Dune

Det er lidt af et dilemma. Jeg VED at jeg elsker Frank Herberts science fiction klassiker ‘Dune’. Men jeg er samtidig usikker på om jeg tør læse den igen.

Sidst jeg fortærede bogen var engang i gymnasietiden. Det er længe siden og jeg er – håber jeg da! – en anden person i dag. Her er coveret på den lurvede udgave fra 1978, jeg lånte på Hasseris bibliotek dengang i midt-90’erne:

Klit

Ret episk, ikke sandt? Se lige den sandorm. Og se hvor små menneskerne er ved siden af. Hvordan kunne en nørdet 15 årig undgå at elske den bog?

Men hvad nu hvis jeg ikke kan lide bogen mere? Tænk, hvis jeg nu har glemt indholdet? Hvad nu hvis jeg blot var så heldig at læse ‘Dune’ på det rette tidspunkt i livet, hvor dens esoteriske geopolitik og univers var stærkt fascinerende for mig? Hvad nu hvis den i dag vil virke fjollet?

Jeg har tænkt de tanker et par gange de senere måneder. ‘Dune’ fylder 50 år i 2015, og den fremragende blog Tor.com har derfor kørt en række jubilæumsartikler om bogen. Jeg har læst dem med stor fornøjelse, men stadig med den der knugende fornemmelse i maven. Den bagvedliggende bekymring for, at min kærlighed til bogen bygger på et fundament af sand.

I dag løsnede knuden sig dog. Forlaget bag ‘Dune’ udgiver selvsagt en 50 års jubilæumsudgave af bogen, og se lige dens forside:

Dune-by-Frank-Herbert

Er den ikke vidunderlig? Er den ikke inspirerende? Stimulerer den ikke fantasien? Jeg er helt tosset med den! Helt uironisk begejstret. Bemærk hvordan man både kan se det som en udgang af en hule og som konturen af en sandorm. Det er genialt. Kunstneren bag coveret, Sean O’Connell, siger:

I’ve been a fan of Dune for a long while. It is my father’s favourite book and we’ve had many a discussion on the Dune universe. My inspiration for the cover design stemmed from my love of the concept of a thing within a thing.

The underlying theme of Dune is ecology and the relationship of the desert with the spice, the spice with the sandworms, and the sandworms with the desert. Beyond all the political intrigue is the concept of a galactic economy being dependent on one very scarce resource. I had the idea of the sparse desert landscape with the moons: the classic landscape of Arrakis. I put the scene within a reverse silhouette of a giant worm to show that the desert exists because of the worm but also that the worm exists because of the desert. I hoped to create the illusion that you could not focus on one aspect of the image for too long without seeing the other. I hope this dichotomy of imagery on the cover will prepare the reader for the intriguing themes held in its pages.

Mon ikke det gør, min gode mand! Man kan kun håbe, at det vil anspore nye læsere til at opdage Frank Herbert og ‘Dune’ universet.

For mit eget vedkommende vil jeg i aften tage mit eksemplar af bogen ned af reolen. Give den et par kapitler. Dyppe tæerne en smule. Hvis det føles godt, vil jeg gennemlæse den igen.

Og forhåbentlig elsker jeg stadig ligeså højt, som jeg har fortalt mig selv igennem alle disse år.

Book of Strange New Things

Det er ved at være et godt stykke tid siden, at jeg griflede om bøger.

Mit læseri er ikke gået helt i stå, selvom sygdom, vuggestueindkøring, arbejde og hverdagslogistik bestemt gør solide indhug i det daglige overskud. Kindlen bliver derfor primært frekventeret i de senere aftentimer, hvor jeg efter 10-12 minutters læsen kapitulerer til søvnbehovet. Det er altsammen lidt sørgeligt at se på.

I marts havde jeg imidlertid fornøjelsen af at læse Lauren Beukes ‘Broken Monsters’. Jeg læser nærmest af princip ikke krimier, men når de krydser i det overnaturlige og horror, så bider jeg på. io9 beskriver fortrinligt bogens plot:

“Lauren Beukes’ new novel Broken Monsters is about the dark forces that awaken in abandoned places — and abandoned people — when they yearn for the kind of attention they once had. Set in the back alleys and art warehouses of Detroit, it’s a supernatural thriller that will disturb you in all the right ways.

Like Beukes’ last novel, The Shining Girls, Broken Monsters is as much about an American city as it is about the people passing through it. In The Shining Girls, our semi-supernatural killer seems represents a horrific part of Chicago’s history; and in Broken Monsters, we have a killer who captures a twisted aspect of Detroit’s present. Economic troubles have driven away the city’s once-booming population, leaving behind empty industrial buildings and unlit streets. It’s a city that nobody seems to care about anymore.”

Hele anmeldelsen kan læses her. Bogen er velskrevet og til tider umanerligt creepy. Jeg vil ikke påstå at bogen ligefrem giver læseren lyst til en rask ‘Ruin Porn’ smuttur til Detroit, men den leverer i visse sekvenser gys og gru af høj, høj klasse. Varmt anbefalet.

Ovre i den mere generiske boldgade, så har jeg senest læst bind 1 og 2 i Brian Staveleys fantasytrilogi ‘Chronicle of the Unhewn Throne’.

Jeg er oprigtigt talt i tvivl om hvordan jeg har det med det. Den første bog indleder ellers fremragende. Historien er muliugvis ikke videre original, men Staveley kan sit fortællermæssige håndværk og ved hvilke klichéer han skal spille på for at vi fans af episk fantasy bider på krogen. 3/4 inde i bogen går historien gradvist mere og mere i stå, og mine uskønne tendenser til at skimme begynder at titte frem.

Men når jeg først er nået så langt ind i en bog, så kan jeg ikke rigtig få mig selv til at skippe resten. Og tilmed er Staveley så bondesnu, at første bind faktisk afsluttes virkelig stærkt (ninjaer! Telepatiske mutanter! Sværdkampe! Royale intriger!), hvorfor man jo som nogenlunde anstændig læser er nødt til at læse andet bind også.

Det var til gengæld lidt af en sejtrækker. Jeg tror nok, at jeg kan lide det overordnede plot og jeg er også stadig rudimentært interesseret i hvordan det skal gå personegalleriet i bogen. Men hvis jeg skal læse blot én side mere om, hvordan livet leves blandt Staveleys fiktionaliserede udgave af et mongollignende rytterfolk, så går jeg officielt bærserk. Nu er du advaret. Aldrig mere, Staveley, aldrig mere. Jeg ender jo nok med at læse sidste bind, når det udkommer engang til næste år. Men det vil nok være af pligt end af lyst.

Netop nu er jeg så igang med Michael Fabers ‘Book of Strange New Things‘.

Det er en af de bøger, som vist nok skal i literary fiction båsen, men samtidig anvender han science fiction som fortælleteknik. Eller en falsk genrebog, om man vil. I sin bedste variant udmønter det sig i mesterværker som Emily St. John Mandel ‘Station Eleven’, der var min ubetingede favoritbog i 2014. Det var som at læse rigtig science fiction, blot skrevet af en sublimt dygtig forfatter. Kontrasten er folk som Brian Staveley ovenfor, der – når alt kommer til alt – muligvis kan dulme min sult med sit fantasyjunkfood, men ikke er i nærheden af at kunne skrive ligeså godt og indsigtsfuldt som Mandel.

Faber er indtil videre ikke helt ligeså storartet. Jeg er nu små 20 pct. inde i bogen, og plottet kommer ikke rigtig nogle vegne. Med io9’s ord:

“In the new book by the author of Under The Skin, a missionary travels to an alien planet called Oasis, to teach the natives about the Bible. But the biggest revelations in this book aren’t about the aliens and their fervor for religion — but rather about the human race and its tendency to self-destruction. Through the hand-picked collection of exemplary humans living on this alien planet, we start to see just how strange the future of the human race might look.”

Missionæren Peter pølser i skrivende stund rundt på basen på Oasis, og han møder bestemt mange særegne eksistenser på planeten, både blandt mennesker og aliens. Men der sker ikke så meget. Håber historien kommer mere op i gear, selvom jeg frygter at det ikke er Michael Fabers ærinde at skrive en underholdende science-fiction bog. Vi må se.

På nonfiction fronten har jeg ikke fået læst en eneste bog siden sidst. Måske det er ved at være på tide med lidt ny intellektuel stimulans i den retning.

Årets bøger 2014

Bogfronten i 2014 har været præget af tre tendenser. Dels at vi er blevet forældre. Den slags giver mindre tid til at læse, skulle jeg hilse at sige. Dels at jeg begyndte på nyt arbejde, hvor jeg skal lægge betydeligt flere timer end på min tidligere arbejdsplads. Og endelig at Den Bedre Halvdel gav mig en Kindle i julegave sidste år – med alt hvad det indebærer af fleksibilitet, læsning i mørke og let adgang til nye bøger.

Denne kombination af mindre tid og fleksibilitet har haft som konsekvens, at jeg læser meget mere skønlitteratur, og markant mindre non-fiktion end i tidligere år.

Dels er det blevet nemmere at skaffe skønlitteraturen via min Kindle, dels spiller min snobbethed ind. Jeg har intet behov for at eje mine fantasy- eller science fiction bøger i fysisk form. Jeg læser og nyder dem, men jeg er stadig helt tryg ved, at de ligger et sted i skyen. Omvendt er det med de digre historiske og politiske bøger, jeg til tider ynder at foretære. Dem vil jeg gerne have til at stå og prale på mine reoler. Og så bilder jeg mig selv ind, at jeg læser grundigere og bedre på papir. Hvis jeg virkelig skal sætte mig ind i ting, kan jeg bedst lide at have stoffet i fysisk form.

Hvordan ser 2014 så ud i sidste ende? Jeg vil dele bøgerne op i tre kategorier: ‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’, ‘God, men nok mest hvis du er sær’ og ‘Skuffende. Meget skuffende’. Og så opsamlingsheatet ‘Bøger jeg gik i stå i’

‘Elskede bogen! Jeg anbefaler den helt uhæmmet meget’

  • Emily St. John Mandel: ‘Station Eleven’
  • Bob Stanley: ‘Yeah Yeah Yeah: The Story of Modern Pop’
  • Henry Kissinger: ‘On China’
  • Marable Manning: ‘Malcolm X: A Life of Reinvention’
  • Charles C. Mann: ‘1493’
  • Catherine Merridale: ‘Red Fortress’

Det slår mig nu, at der kun er én skønlitterær bog med på listen, nemlig ‘Station Eleven’. Men det er den eneste af årets høst, som jeg helt ubetinget var vild med. Det er (vanen tro) en postapokalyptisk bog, men ikke på den sædvanlige horror-vis. Den er klog og sjov og eftertænksom, og man er rigere efter at have læst den. Anbefales ubetinget. De øvrige favoritter er historiebøger indenfor emner, jeg synes er interessante. Alle er kloge, velskrevne og bør læses af sande filosofkonger.

‘God, men nok mest hvis du er sær’

  • Michael Rowe: ‘Wild Fell’
  • Michael Rowe: ‘Enter Night’
  • Stephen King: ‘Salem’s Lot’
  • Jennifer Foehner Wells: ‘Fluency’
  • Richard Matheson: ‘Hell House’
  • Terry Goodkind: ‘Wizard’s First Rule’
  • Peter Straub: ‘Ghost Story’
  • James S. A. Corey: ‘Cibola Burns’
  • Jim Butcher: ‘Storm Front’
  • Paul Cornell: ‘London Falling’
  • Paul Cornell: ‘The Severed Streets’
  • Luke Scull: ‘The Grimm Company’
  • John Mearsheimer: ‘The Tragedy of Great Power Politics’
  • Jeffrey Towson: ‘The One Hour China Book’
  • Susanne Hegelund: ‘Lobbyistens lommebog’
  • Gary J. Bass: ‘The Blood Telegram: Nixon, Kissinger and a Forgotten Genocide’

Masser af horror på listen. Fælles for alle disse bøger er, at de er gode, spændende og anbefalelsesværdige – men alligevel et godt stykke fra at være perfekte. Tættest på at blive elsket ubetinget kom ‘London Falling’, der er en vende-hovedet-op-på-alting horror/krimi bog. Den havde jeg meget glæde af i begyndelsen af året. Det havde jeg også af den canadiske horrorforfatter Michael Rowe. Han kan skrive som ind i helvedet. For både ‘Enter Night’ og ‘Wild Fell’ gælder, at de første 30 pct. af bøgerne er ustyrligt spændende, velskrevne og uhyggelige – men at bøgerne så ligeså stille falder sammen igen med en lang pibende og pruttende lyd. Den dag han formår at skrive en helt tight bog hele vejen igennem, så bliver han konge af horrorgenren – det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

‘Skuffende. Meget skuffende’

  • John Micklethwait: ‘The Fourth Revolution’
  • George R.R. Martin: ‘Fevre Dream’
  • Jeff VanderMeer: ‘Annihilation’

Kan huske at jeg læste en anmeldelse, hvori der stod at ‘The Fourth Revolution’ var som at læse en usædvanlig lang og luftig udgave af The Economist. Det var ikke ment som en kompliment, og jeg forstår fuldt ud hvad der menes. Bogen fik en del hype, men jeg havde det som efter at have fortæret en big mac efterfølgende. De øvrige to er en af årets hypede science fiction bøger og en af G.R.R.M’s tidligere bøger (længe før Game of Thrones). Begge begynder godt og har et spændende grundplot, men kører af sporet og bliver kedelige. Jeg er ked af, at jeg læste dem begge igennem.

‘Bøger jeg gik i stå i’

  • Richard K. Morgan: ‘Altered Carbon’
  • Joe Abercrombie: ‘The Heroes’
  • Daniel Abraham: ‘The Widow’s House’
  • Guillermo del Toro: ‘The Strain’
  • Robert McCammon: ‘Swan Song’
  • Andy Weir: ‘The Martian’
  • Tim Powers: ‘The Anubis Gates’
  • Ann Leckie: ‘Ancillary Justice’

Det her er en blandet landhandel, men fælles for dem er, at jeg kedede mig og gik i stå. I flere af tilfældene tror jeg mere det er mig, end bøger, der er noget galt med. ‘The Martian’ og ‘Ancillary Justice’ er således begge meget anmelderroste, og sidstnævnte vandt snart sagt samtlige priser indenfor science fiction (Hugo Award, Nebula Award, Locus Award). Men jeg kedede mig altså. Det samme gjorde jeg i Daniel Abrahams bog, hvilket ærgrer mig lidt, da det er bog fire i serie, hvor jeg allerede har kværnet tre bøger. Måske jeg bør stramme mig an, og kæmpet mig igennem den alligevel.

Ud af skabet

Man burde velsagtens skamme sig.

Men jeg laver altså ikke noget fornuftigt i disse dage. Ingen dybe tanker over verdens sande tilstand (selvom jeg som Eurasia-nörd vel burde väre aldeles oprevet over de seneste ugers konflikt i Georgien) og ingen större fysiske aktiviteter a la nye bjerg-erobringer.

Det skyldes dels at både Maria og undertegnede er blevet en anelse små-sengeliggende af forkölelse, dels at vejret er skiftet ganske kraftigt om. Vi er gået fra bagende temperaturer og grillende sol til nu at befinde os i start 20’erne og have skiftevis kraftig regn, så overskyet og endelig periodevis sol. Området er også smukt i den slags vejr (jeg kan til stadighed fascineres af at se på hvordan skyerne opförer sig i bjergene!), men den slags omskifteligheder lägger nu alligevel ikke rigtig op til de store udendörsaktiviteter. Hvis vi ser bort fra en solbadedag i Lavertezzo i den smukke Valle de Verzasca og gårdagens besög i Locarno og Ascona, så er de sidste tre-fire dage derfor primärt blevet brugt til indendörs sysler a la bogläsning, familiehygge og en svömmetur eller to i Lago Maggiore.

Således fik jeg forleden färdiggjort förste bind i Peter Hamiltons ‘Night’s Dawn’ science-fiction bogserie. Sci-fi er min hemmelige last, som jeg efter adskillige års tabu, fremmedgörelse og det-snakker-vi-ikke-om-offentligt nu har tänkt mig at udleve i fuld flor. Jeg har altid elsket Frank Herberts ‘Dune’ böger og haft en varm passion for Philip K. Dick, ligesom jeg som nördet teenager havde stor gläde af Isaac Asimovs ‘Foundation’ böger. De senere år har jeg dog på ulykkelig vis forsögt at undertrykke min sci-fi lidenskab, under vrangforestillingen om, at rumskibe, tidsrejser, episke fortällinger og kolonisering af fremmede planeter ikke var sobre emner at beskäftige sig med for en veluddannet og seriös ung mand. Imidlertid lånte jeg forleden Walter Jon Williams ‘Dread Empire’s Fall’ serie på biblioteket, og det var som at smide en tändstik ned i knasende tört hö. Passionen blev atter vakt til live, og når först de intergalaktiske rumkampe brager og de spekulative fremtidsvisioner folder sig ud, så er jeg helt og aldeles til salg.

Assisteret af det trofaste internet og en nästen ligeså nördet kollega, fandt jeg ud af, at Hamiltons ‘Night’s Dawn’ serie skulle väre noget när det ypperste som sci-fi genren har budt på de sidste 10-15 år. Det viste sig dog at väre en underdrivelse, for det er sandt for dyden mange år siden, at en bog har bläst benene så godt og grundigt väk under mig som ‘The Reality Dysfunction’, den förste del i serien, har gjort det. Den er helt eminent god. For det förste har Hamilton en ualmindelig god fantasi og det univers han har opbygget er helt igennem fascinerende. For det andet er han god til at skrive, et kendetegn som det desvärre ikke er alle sci-fi forfattere som besidder. Herudover er historien drönuhyggelig og der er fart på hele tiden. Det er som om at universerne fra Dune, Foundation og Blade Runner har fået et elskovsbarn sammen med den förste Alien film, og samlet set har man den mest fabelagtige bog i mands minde. Og det bedste af det hele er, at jeg kun har läst den förste af tre böger. Der er med andre ord stadig 2000+ sider som jeg kan svälge i. Jeg kan nästen ikke vente med at komme hjem og plyndre Fantask når jeg kommer hjem!

Det nästbedste ved at komme ud af sci-fi skabet er, at jeg nu med god samvittighed kan bekende mig til underlödige tv-serier såsom Lost (indiskutabelt den mest sci-fi’ede tv-serie overhovedet) og – måske – Heroes (som jeg stadig mangler rigtig at blive fascineret af. Måske Sven kan hjälpe?). Jeg har aldrig rigtig fået set tv-serier som Star Trek eller Battlestar Galactica, men jeg har på fornemmelsen, at det er noget jeg burde göre mig mere i.

Det er med andre ord fagre nye verden. For at komme lidt ned på jorden igen, er jeg efterfölgende begyndt at läse Lawrence Wrights ‘The Looming Tower’ om Al-Qaedas udvikling fra 1940’erne indtil 11. september 2001. Normalt orker jeg ikke at läse nogle af de uendelig mange konspiratoriske NU-afslörer-jeg-sandheden-bag-9/11-og-krigen-mod-terror-og-Irak (gät hvad, det var Bush der gjorde det hele. Mwahahahahahaha!!!) böger, men da jeg havde läst positive anmeldelser i såvel Weekendavisen, Economist og Atlantic Monthly + at bogen har vundet Pullitzer prisen i 2007, så tänkte jeg at det var på tide at få udvidet horisonten lidt. Og den er virkelig spändende. Jeg er kun nået til side 89, men vi har allerede väret rundt om bl.a. islamismens bedstefar Sayyid Qutb og baggrunden for Ayman Al-Zawahiri og Osama Bin Laden. Det er dyster, men spändende og berigende läsning. Og heldigvis er Wright en alt for dygtig forfatter til at slynge postulater og dommedagsteorier rundt omkring sig. Bogen kan indtil videre varmt anbefales.

Rygterne vil vide, at der just nu er et ophold i regnen og at vi derfor skal en tur ud at vandre igen. Må hellere se at få snörret skoene og komme afsted.

Say it, say it, say it!

Hmm! Ja, altså, War of the Worlds var ganske underholdende, men man kunne godt se at grundsubstansen i filmen er en meget, meget gammel sci-fi roman. Jeg mener: Det var lidt svært ikke at grine når de her onde og grusomme aliens vralter rundt i nogle tripods….og når de så selv ligner en krydsning mellem E.T og Aliens, så bliver det endnu sværere at holde masken. Men man må da sige, at Spielberg har fået banket en solid action-basker sammen. Den får 4 ud af 6 herfra.