The Romanovs: 1613-1918

Min sommerferielæsning har i år indtil videre bestået af Simon Sebag Montefiores uhyre underholdende ‘The Romanovs: 1613-1918’.

Jeg siger ikke at den russiske tsarfamilies 300 år ved magten udelukkende bestod af fordrukne psykopater, seksuelle afvigere, paladsintriger, tidlig barnedød, skræmmende inkompetente tosser samt groteske (men kreative!) vilkårlige henrettelser. Men det er tæt på. ‘Game of Thrones’ skulle ganske vist være inspireret af rosekrigene, men dekadencen, perversiteterne og de depraverede autokratier? Det er som taget direkte ud af Moskva og Skt. Petersborg.

Egentlig er den slags konger-og-hertuger historiebøger ikke lige min kop the. Ikke at jeg er den store social- eller kulturhistoriker af natur, men når jeg nu for Gud ved hvilken gang har læst om Peter den Stores druk, hor og dværgkast, så savner man nu noget god gammeldags økonomisk analyse. Og hvor er de millioner af rigtige mennesker henne, der gennemlevede perioden ved siden af hoffet? De fylder ikke meget i Sebag Montefiores bog. Altså udover når de blev udkommanderet til endnu en tåbelig krig, eller når de døde i endnu en helt undgåelig sultkatastrofe.

Men det skal nu ikke skille mig og bogen ad.

For udover at være velskrevet1, så giver bogen læseren en indsigt i og forståelse for, at Rusland – hverken før, under eller efter tsartiden – har været demokratisk.

Dermed ikke sagt at Rusland og russere aldrig kommer til at vælge en anden styreform end autokrati. Men det russiske udgangspunkt har igennem historien alle dage været en stærk mand i spidsen. Det vidner om en god del intellektuel arrogance og naivitet, da man tilbage i 90’erne gik ud fra at russerne naturligvis stræbte efter et liberalt demokrati a la det, vi kender fra Vesteuropa. Man bliver efter endt læsning slået af hvor dygtig Vladimir Putin i vore dage er til at adoptere de mest effektive dele fra den tsarske begrebsverden, i.e. den stærke far der passer på sine børn i en farlig verden, hvor alle hader og konspirerer mod russerne. Alene for den forståelses skyld, vil jeg gerne anbefale bogen.

Nu vil jeg så – inspireret af Kroatiens deltagelse i VM-finalen – gå i gang med Misha Glenny ‘The Balkans, 1804-2012: Nationalism, War and the Great Powers’. Jeg har aldrig for alvor forstået Balkan, den jugoslaviske borgerkrig, Ottomanernes betydning og alle de etniske konflikter. Nu er tiden vist inde til at give det en seriøs bearbejdning.

  1. Som kun dygtige britiske historikere er i stand til, de er altså djævelsk dygtige formidlere i det land! []

Meningsløse mord

Måske er nedskydningen af Malaysia Airlines flyet ikke på niveau med 9/11. Men det er tæt på. I personlig chokværdi, i hvert fald.

I grunden er det hyklerisk.

Hvorfor opleves et terrorangreb pr. definition som værre fordi det kan ramme en selv, end hvis det ‘kun’ går ud over folk langt væk?

Målt på en nogenlunde nøgtern skala, så burde 298 døde mennesker i et flystyrt (nedskudt eller ej) ikke være vigtigere eller værre, end de utallige uskyldige mennesker, der de senere måneder er døde i ligeså urimelige terrorangreb i Irak, Afghanistan, Syrien og den Centralafrikanske Republik.

Så hvorfor er empatien og oprevetheden nemmere at opmønstre i dette tilfælde? Der er selvfølgelig en masse mere eller mindre lødige psykologiske årsager.

Først og fremmest vel ’det-kunne-også-ske-for-mig’ faktoren.

Jeg fløj selv over Ukraine i maj måned, da jeg var med arbejdet i Kina. Til gengæld er det sjældent at jeg er i overhængende risiko for at blive sprængt i småstykker, når jeg køber ind i min lokale Føtex. Derfor bliver jeg ikke nær så emotionelt berørt, når en eller anden forskruet selvmordsbomber detonerer en bombe på et marked i en afghansk provinsby. For jeg kan ikke rigtig sætte mig ind i situationen, hvorfor det hele bliver lidt … abstrakt. Er det specielt sympatisk at tænke sådan? Nej. Men man bliver automatisk mere engageret i en begivenhed, når det opleves som relevant – og ikke som noget helt, helt fremmedartet.

Dernæst er der det meningsløse og nihilistiske i situationen.

Bevares, flyet blev vel skudt ned ved en fejl. Der er – ud fra min lægmandsviden – ingen af parterne, der har nogen strategisk eller taktisk fordel at skyde et civilt passagerfly ned. Og selv hvis de havde, skal man være en helt usædvanlig kold psykopat, hvis man er klar på at gøre den slags.

Så med fare for at vi stadig endnu ikke ved præcis hvad der skete, så er der antageligvis tale om en eller småtbegavet russisk separatist, der i et anfald af uendelig inkompetence og blodrus troede at han skød et militært fly ned. Hvilket fra et pacifistisk synspunkt selvsagt er gakgak, men en modstanders militære fly er i en krigssituation dog trods alt et rimeligt og legitimt mål. Ud fra en militær logik giver en sådan handling mening.

Men et passagerfly på vej til Kuala Lumpur, der intet – absolut intet – har at gøre med den indavlede konflikt i Ukraine at gøre? Med 298 passagerer, herunder 80 børn (hvoraf tre var spædbørn)?

At skyde det ned må være noget af det mest infame og meningsløse, man overhovedet kan forestille sig. Der er ingen måder hvorpå det massemord – tilsigtet eller ej – kan give mening. Så det er nok det, der trigger mig. At vi netop har oplevet noget fuldstændig meningsløst og horribelt, der er fremprovokeret af alle menneskehedens værste sider.

Hvad så nu?

Uanset hvem der har den direkte skyld for nedskydningen, så må Putin og Rusland til at genoverveje, hvad de har gang i. Om deres geopolitiske julelege, annektioner af andre landes areal og bevæbning af småtbegavede mordere og nationalister, virkelig er den mest intelligente vej at gå. Og hvis de mener det, så har de blod på hænderne. Det her er ikke en beklagelig ulykke eller et begrædeligt uheld. Det her er mord som resultat af en helt unødvendig eskalering og opildning af en konflikt, hvor Rusland har været den vigtigste drivkraft. Det er mord på 80 børn, hvis eneste forbrydelse bestod i at de var i fly på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur.

Undskyld den skingre tone. Men der er ikke en mere rimelig måde at fremstille det på. Og hvis der kan komme én positiv ting ud af det her, så er det at Rusland ændrer kurs i Ukraine.

Man må næsten håbe det.

Retrospective

Jeg var splittet i går. Brøndby – som jeg jo ellers hader af et ondt hjerte – spillede mod Локомотив Москва i UEFA-cuppen. What to do, what to do? Sidste efterår var jeg i Москва med min daværende kæreste. Hendes forældre er russere, så vi var ovre at besøge hendes far som stadig bor derovre. Det var noget af en tur og den dag i dag kan jeg stadig ikke helt beslutte mig for hvorvidt jeg hader Rusland eller ej. Det er det eneste sted jeg har været, hvor samfundet bygger på mistillid overfor folk man ikke kender. Hendes familie som vi boede hos var overstrømmende venlige og gjorde alt for at vi skulle have det godt. Men hvis man møder folk på gaden, i butikker, politiet eller andre offentlige sammenhænge, så bliver man som fremmed mødt med en uvilje og uvenlighed uden lige. Måske hænger mit dårlige indtryk sammen med den oplevelse vi havde med en flok korrupte aber i polititøj klokken alt for tidligt om morgenen i Шереметьево lufthavnen (‘nej, I får ikke jeres pas tilbage før I betaler os bestikkelse forklædt som en eller anden fiktiv afgift vi lige har fundet på helt arbitrært’). Eller måske var det bare dråben der fik bægeret til at flyde over. I hvert fald besluttede jeg mig dengang for, at det var sidste gang at jeg skulle til Rusland, før landet er blevet et mere sympatisk bekendtskab.

Hvor vil jeg hen med det? Jo, allerførst vil jeg gerne sende mine mest sympatiserende tanker til de stakkels Brøndby spillere. Det var givetvis ikke nemt at få visum fra bureaukraterne på den russiske ambassade, og Москва er altså pænt kold i november, skulle jeg lige hilse at sige. Dernæst kom jeg til at tænke på Kirrill i går, min nu tidligere svigerfar, der elsker Локомотив over alt på jorden. Som det lave menenske jeg er kunne jeg ikke lade være med at godte mig dengang Brøndby kom foran 2-0. Sidenhen tabte de så 4-2, men lidt skægt var det nu alligevel.

Da jeg mødte på arbejdet for en time siden, lå der forresten en gigantisk grydeske på mit bord. På siden sidder der små messingplader, hvorpå navnet på de afdelinger der har afholdt julefrokosten står. Det er nu studentermedhjælpens opgave at finde en gravør. Kan næsten ikke vente med at cykle gennem byen med min halvanden meter lange grydeske på ryggen….!