Vær rare at blive væk

Det irriterer mig altid når danske fodboldspillere rygtes til ‘mine’ udenlandske fodboldklubber – som nu hvor både Riza Durmisi og Pione Sisto kædes sammen med Lazio.

Forstå mig ret: Jeg har intet imod Durmisi som sådan, selvom han er og bliver et Brøndby-svin. Faktisk betragter jeg ham som en glimrende fodboldspiller, der havde fortjent en plads i den danske VM-trup. Pione Sisto kunne tilmed blive glimrende i Rom, tror jeg.

Men de to og alle andre danske spillere skal holde sig langt væk fra mine klubber.

Lazio, Saint-Étienne, Freiburg og Crystal Palace. De skal være danskerfri zoner. Jeg ønsker inderligt at de fire forbliver obskure og upopulære klubber, som jeg kan have for mig selv. Jeg vil ikke have, at der kommer danske spillere til, gør det godt og giver mine klubber opmærksomhed i den danske verdenspresse. Inden man får set sig om pibler der medløbere frem. Det vil være ganske uudholdeligt.

Så Pione og Riza: Tak, men nej tak. Jeg vil ikke dele mine klubber med nogen. Vær rare at blive væk.

Mat musikalsk forhold

En af mine yndlingsbloggere, Tyler Cowen, skriver i et desillusioneret indlæg om Rolling Stones:

“Still, I have not heard anything new in a Rolling Stones song for more than twenty years. I don’t mean that their later work is worse (though it is, much, for forty plus years running), rather I don’t hear anything new in their very best work and thus repeated re-listening is a waste of time. I don’t enjoy it.

In contrast, I’ve been listening to Jimi Hendrix for about forty years and still hear new bits in his songs most of the time. I am almost always excited to hear this work again.”

Musiksmag er selvsagt en subjektiv størrelse. Og naturligvis kan man blive træt af kunstner eller gruppe efter mange år og ditto afspilninger. Det er sket for mig utallige gange. Jeg lytter i dag meget, meget sjældent (for ikke at sige aldrig) til Oasis, Erasure, Massive Attack, The Who eller Sufjan Stevens, selvom de alle har betydet noget for mig på et tidspunkt i mit liv.

Så måske Cowens betragtninger er banale. Men jeg tror dog at der er en del sandhed i betragtningen om, at man i tidsløse mesterværker – og det gælder sådan set både musik, film, billedkunst – vil kunne opdage noget nyt, selv 50 år efter.

For mit eget vedkommende er jeg nervøs for, at jeg efterhånden har fået et forhold til Pet Shop Boys i stil med det matte forhold, som Cowen beskriver han har til Rolling Stones i dag.

Pet Shop Boys har haft enorm musikalsk betydning for mig. Rent intellektuelt ved jeg, at jeg er og forbliver fan af dem og deres musik. Jeg ønsker virkelig af et ærligt hjerte, at mange flere vil opdage gruppen, og se dem som andet end et par zombier fra 80’erne. Men mig selv? Ja, jeg lytter sjældent til dem. De giver mig ikke så megen livsglæde mere. De gør ingen forskel. Og reelt har jeg – med enkelte perlende undtagelser – ikke for alvor været vild med noget af det, de har udgivet siden 1999. Det er en slående forskel til The Smiths og Saint Etienne, som jeg stadig (selvom der er en klar korrelation mellem det at være mut teenager og ‘forstå’ The Smiths) elsker ubetinget.

Hvad med jer? Er der noget musik, som I måske engang elskede og stadig betragter som godt og vigtigt, men som ikke giver jer nogen større glæde mere?

Views

Jeg havde ellers forsvoret at jeg nogensinde igen ville lytte til hiphop udgivet efter 1999. Men det nye Drake album, ‘Views’, rummer altså to funklende juveler, som fortjener lidt kys og kæl1.

Førstesinglen ‘One Dance’ er ganske urimeligt fængende.

Selv Rihannas indsats er til at udholde, noget der ellers falder mig svært. Og sangen minder mig om Andrew Weatheralls mere end 25 år gamle remix af Saint Etienne ‘Only Love Can Break Your Heart’. Politiken mener ‘One Dance’ er årets bedste bud på et sommerhit, men det ved jeg nu ikke rigtig. Er den ikke lidt for langsom?

Så er der fjerde sang på albummet ‘Feel No Ways’.

Kan ikke helt formulere hvorfor den fungerer for mig. Er det trommemaskinens gamle skolede lyd? Eller måske det analoge keyboard, der flirter uhæmmet? Hvis ikke Drake sang-rappede henover musikken, vil jeg vove den påstand, at sangen kunne have været at finde på mit all-time favoritalbum: Pet Shop Boys ‘Behaviour’. Lydbilledet er tilpas melankolsk til at gøre mig tryg og varm indeni.

Resten af albummet skal man nok være yngre end mig for at holde rigtig af2, men de to sange er i sig selv mere end rigelig grund til at opstøve det på Spotify. Eller i fysisk udgave, hvis I deler mine afvigende tendenser.

  1. Ingen af dem er tilgængelige på YouTube. Beklager! []
  2. Bl.a. er den trættende ‘Hotline Bling’ at finde på det []

Tennis – Mean Streets

Dagens sang er Tennis – ‘Mean Streets’, som er den bedste Saint Etienne-agtige sang udført af andre musikere end Saint Etienne. Det bliver næsten for meget i omegnen af de to minutter, hvor der sniger sig en en fuldbyrdet Sarah Cracknell vokalharmoni og en spinet. Det er lidt som at bade i et hav af flødeskum, og så blive overhældt mere karamelsovs. Fantastisk og ypperligt.

Tre fortabte Pet Shop Boys remixes, jeg virkelig gerne vil eje

Da jeg i dag skulle finde fortrinlige sange at valse rundt til sammen med Arvingen, gryntede jeg højlydt og utilfredst. Hverken Spotify eller YouPlay havde således tilgængelige udgaver af Saint Etiennes synthpopmesterværker ‘Fascination’ og ‘The Way I Fell For You’. Nuvel, måske fraværet er til at forklare1, og situationen var ikke værre, end jeg jo kunne lunte ind til CD-reolen og hapse de to med hen til anlægget.

Men fraværet af de to sange illustrerer problemet ved at forlade sit musikforbrug på streamningtjenester. De har ganske enkelt ikke alt det, de burde have.

Faktisk er bagkataloget for en række af mine yndlingskunstnere foruroligende smalt. Pet Shop Boys er egentlig adækvat repræsenteret, men hverken Spotify eller YouPlay har nogen af deres singler eller EP’er fra før 1999 i kataloget. Givet at Pet Shop Boys har været mere end almindeligt flinke til at udsende compilations med deres b-sider, er det ikke i sig problematisk. Med mindre man er nototisk fan, altså, og derfor også er interesseret i eksempelvis remixes.

I lighed med Saint Etienne gemmer der sig en række skæve og geniale udgaver af de mere etablerede sange i Pet Shop Boys’ sangkatalog, som den gennemsnitlig lytter anno 2015 ikke har en jordisk chance for at opdage. Her er de tre mest kriminel glemte sange:

Was It Worth It

Det første remix gør ondt. Som i: Fysisk og mental smerte, hver gang jeg tænker på det. Det er ulideligt. Og jeg er selv skyld i misæren. Vi var i New York i anledningen af mine forældres sølvbryllup i 1997. Min storebror finder og køber i en Tower Records denne amerikanske udgave af den i øvrigt ret forglemmelige single ‘Was It Worth It’ fra 1991. Jeg er i den anden ende af butikken, og køber ikke det andet eksemplar af singlen, som de har i butikken. Her er playlisten i alt dens magt og vælde:

  1. “Was it worth it?” (7″) – 4:27
  2. “Was it worth it?” (12″) – 7:13
  3. “Miserablism” (Electro mix) – 5:38
    • Remix by Moby
  4. “Music for the Boys” (Part 3) – 5:40
    • Remix by Altern 8
  5. “Overture to Performance” – 6:14

Ved I hvad, JEG VIL SÅ GERNE EJE DEN HER SINGLE. Men det gør jeg ikke, for jeg købte nok et eller andet åndssvagt i Tower Records, som jeg ikke kan huske hvad er, og alt imens står den hos min storebror og griner mig lige op i ansigtet. De to udgaver af ‘Was It Worth It’ og den acidhousede ‘Music for the Boys’ har mest karakter af kuriosa, det samme gælder for den besynderlige big band’ede ‘Overture to Performance2.

Men Miserablism (Electro Mix), mine Damer og Herrer, den er et hypnotiserende mesterværk. Remixet af Moby (før han blev rigtig stor) lyder den måske ikke så meget, men det er en rejse ud over trippede landskaber. Det er dreamwave 20 år før det det blev moderne. Det knuser mit lille sorte hjerte, at den ikke er at finde i streamingtjenesterne. Originaludgaven fra 1991 er ligeleds vidunderlig, men er måske mere klassisk analog plinky-plonky pop. Hvilket jo også er værd at tage med.

Pet-Shop-Boys-Actually

Næste fortabte skat er ‘I Want to Wake Up (1993 remix)‘. Originalen var nummer 8 på Pet Shop Boys’ andet album ‘Actually’ fra 1987, og er en udmærket, men lidt gumpetung kreation. I juni 1993 udgiver Pet Shop Boys imidlertid to CD-udgaver af ‘Can You Forgive Her’, den første single fra deres nye album ‘Very’. Tracklisten er:

  1. “Can You Forgive Her?” (MK Remix) – 7:26
  2. “I Want to Wake Up” (1993 Johnny Marr Remix) – 5:25
  3. “What Keeps Mankind Alive?” – 3:25
  4. “Can You Forgive Her?” (MK Dub) – 5:53

Johnny Marr er som bekendt guitaristen fra The Smiths. Jeg vil vove den påstand, at han ikke har begået noget – hverken før eller siden – der er bedre end 1993-remixet af ‘I Want To Wake Up’. Sangen har fået helt nyt tempo, kvindelige soulsanger, ny bas, ny synth, nye korarrangementer. Og bedst af alt: Et hysterisk og lystent houseklaver, som der bliver tampet igennem i under omkvædet. Det er så forbryderisk godt, at det nærmest ikke burde kunne lade sig gøre. Hvordan Marr har kunne undgå at blive slået til ridder alene på basis af dette remix, er mig en gåde.

Der er imidlertid ikke færre end to mesterlige remixes på CD’en. Det andet er ‘Can You Forgive Her (MK Remix)‘. Beatet er tungt og breaket. Den florlette houselyd fra blot et par år tidligere er nu forvandlet til et New York/Detroit/Chicago-tung technobeat. Vokalen skæres op på må og få, og efter 03:00 begynder Neil Tennant nærmest at synge i tunger. Og ordet ‘bicycle’ sniger sig hele tiden ind. Jeg ved ikke hvem ham MK er, men han har en nærmest Tourette Syndrom’sk tendens til at klippe-klistre ordene ind upassende steder undervejs. Det er samlet set helt vidunderligt mærkeligt.

  1. ‘Fascination’ er kun at finde på deres opsamlingsalbum ‘Travel Edition’ fra 2005, mens ‘The Way I Fell For You’ er fra et 1999-soundtrack kun udgivet i Japan til en meget smal og usuccesfuld film []
  2. Hvis man læser den harske bog ‘Pet Shop Boys versus America’ der blev udgivet i 1993, og omhandlede deres forkætrede Performance tour, får man et klart indblik i, at Neil Tennant og Chris Lowe var langt ude i tovene i årene efter at have udgivet Behaviour albummet. Hvilket måske forklarer deres mærkværdige forsøg med big band udgaver af deres sange []

We Are All Completely Beside Ourselves

Har netop til min udelte fornøjelse købt en større flodbølge af CD’er. De kom med posten i går, og jeg tilbragte derfor en god bid af aftenen med at sidde lytte til musik.

Midt i dagligdagens arbejde og småbørnslogistik er det sjældent, at jeg lytter til mere musik end enkelte løsrevne sange i høretelefonerne på vejen til og fra arbejdet. Albums får jeg snart sagt aldrig hørt igennem.

Jeg har skrevet ofte (og jævnt kedsommeligt) om mine ændrede forbrugsvaner indenfor musik. Efterhånden har jeg dog slået mig til tåls med, at jeg grundlæggende er regressiv. Ja, jeg lytter i dag mest til streamingtjenester og enkeltstående sange. Men når alt kommer til alt, er jeg opvokset med fysiske albums – især CD’er – og hifianlæg. Det er stadig (bevidst eller ubevidst) måden, som jeg mener man bør lytte til god musik på. Og de kunstnere, som jeg har et mere nært forhold til end det-var-sateme-en-god-sang-det-der!, ender jeg som regel med at købe i fysisk form.

Så hvad er der endt der i musikreolen denne gang? En blanding af nye albums, og så en udbygning i dybden af min samling.

Nye albums
  • War On Drugs – ‘Lost in the Dream’
  • Avi Buffalo – ‘At Best Cuckold’
  • Real Estate – ‘Atlas’
  • Ben Watt – ‘Hendra’
  • Saint Etienne – ‘Saint Etienne Presents Songs For The Lyons Cornerhouse’ (compilation)
  • Saint Etienne – ‘Saint Etienne Presents Songs For A London Winter’ (compilation)

De første tre er fremragende og fortjener en placering på Årets Bedste Album listerne. De kan lyttes til både i deres helhed og som enkeltstående sange. ‘Under the Pressure’ af War On Drugs er årets bedste sang, efter min mening. Køb dem nu.

Ben Watt er den ene del af duoen Everything But The Girl, og ‘Hendra’ er hans første soloalbum i 31 år. Det har fået fine anmeldelser, men er mest af alt blot … kedeligt. Jeg holder meget af melankoli (og EBTG var i sandhed melankoliens mestre), men mistrøstige tekster fungerer bedst sammen med et godt omkvæd og en fængende melodi. Jeg får næppe lyttet meget til albummet fremover.

Saint Etienne har for efterhånden en del år siden overtaget titlen som ‘Skribentens all-time yndlingsband’. Derfor køber jeg snart sagt alt hvad de lægger navn til, selv deres efterhånden lidt trættende række af compilations med musik fra svundne tiders pubber og caféer i London. Ingen af de to nye albums fungerer for mig, da jeg og præ-rock’n’roll musik fra 1950’erne simpelthen ikke bryder os om hinanden. Men nu har jeg dem, og nu håber jeg så at Saint Etienne i stedet vil fokusere på at lave deres egen fremragende musik.

Udbygning i dybden af samlingen
  • Morrissey – ‘World Peace Is None of Your Business’
  • Morrissey – ‘Swords’
  • Pet Shop Boys – ‘The Most Incredible Thing’
  • Everything But The Girl – ‘Worldwide’ (deluxe udgave)
  • Everything But The Girl – ‘Language of Life’ (deluxe udgave)
  • Everything But The Girl – ‘Amplified Heart’ (deluxe udgave)
  • Aimee Mann – ‘Charmer’

Jeg skrev allerede tilbage i august, at jeg ikke brød mig om ‘World Peace …’. Men gammel kærlighed er gammel kærlighed. Det ville være forkert, hvis jeg ikke købte et nyt Morrissey album – ligesom det længe har været forkert, at jeg ikke ejede b-side opsamlingen ‘Swords’. Ingen af de to vil blive spillet meget i fremtiden, men jeg er glad for at jeg ejer dem. Nu håber jeg så blot, at Morrissey vil gå på pension, og hans nu efterhånden årelange og bovlamme angreb på min nostalgiske kærlighed til hans tid i The Smiths (og hans første års solokarriere) kan ophøre.

Pet Shop Boys er Pet Shop Boys. Muligvis nu kun nummer to min all-time liste, men det gør det ikke mindre moralsk i orden, hvis jeg ikke ejer alt hvad de udgiver. Er deres musik til en ballet om et H.C. Andersen eventyr noget, som jeg vil lytte til tit og ofte. Nej. På ingen måde. Er det uundværligt? Næppe. Men enten elsker man, eller også gør man ikke. Og i det store kosmiske regnskab, så bør jeg også eje ‘The Most Incredible Thing’. Så det gør jeg nu. Og det har jeg det fint med.

Det var interessant at læse i covernoterne til ‘Worldwide’ og ‘Language of Life’, for det er helt åbenlyst, at Everything But The Girl selv HADER de to albums. De bliver beskrevet som overproduceret, havende for få gode sange, easylistening og meget andet grimt. Foragten pibler ætsende ud mellem linjerne. Selv er jeg ikke så kritisk. Jeg lyttede en del til dem i min gymnasietid, og sætter egentlig pris på små 80 pct. af de to albums sange. Bonusmaterialet til deluxe udgaverne er også en fornøjelse, især de mere spartanske og nøgne demoudgaver af sangene. Ingen af de to albums når dog ‘Amplified Heart’ til sokkeholderne. Det er EBTG’s bedste, mest deprimerede, mest melankolske og stærkeste album overhovedet. Bonusmaterialet er mesterligt. Jeg er ovenud lykkelig for at eje den udgave.

Endelig er der Aimee Mann. Kvinden der udgave nogle af sluthalvfemserne og start 2000-tallets allerbedste pop-rock albums: ‘Magnolia’ (1999), ‘Bachelor No. 2’ (2000), ‘Lost in Space’ (2002) og ‘The Forgotten Arm’ (2006). De albums er nærmest absurd stærke, de rene overflødighedshorn af melodisk melankoli. Derfor kan jeg godt tilgive, at det siden har været en sløj omgang. ‘Charmer’ lyder som et blegt og blodfattigt ekko af dengang. Mann prøver virkelig, altså, det er så tydeligt. Kunne hun blot finde melodien igen, kunne hun blot ramme nerven fra dengang. Men sagen er, at ingen af sangene på ‘Charmer’ ville kunne komme på holdet af nogen de forrige albums. De er for sløve, for ucatchy, for ufængende. Men igen: Nu ejer jeg albummet, og det føles rigtigt. Det gør mig glad.

Samlet set altså en tvetydig omgang rent musikalsk, men det giver mig trods alt stor livskvalitet, at de nu allesammen er mine.

That’s hot

Lørdag igen, og jeg er ved at dø at varme. Vappede rundt i byen i formiddags, og så et termometer på intet mindre end 37 grader. Ganske vist i solen, men alligevel – you get the picture! Har været inde og se fodbold idag, det var kedeligt, især fordi Sparta syntes at de ville tabe til Teplice. Det var bare ikke godt nok. Nu sidder jeg så her med tre yderst ambitiøse punkter på dagsordenen:

1) Vær faglig!
2) Få trænet i aften!
3) Undlad at drikke for meget kaffe igen!

Det siger naturligvis sig selv, at jeg næppe vil kunne indfri nogen som helst af punkterne…! Bortset fra det, så er jeg i fuld gang med jobansøgningerne til når jeg engang kommer hjem. Synes selv jeg har fået bakset en fornuftig grundansøgning sammen, så håber da at de giver bid.

Slog også vejen forbi Bontonland idag. Fandt Ben Folds album ‘Songs for Silverman’, som jeg var milimeter fra at købe. På Expresradio har de tidligere spillet sangen Landed en del, og den er pænt fantastisk…albummet overbeviste mig ikke helt, men jeg er ihvertfald helt sikker på at jeg skal have fundet det på biblioteket når jeg engang kommer hjem.

Ellers har jeg bestilt ‘Back to mine’ med Pet Shop Boys og ‘Tales from Turnpike House’ med Saint Etienne. Især sidstnævnte ser jeg meget frem til. ‘Back to mine’ har jeg hørt bidder af og det var ikke overbevisende. Men som det 80’er levn jeg er, så kan jeg ikke lade være med at købe det….

Og så vil jeg lige gøre opmæksom på følgende del af ambassadens hjemmeside. Det er ren klasse.