig havde været uden for Danmarks grænser. Hun forlod første gang sin fødeø, Orø, som 19-årig – og det var for at rejse til Slagelse og Holbæk. Fire dage i Skagen er det længste hun nogensinde har været væk fra sin ø i Isefjorden. Og det var som 67-årig, at hun dristede sig ud på de afstande. Som hun siger:

“Jeg har aldrig forstået, at folk har så travlt med at skulle ud at se hele verden, hver gang de har ferie. Det har aldrig interesseret mig. Vi har så mange skønne steder i Danmark, som man hellere burde se i stedet for partout at skulle til et andet land. Det har jeg slet ikke lyst til. Jeg ville ikke engang turde at sætte mig op i en flyvemaskine.

Selvfølgelig findes der mange smukke steder i verden. Når der er cykelløb i fjernsynet, holder jeg meget af at se landskaberne og de gamle byer, de kører igennem. Det er så flot, som noget overhovedet kan være. Men jeg behøver ikke at rejse ned for at se det selv. For mig er det nok at se det i tv.

Her er stille og roligt på Orø. Det er derfor, jeg godt kan lide at bo her. Det er dejligt fredeligt.

Vi bor lige midt på øen, lige over for kirken og ved siden af kroen. Det er i en lille by, der hedder Bybjerg, hvor alle kender hinanden. Ser man ikke naboerne en dag, så ringer man lige på og spørger, om de er okay. Jeg er formand for vores husholdningsforening, og jeg har øens lille museum og vores hus at passe. Jeg har altid boet her, og her er er alt, hvad jeg har brug for. Jeg keder mig aldrig. Hvad skulle jeg tage væk for?” Ja, hvad egentlig?

Bevares, det er selvsagt nemt og billigt, at lave sjov med den her slags ekstremtilfælde. For så gammelt er 80 år altså heller ikke. Hun er ikke vokset op under depressionen og i et samfund præget af materiel armod. Hendes generation har i almindelighed rejst vidt og bredt. Ikke at have været i udlandet er med andre ord et aktivt fravalg fra hendes side.

Jeg kom til at tænke på artiklen igår under en vandring her i de skovklædte bjerge ved Lago Maggiore. På hvor inspirerende og berigende det er, at være så priviligeret at have mulighed opleve andre landskaber og andre kulturer. Bevares, så fundamentalt anderledes er det sydlige Schweiz måske heller ikke fra Danmark, men alligevel. Det er inspirerende at se andre steder, og komme lidt væk fra osteklokken nordpå. ‘Se dig ud’, som mit gamle kollegiums leveord udtrykker det.

Jeg holder virkelig meget af Schweiz. Det er et dejligt land. Hvis jeg fik strammet mine hensygnende tyskkundskaber op, og kunne finde et job, ville jeg gerne bo her. Som gift med en halvt-schweizer (og med en søn med dobbelt statsborgerskab), ville det tilmed være realistisk for mig, at kunne få statsborgerskab.

Men det perspektiv ligger nu mange år ud i fremtiden. I første omgang står der Roskilde på dagsordenen.

Ved Lago Maggiore

Det er besynderligt, hvad der fæstner sig i ens hjerne. For min søns vedkommende, har han den sidste måneds tid været besat af Johann Strauss ‘An der schönen blauen Donau’. Han nynner/synger/råber den konstant.

Daaaa da da da DA! Da da da da. Daaaa da da da DA! Da da, da da. Da da da da daaaaaaaaa, da da daaaaaaaaa! Da da da, da da, da DA!

Når han leger med sin strandskovl, når han smider med sten efter sin fars fødder i vandkanten af Lago Maggiore, når han grinende sveder som en hest i soppebassinet i baghaven, under de to timers flyvetur til Milano, når vi turnerer rundt i legetøjsbutikken i Bellinzona. Alting foregår til Strauss. Da da da DA!

Hvilket vel burde være udmærket. Det tyder jo på smag, klasse, elegance og et sofistikeret sind.

Skulle man tro.

Eller også har han blot set scenen med den syngende badeand i Baby Einstein en gang eller femten for mange.

Da da da da DA!

På kogepunktet

Det er dybt paradoksalt. Man sætter sig på flyet langt nordpå, blot for at lande et sted, hvor det er endnu varmere end hjemme på den crusty side af Lorteøen.

Trondheim var som en bageovn. Det samme har Åre været de sidste fire dage. Det er ganske uanstændigt hedt.

Arvingen er forunderligt nok i godt humør. Der pludres og smiles. Jeg ville ellers sagtens kunne forstå og tilgive, hvis man som fire måneder gammel finder at 30 graders varme (og noget nær ingen aircon, de er jo ikke vant til mere end måske 20 graders varme heroppe) decideret urimelige forhold.

Men jo, det bliver dog til noget færre fjeldvandringer og udendørsaktiviteter end planlagt. Dehydrering og solstik vil næppe skærpe den unge mands appetit på livet.

Selv har jeg erhvervet mig en herlig ferieforkølelse, med alt hvad dertil hører af ynk og selvmedlidenhed.

Kyndige læsere vil herudfra let kunne deducere, at Den Bedre Halvdels empati og plejegen er spændt hårdt for i disse dage. Mærkværdigt nok virker hun ikke videre stresset. Tværtimod er det åbenbart energigivende for hende at passe på både en rigtig baby og en voksenbaby på samme tid. Jeg er en heldig mand.

Næste uge står den så på Nordjylland. Forhåbentlig i en lidt køligere og knap så snottet udgave.

We Are Beautiful, We Are Doomed!

At rejse med arbejdet er overvurderet. Jeg så ganske vist en lukket mølle på vejen i toget fra Ratingen til Essen, men herudover blev der (på trods af min udtalte fetisch for dekadent forfald) beklageligvis ingen svælgen i de post-industrielle omgivelser i Ruhr-området. Med andre ord: En-dags turen til plante- og gartnerimessen bød på masser af messe – og ikke megen overflødig sjov og ballade. Og så alligevel. På trods af den manglende pirring af min historieinteresse, var det dog både godt og nyttigt at komme en tur ud i den virkelige verden.

Vi tog flyet til Düsseldorf onsdag aften, overnattede på et hotel i den topsexede forstad Ratingen, hvorefter turen tidligt torsdag morgen gik videre til messecentret i Essen. Her vandrede kollegerne og jeg rundt i et så oprørt hav af maskiner, blomster, frugt og grønt, at man efter nogle timer var aldeles rundtosset. Formålet med turen var primært meet’n’greet med de danske planteproducenter, og sandelig: Sjældent har jeg haft så trætte lapper efter at have givet hånd igen og igen og igen.

Den slags begivenheder giver også mulighed for at se, hvordan virksomhederne brander Danmark ud ad til. Det kan da godt være at Økonomi- og Erhvervsministeriet tror at vi er kendte for dansk design og viden, men når først de fynske gartnere ruller sig ud med deres børnekorsinficerede H.C. Andersen show, så kan man vist godt pakke den illusion sammen igen. Ud over at være direkte løgnagtig i sit indhold, så scorede deres hyldestsang til Odense (“OOOOO-DEN-SEEEEEEE, cityyyyyy of faaaaairy-taaaaaaales“) tårnhøjt på både kitsch og tåkrumme skalaen.

Tilsyneladende virkede showet (I skulle se hvordan tyskerne gik amok!), men herudover havde markedsføring af Danmark som land meget få formildende omstændigheder. Hvis man spørger udlændinge, så lever vi tilsyneladende stadig i en sært tilbagestående glansbillede. Ikke så mærkeligt, hvis det er det vi fortæller dem. Tankevækkende.

Samlet set er jeg hjemvendt en hel del klogere. Jeg ved nu stort set ALT om Kalanchoe-planten, ligesom jeg kan advare om at Düsseldorf lufthavn er gudsjammerligt kedelig.

Men industrimøllens forfald var flot.

Homebound

Ferier varer desvärre ikke evigt, så i morgen vender vi snuden tilbage til kedsommelige og grå Köbenhavn.

Forinden skal vi dog et smut forbi Milano. Vi flyver fra Malpensa lufthavnen kl. 19.55, så vi benytter lejligheden til at lave en endagsudflugt for at titte lidt på byen. Ud over et rudimentärt kendskab til byens operahus og et intenst had til begge byens to afskyelige fodboldklubber, så vil jeg ikke påstå at jeg ved ret meget om stedet. Det skal blive interessant hvad det kan byde på.

I dag sejlede vi til Locarno for at kaste os over endnu et bjerg (det fjerde på turen!). Denne gang var det Monte Cardada, og det blev en udmarvende affäre. Först op forbi nonneklosteret Madonna del Sasso, og siden af stejle stiger igennem skovene. Mt. Rigi i forrige uge var hård, men trapperne til sidst i mellem St. Bernardo og Alpe Cardada var nu heller ikke helt uefne. Men nuvel, ingen klager herfra, min private lägestuderende siger at bjerge giver faste baller og lår, så det er jo bare med at komme afsted.

Resten af ugen byder på afslapning derhjemme. Eller det vil sige, der skal lige ryddes op först og så er der jo löbeture der skal passes og så videre, og så videre, og så videre…..

Jeg kunne nu godt bruge en uge mere hernede.

Sommerens filosofiske indläg

Det er muligt at det kommer som en nyhed for dig, men når Politikens chefredaktör Töger Seidenfaden en själden gang tager fri fra tjansen med at väre oppositionens sande leder, så tager han til Verona, hvor han bijobber som tjener på ‘La Cantine De L’Arena’.

Ok, måske var det ikke helt präcis Töger Seidenfaden som serverde mozzarellaen for os. For på trods af en meget slående fysisk lighed med Töger, så reagerede tjeneren meget skuffende slet ikke da jeg slyngede provokationer som “24-årsreglen!” og “tilknytningskravet!” i fjäset af ham. Ikke engang et lille ildspydende-drage anfald kunne det blive til.

Men nuvel, en Töger Seidenfaden dobbeltgänger betjente i hvert fald Maria og undertegnede på charmerende vis, da vi var på en endags smuttur med tog til Italien. Verona er en dejlig by. Det vrimler med bygninger fra middelalderen, ligesom den romerske arv gör sig stärkt gäldende. Byens vartegn, Arenaen, er vel det mest kendte monument, men herudover er det ikke til at beväge sig rundt i centrum, uden at bygninger fra alskens perioder og stilarter – gotikken, romantikken, klassicismen og et strejf af godt, gammeldags monumentalt fascistisk byggeri – titter frem i hver eneste gyde. Byen har själ, og det lader sig ikke skjule, at Verona har en glorvärdig fortid, ligesom de mange turister ikke er til at komme uden om. De er overalt. Med god grund ganske vist, men når man har hygget sig i det stille og rolige Schweiz hidtil på ferien, så kan så mange turister (i et antal der kan konkurrere med Prag i påsken!) godt väre overväldende. Nu havde vi kun fem timer i Verona denne gang, men mon ikke vi kigger forbi igen ved en senere lejlighed? Der er masser at undersöge, og måske fodboldtröje butikken ikke har lukket näste gang vi er på besög?

Ellers var turen til Italien en god understregning af kulturelle forskelle. Ticino, altså det italienske Schweiz, er meget anderledes end det tysktalende Schweiz. Stemningen er väsentlig mere sydlandsk end nord for Skt. Gotthard, men samfundet fungerer stadig med den karaktistiske schweiziske punktlighed og orden. Gaderne er päne og rene, folk opförer sig nästen for ordentligt, i togene springer folk op i flokkevis for at göre plads for de gamle damer og alle pusler i de ledige stunder med at holde huse og haver päne og nysselige. Så når man körer fra glansbilledebyerne Lugano og Chiasso i Schweiz igennem en kort tunnel til Como i Norditalien, så bemärker man lynhurtigt forskellene. Pludselig ser husene härgede ud, der er markant mere snavset på gaderne, folk pifter på gaden efter pigerne (men ikke efter mig, suk), banegårdene kunne tränge til en kärlig hånd og byplanlägningen af isär industrikvartererne savner hensyntagende til den omkringliggende natur. Omvendt er folk markant mere velklädte i Italien end i Schweiz, ligesom livet leves mere ude på restauranter og caféer. Jeg skal ikke göre mig til dommer over hvad der er ‘bedst’, men blot konstatere, at det er fascinerende at se den slags kulturelle forskelle i livsstil, kultur og prioriteringer i fuld flor.

Nu er Verona ganske vist en ganske velstående by, men selv den har ualmindeligt grimme og nedslidte forstäder – et fänomen der (at dömme ud fra togturen igår) vist også gör sig gäldende for Milano. I den forbindelse kunne jeg godt tänke mig at besöge Mezzogiorno, det komparativt set meget fattigere Syditalien. Sidst jeg var der, var i 1995 sammen med foräldrene. Dengang gjorde det stort indtryk på mit späde drengesind, at folk gik imellem bilerne og tiggede ved lyskrydsene i Bari. Om det er anderledes i dag skal jeg ikke kunne sige, men togturen fik mig til at tänke på en debat, der härgede England i sidste uge. Da udgav tänketanken Policy Exchange en rapport, der konkluderede:

Cities in northern England such as Liverpool, Sunderland and Bradford are “beyond revival” and residents should move south, a think tank has argued. Policy Exchange said current regeneration policies were “failing” the people they were supposed to help. A mass migration to London, Cambridge and Oxford would stop them becoming “trapped” in poorer areas, it said

Debatten rasede isär fordi Policy Exchange efter sigende er den konservative oppositionsleder David Camerons yndlingstänketank. Han fik derfor travlt med at kalde rapportens konklusioner for “insane” (de skal jo gerne stemme konservativt i Nordengland til näste valg!), hvilket dog ikke hindrede debatten i at fortsätte i hans bagland.

Nu har vi ganske vist ikke store, gamle og socialt belastede post-industrielle byer såsom Liverpool, Sunderland og Newcastle i Danmark, men debatten er velsagtens interessant nok. For er det sådan, at der er byer, områder eller regioner som det ganske enkelt ikke er muligt at redde fra social deroute? Giver det mening at vi i Danmark har ‘regionale udviklingsplaner’ og ‘regional erhvervspolitik’, der med penge fra statskassen skal holde liv i Vestjylland? Eller hvad med mit elskede Nordjylland? Weekendavisen körte sidste år en artikelserie om ‘Den rådne banan’, som däkker randområdet fra Nord-, Vest og Sönderjylland hen over over det fynske ö-hav og Lolland-Falster. Her flytter de unge väk, det samme gör virksomhederne og väksten. Tilbage bliver de gamle og de ressourcesvage, som derefter kan leve af det kommunale bloktilskud fra Hovedstadsområdet og ‘Den Fede Pölse’ (dvs. Danmarks andet väkstområde langs de 128 km langs motorvej E45 fra Randers til Horsens). Eller hvad med situationen i Sverige, hvor den sydlige del af landet nu i mange år har sagt okidoki til at holde Nordbotten körende med overförselsindkomster? Er det en holdbar situation?  I Italien er det Verona og resten af byerne på Po-sletten som er de förende, og som sender pengene ned til Mezzogiorno, som seperatist partiet Lega Nord kalder for ‘Nordafrika’ (efter deres mening: Alt hvad der ligger syd for Rom). Giver det mening at lave den slags gigantiske omfordelinger af velstand?

Kan det så svare sig – menneskeligt, ökonomisk, socialt, kulturelt – at holde kunstigt live i sorte huller som Kiruna, Tönder og Bari? Policy Exchange siger nej i England, men det er borgmestrene i Nordengland selvsagt uenige i. De peger på den gode udvikling der trods alt har väret, ligesom de mener at ‘randområderne’ kan tilbyde noget andet end de höje boligudgifter, det trafikale kaos og den slidte infrastruktur i London. F.eks. naturoplevelser, en mindre stressende tilvärelse – ja, måske endda höjere livskvalitet.

Når jeg skal göre min far vrissen, så fortäller jeg ham, at man burde lave Nord- og Vestjylland om til naturreservater, hvor man tillod at lade de tyske turister bo i särligt indhegnede områder, hvor den vilde lokalbefolkning derefter kunne underholde de undrende masser med lokal folkedans og pittoresk madlavning. Derefter kunne vi indföre elgen til Danmark, og lade der gro skov hen over alle de indre missionske fiskerlejer vestpå. Ved at sende de gamle og plejekrävende äldre alene ud i skovene, kunne vi samtidig genskabe det vidunderlige koncept jeg läste om i Tarzan bögerne som dreng: ‘Elefanternes Sidste Hvilested’, dvs. det sted hvor alle de gamle, vrede elefanter går hen for at dö med värdighed. Mon ikke de äldre ville sätte mere pris på det end at sygne bort under årevis med den jammerlige behandling de får på plejehjemmene? Så kunne vi passende bruge de nye ubrugte midler til forskning, uddannelse og skattelettelser til mig. Det ville altsammen gavne naturen, samfundsökonomien og allokere arbejdskraften derhen hvor der er brug for den: I väkstområderne. Således er alle fremtidens udfordringer til velfärdsstaten löst, endda helt uden at häve skatterne på min bolig. Sweet!

Den slags udsagn resulterer som regel i en längere tirade fra den fädrene side omkring hvor afskyelig hovedstaden er, hvor fäl den trafikale situation er, hvor trist en tilvärelse det må väre at slave for en sultelön, alene for at betale af på en alt for dyr lejlighed i et overvurderet område af Köbenhavn.

Og muligvis har han ret! Jeg skal ikke göre mig til dommer i diskussionen, da det näppe er mit lod her i livet at bestemme hvor livskvaliteten er höjest, eller hvorvidt en cost-benefit analyse af udkantsområderne giver mening eller ej.

Men det var den slags jeg sad og grublede over igår imens Norditalien drönede forbi uden for togvinduet. Jeg er ikke sikker på at Köbenhavn er stedet for mig resten af livet. Igennem vinduet til höjre for mig ser Lago Maggiore särdeles appetittelig ud, selv i regnvejr. Der er med andre ord mange andre steder der er värd at leve end lige indenfor et begränset antal postnumre i Köbenhavnsområdet. Hvis man en dag forbedrede sit tyske og tog en eller anden form for mastergrad i udlandet, så kunne Schweiz väre läkkert. Maria ville velsagtens kunne få job hernede som läge, så hvem ved?

Nu må jeg hellere se at få taget den svömmetur.

Spitzenklasse

Minigolf er en sport der kräver umenneskelig psyke, en fysik af stål og en uböjelig vilje til at tolerere ekstreme mängder af smerte, stress og pres.

Mange kommer sig aldrig helt over deres förste spil minigolf. Tidligere ironman deltagere og elitesoldater er således set bryde grädende sammen efter et 18 hullers minigolf. Det er skrappe sager. Fremtiden tegner dog lys for minigolf, også selvom sporten på skammeligvis endnu ikke er blevet anerkendt som OL-sportsgren (et faktum som Dansk Minigolf Union begräder bitterligt). Danmark sender således i år et stärkt hold til det prestigefyldte EM i Tampere, Finland den 20.-23. august, og har tilmed fundet sponsorer til affären:

Herrelandsholdet har i dag modtaget de sponsorerede spilledragter til dette års EM. Bag sponsorratet står Outforce, Sanovo Egg Group og Hummel som har sponseret Hoodies, Polo-shirts samt træningsbukser af mærket Hummel til hele holdet og alle holdledere.

Det er glädeligt at der endnu findes sande hädersmänd tilbage i gamle Dannevang. Og landholdet önskes held og lykke i Finland, på trods af manglen på deres holdleder (der ikke kunne få fri fra arbejde til at forsvare landets äre. Fnys).

Endnu mere glädeligt er det dog at kunne bekendtgöre, at undertegnede er blevet officiel Magadino Mester 2008 i Minigolf. I finalen mod Maria fejede jeg al modstand af banen, og kunne triumferende slubre min läskende Rivella i mig – alt imens manden i kiosken nikkede anerkendende, pigen bag disken i baren kastede lange blikke efter elitesportsmanden og gymnastik-OL på fjernsynet i baggrunden blev gjort grundigt til skamme af min enestående og overlegne prästation.

Lykönskningskort kan sendes til Jordhulen.

Ud af skabet

Man burde velsagtens skamme sig.

Men jeg laver altså ikke noget fornuftigt i disse dage. Ingen dybe tanker over verdens sande tilstand (selvom jeg som Eurasia-nörd vel burde väre aldeles oprevet over de seneste ugers konflikt i Georgien) og ingen större fysiske aktiviteter a la nye bjerg-erobringer.

Det skyldes dels at både Maria og undertegnede er blevet en anelse små-sengeliggende af forkölelse, dels at vejret er skiftet ganske kraftigt om. Vi er gået fra bagende temperaturer og grillende sol til nu at befinde os i start 20’erne og have skiftevis kraftig regn, så overskyet og endelig periodevis sol. Området er også smukt i den slags vejr (jeg kan til stadighed fascineres af at se på hvordan skyerne opförer sig i bjergene!), men den slags omskifteligheder lägger nu alligevel ikke rigtig op til de store udendörsaktiviteter. Hvis vi ser bort fra en solbadedag i Lavertezzo i den smukke Valle de Verzasca og gårdagens besög i Locarno og Ascona, så er de sidste tre-fire dage derfor primärt blevet brugt til indendörs sysler a la bogläsning, familiehygge og en svömmetur eller to i Lago Maggiore.

Således fik jeg forleden färdiggjort förste bind i Peter Hamiltons ‘Night’s Dawn’ science-fiction bogserie. Sci-fi er min hemmelige last, som jeg efter adskillige års tabu, fremmedgörelse og det-snakker-vi-ikke-om-offentligt nu har tänkt mig at udleve i fuld flor. Jeg har altid elsket Frank Herberts ‘Dune’ böger og haft en varm passion for Philip K. Dick, ligesom jeg som nördet teenager havde stor gläde af Isaac Asimovs ‘Foundation’ böger. De senere år har jeg dog på ulykkelig vis forsögt at undertrykke min sci-fi lidenskab, under vrangforestillingen om, at rumskibe, tidsrejser, episke fortällinger og kolonisering af fremmede planeter ikke var sobre emner at beskäftige sig med for en veluddannet og seriös ung mand. Imidlertid lånte jeg forleden Walter Jon Williams ‘Dread Empire’s Fall’ serie på biblioteket, og det var som at smide en tändstik ned i knasende tört hö. Passionen blev atter vakt til live, og når först de intergalaktiske rumkampe brager og de spekulative fremtidsvisioner folder sig ud, så er jeg helt og aldeles til salg.

Assisteret af det trofaste internet og en nästen ligeså nördet kollega, fandt jeg ud af, at Hamiltons ‘Night’s Dawn’ serie skulle väre noget när det ypperste som sci-fi genren har budt på de sidste 10-15 år. Det viste sig dog at väre en underdrivelse, for det er sandt for dyden mange år siden, at en bog har bläst benene så godt og grundigt väk under mig som ‘The Reality Dysfunction’, den förste del i serien, har gjort det. Den er helt eminent god. For det förste har Hamilton en ualmindelig god fantasi og det univers han har opbygget er helt igennem fascinerende. For det andet er han god til at skrive, et kendetegn som det desvärre ikke er alle sci-fi forfattere som besidder. Herudover er historien drönuhyggelig og der er fart på hele tiden. Det er som om at universerne fra Dune, Foundation og Blade Runner har fået et elskovsbarn sammen med den förste Alien film, og samlet set har man den mest fabelagtige bog i mands minde. Og det bedste af det hele er, at jeg kun har läst den förste af tre böger. Der er med andre ord stadig 2000+ sider som jeg kan svälge i. Jeg kan nästen ikke vente med at komme hjem og plyndre Fantask når jeg kommer hjem!

Det nästbedste ved at komme ud af sci-fi skabet er, at jeg nu med god samvittighed kan bekende mig til underlödige tv-serier såsom Lost (indiskutabelt den mest sci-fi’ede tv-serie overhovedet) og – måske – Heroes (som jeg stadig mangler rigtig at blive fascineret af. Måske Sven kan hjälpe?). Jeg har aldrig rigtig fået set tv-serier som Star Trek eller Battlestar Galactica, men jeg har på fornemmelsen, at det er noget jeg burde göre mig mere i.

Det er med andre ord fagre nye verden. For at komme lidt ned på jorden igen, er jeg efterfölgende begyndt at läse Lawrence Wrights ‘The Looming Tower’ om Al-Qaedas udvikling fra 1940’erne indtil 11. september 2001. Normalt orker jeg ikke at läse nogle af de uendelig mange konspiratoriske NU-afslörer-jeg-sandheden-bag-9/11-og-krigen-mod-terror-og-Irak (gät hvad, det var Bush der gjorde det hele. Mwahahahahahaha!!!) böger, men da jeg havde läst positive anmeldelser i såvel Weekendavisen, Economist og Atlantic Monthly + at bogen har vundet Pullitzer prisen i 2007, så tänkte jeg at det var på tide at få udvidet horisonten lidt. Og den er virkelig spändende. Jeg er kun nået til side 89, men vi har allerede väret rundt om bl.a. islamismens bedstefar Sayyid Qutb og baggrunden for Ayman Al-Zawahiri og Osama Bin Laden. Det er dyster, men spändende og berigende läsning. Og heldigvis er Wright en alt for dygtig forfatter til at slynge postulater og dommedagsteorier rundt omkring sig. Bogen kan indtil videre varmt anbefales.

Rygterne vil vide, at der just nu er et ophold i regnen og at vi derfor skal en tur ud at vandre igen. Må hellere se at få snörret skoene og komme afsted.