Retfærdig hyldest

Se, det er derfor jeg er glad for at være flyttet til Roskilde. Her er lidt fra en wikipedia-artikel om byens katedralskole:

“Af tidligere elever kan nævnes: Saxo, Absalon, Jean Pio, Eduard Reventlow, S.C.W. Bindesbøll, Asger Ostenfeld, Lise Nørgaard, Elias Bredsdorff, Ib Michael og Mark Strudal”

Det er ikke hver dag at Mark Strudal bliver nævnt i samme åndedrag som Saxo og Absalon. Men fortjent, dét er det.

Til sovebyerne

For nu at parafrasere omkvædet i en The Smiths klassiker: “Ooooh, Roskilde, so much to answer for“. Efter måneders frugtesløs søgen efter en ejerbolig, der passer ind i vores budget og ønsker, er vi endt med en lejelejlighed næsten lige ved siden af domkirken.

Hvilket egentlig giver en udmærket tilfreds følelse i maven. Vi har set et hav af villaer, rækkehuse og andre ligusterhæk-bebyggelser. Hovedindtrykket er en aldrende boligmasser, der til gengæld er dyr. De rare smørhuller, hvor alting passer sammen, er uden for vores økonomiske rækkevidde.

Så indtil at opsparingen er større (og indtjeningen ligeså), har vi fundet en herskabslejlighed. Den koster nogenlunde det samme som domicilet på Islands Brygge, men er til gengæld både større og flottere. Tror vi vil få nogle gode år der.

Indflytningen sker i begyndelsen af oktober.

Stabilitet

Jeg er i almindelighed stor tilhænger af menneskets frit valg. Jo mere, jo bedre. Er mit udgangspunkt. Men jeg har samtidig en mental understrøm, der higer efter at få reduceret mine valgmuligheder. Ikke på en alt for indskrænkende måde, vel, men bare så jeg kan slippe for at gruble over alting. Så tingene kan blive lidt mindre komplekse. Så jeg kan fokusere på ét mål, fremfor altid at skulle jonglere med 37 forskellige muligheder og prioriteringer samtidig.

På det seneste har nærværende læsere måske bemærket de jævnt rablende indlæg af typen ‘hvor skal vi bo?’, ‘hvad skal vi lave?’ og ‘så fortæl mig dog hvad meningen er FOR GUDS SKYLD’. De dukker op hver gang jeg oplever at mangle afklaring på de overordnede rammer for tilværelsen i de kommende 5-10 år. Når der er for mange veje at gå, og jeg ikke selv er fuldt ud herre over, hvilken en af dem det bliver.

Nu er der så kommet afklaring.

Vi ved, at Den Bedre Halvdel skal uddanne sig til speciallæge med base i Roskilde. Det vil tage minimum fem år, og i den tid giver det bedst mening at flytte derud. Så ikke mere spekulation om Lund, Hillerød, Sydsjælland eller andre eksotiske steder. Nu ved vi, hvor udgangspunktet for vores liv bliver. Hvor Arvingen skal vokse op. Hvor livet skal leves i den overskuelige fremtid.

Jeg var ikke knusforelsket i Roskilde, da vi besøgte byen tilbage i januar. Omvendt var det en søndag, og det er nok de færreste danske provinsbyer, der er rigtig bedårende på lukkedage i vinterhalvmørke. Nu skal den i hvert fald have en chance.

På det lidt mere abstrakte plan vil den nye stabilitet også være en ny måde at tænke vores liv og tid på.

Indtil 2012 – hvor Den Bedre Halvdel afsluttede studierne – tænkte vi i semestre. De studentikose fem-seks måneders perioder var naturligt nok den måde, som vi opdelte tilværelsen i. Så tænkte vi i 1 år af gangen efter det er den tid, som det tager at blive færdig med Klinisk Basisuddannelse og en introduktionsstilling.

Nu bliver det så mere flydende. Hoveduddannelser til speciallæge er af fem års varighed, men det er for lang en periode til, at jeg kan bruge det som en reelt tidsmålestok. Et år kan jeg overskue at planlægge frem, men ikke fem år. Hvis man siger ‘fem år’ til mig, kan man ligeså godt sige ‘for altid’.

Bevares, jeg siger ikke, at vi kommer til at bo i Roskilde for evigt. Men en så lang tidshorisont betyder, at jeg forhåbentlig kan frigøre mig fra den evindelige restløshed og idéen om, at livet begynder lige på den anden side. Som Douglas Coupland skrev det i ‘Life After God:

“When you’re young, you always feel that life hasn’t yet begun—that “life” is always scheduled to begin next week, next month, next year, after the holidays—whenever. But then suddenly you’re old and the scheduled life didn’t arrive. You find yourself asking, ‘Well then, exactly what was it I was having—that interlude—the scrambly madness—all that time I had before?”

Jeg læste første gang den sætning i gymnasiet, og den har gået mig på lige siden. For jeg er gået lige lukt i fælden med at tænke sådan. Er alt for god til at tro, at livet først begynder senere. Vi skal bare liiiige over på den anden side, så …

Nu kommer der så mindst fem år, hvor jeg ikke kan narre mig selv til at tro, at livet ikke er nu og her. Så min ambition er at være tilstede i nuet. Og jeg tror, at den reducerede kompleksitet, de færre valgmuligheder og de stabile rammer vil hjælpe mig til at fokusere på det vigtige i tilværelsen.

Jeg ser frem til de kommende år. Tror at det bliver godt.

Flugten til forstæderne

Vi var i Roskilde i weekenden. Ude for at sondere terrænet. Den konkrete anledning var, at vi havde fundet et hus, der så attraktivt ud i boligannoncen. Det var sådan set også behageligt i levende live, men også alt, alt for dyrt. 28.600 kr./m²? Arj. Det var det ikke værd.

Vi havde nu nok heller ikke handlet, selv ikke hvis huset havde vist sig at være et fund for pengene. Er ikke helt nået dertil mentalt. Og så alligevel. Vi er vel så småt blevet søgende. Taler en del om fremtiden. Hvor skal vi bo, hvad skal vi lave. Har vi den rette infrastruktur i livet? Og så fremdeles.

Det er dejligt at bo her på Islands Brygge. Det er tæt på byen og arbejdet. Ved siden af ligger Amager Fælled, med hvad det giver af fremragende muligheder for løbeture og barnevognsekspeditioner.

Men reelt bruger vi ikke byen længere.

Har ikke været i biografen, teateret eller spist kulinarisk siden vi flyttede tilbage til København. Efter at Hjemmedrengen blev født, er den slags gledet i baggrunden. Her til aften var jeg inde på Vegas hjemmeside for at se på deres koncertliste. Måtte erkende at det er et fåtal af navnene på kunstnere og bands, som jeg reelt kender eller har en mening om. Måske er jeg ikke blevet sat, men jeg er i hvert fald blevet gammel.

Så er det meningsfuldt at betale så meget i husleje for at bo i byen? I en kommune med tvivlsom pasning, varierende skolekvalitet og grim dialekt1? Hvis vi for samme pris (og lidt længere pendling) kan bo et rart, børnevenligt sted tæt på natur? Hvor man rigtig kan få mulighed for udleve sine småborgerlige forstadsdrømme bag ligusterhækken? Og hvor Den Bedre Halvdel får lettere adgang til jobs i både Region H og Region Sjælland. Ja, så er steder som Køge og Roskilde pludselig i spil. Logistik bliver hurtigt en vigtig faktor.

Derfor weekendens ekspedition med toget vestpå.

Roskilde? Det var vel ok. Jeg er ikke bjergtaget. Forstæderne lignede forstæder. Centrum og gågaden adskiller sig ikke mærkbart fra hvad man finder andre steder i provinsen. Det var et throwback tilbage til tiden i Hjørring, hvilket ikke var ubetinget rart. Måske jeg alligevel ikke er helt mentalt klar til at forlade idéen om, at vi er storbymennesker og at forlade centret ville være forkert.

Men kan have et godt liv derude? Uden tvivl. Vi skal blot finde det rigtige sted for os.

  1. Tanken om at Hjemmedrengen kommer til at tale københavnsk er ubærlig for mig []