Tabula Rasa

Skriveblokering er et for stærkt ord. Men jeg har manglet skrive- og fortællerlysten den senere tid. Bruger for megen energi og tid på at lave mentalt hjulspind. Får ikke sat mig tasterne. Føler ikke jeg har noget vigtigt at fortælle. Og det jeg trods alt pipper op om, gør ikke den store forskel for mig selv eller andre.

Det er muligvis en mental stråmand, jeg opstiller som en behændig undskyldning for min ladhed. Men jo mere jeg kigger de gamle indlæg igennem, jo mere oplever jeg dem som en mental hæmsko for at skrive nye.

Når jeg skimmer indlæggene fra eksempelvis studietiden eller mine år som udstationeret, så er de umiskendeligt skrevet af mig. En anden mig ganske vist, men stadigvæk. Ikke alt det skrevne er rædsomt. Tro det eller lad være, men noget af indholdet er sågar rudimentært begavet. Af og til opdager jeg nye ting i de gamle blogindlæg, som jeg for længst har glemt igen. Det er en besynderlig oplevelse, skulle jeg hilse at sige. Har I tænkt over, hvor meget I stille og roligt har glemt hen over de sidste 10 år? Næppe. Det er nok et ganske særligt privilegium for en old-school blogger. Man kan høre sig selv ævle løs i fortiden.Og fortidens jeg holder snart sagt aldrig mund.

Men meget af det skrevne gav mest mening i selve øjeblikket, det blev skrevet i. Mine hyppige adresseskift har betydet, at en del indlæg med tiden er gået i stykker. Links er døde og billeder er forsvundet. Det er noget rod – og et (for) stort arbejde at rydde op i1.

Mest træt bliver jeg af at læse mig selv de sidste par år. Omkring 2012 eller 2013 sker der et umærkeligt skifte. Jeg holder op med at fortælle om hverdagen. Det hele bliver mere forsigtigt og måske lidt upersonligt. Jeg bliver bange for at blive genkendt, og skriver mestendels om hvilke popkulturelle artefakter (det være sig film, bøger, musik, tv-serier eller artikler), jeg er optaget af på det givne tidspunkt. Det er en nærmest Matthew Sweet’sk fornemmelse. Og nu ved jeg ikke helt hvordan jeg skal komme ud af den rolle. I hvert fald ikke, hvis jeg står på skuldrene af det seneste årtis produktion af ord.

Så nu er det hele blevet arkiveret. Små 2.300 indlæg fra mere end et årtis grifleri ligger trygt gemt.

Som skribent har jeg brug for en frisk start. Så jeg begynder på et nyt udkast. På samme sted, ganske vist – men mentalt er det næsten som en ny blog igen. Nu er der ingen undskyldninger mere.

Lad indlæggene rulle!

  1. En skønne dag vil jeg gerne restaurere det hele, sætte det pænt i stand, fikse billederne og producere en ebog til mig selv. For så dekadent er jeg nemlig []

Day One

Jeg er begyndt at skrive dagbog! Nej, men alvorlig talt, det er jeg altså. Det er i appen ‘Day One‘, der altid har fået afsindige mængder ros. Første gang jeg forsøgte mig med den var i sommeren 2013, men gik så siden i stå. Har stort set ikke få skrevet i hele Arvingens levetid, men nu prøver jeg så igen.

Det kommer nok til at gå lidt ud over den kvantitative aktivitet på Udkastet, men forhåbentlig ikke ud over kvaliteten. Mange af de ting jeg grifler i Day One vil være af så privat, bagatelagtig eller flygtig natur, at det ikke har noget at gøre på en offentlig tilgængelig blog. Det meste vil være intuitivt, og hvad der lige falder mig ind. Til gengæld vil den mere fritflydende skriveproces i Day One forhåbentlig betyde, at jeg bliver i stand til at prioritere det tynde indhold fra – for så at kunne syntetisere mine lidt dybere tanker til indlæg af en bedre og mere reflekteret kvalitet.

Vi må håbe det bedste.

At skrive

Den Bedre Halvdel og Arvingen er i Sverige på svigerfamiliebesøg i weekenden. Det betyder masser af tid til lediggang, Champions League finaler, Netflix1, læsning – og min yndlingsoverspringshandling: Spekulationer over min skribentvirksomhed.

Det er evigt tilbagevendende metaemner her på stedet (se blot den noget nær uendelige række af indlæg om bloggens form og indhold). For tiden aktualiseres det yderligere af mit 10 års jubilæum som blogger.

Jeg skrev mit første blogindlæg i april 2005.

Siden da er det blevet til flere tusinder af slagsen, der i dag lever deres stille, arkiverede liv på de forskellige iterationer af min blogaktivitet. Mine tekster ligger stadig rundt om i nettets afkroge, som skævvredne vragstumper fra et forlængst nedstyrtet fly.

Oprindelig var min inspiration til at skrive Douglas Couplands bog ‘Microserfs’ (1995). Bogen formede min opfattelse af, hvad en onlinejournal eller blog kunne være og gøre.

I bogen følger vi den socialt akavede programmør Daniel, der skriver en dagbog i en form, der vel bedst kan beskrives som en prototype af den personlige blog. Daniel blander navlepilleri, hverdagsbeskrivelser og lommefilosoferen i et fængende melankolsk mix. ‘Microserfs’ er som alle andre Coupland bøger et sandt overflødighedshorn af Generation X-ironi, fremmedgjorthedsangst og popkulturelle betragtninger2. Det er stærkt givende. Læs selv bogen, der sin noget arkaiske Microsoft-centrering til trods, stadig er aldeles fremragende og måske Couplands blivende værk.

Pointen er vel blot, at Daniels form for onlinetilstedeværelse – ja, måske blogformen som sådan – siden er blevet noget nær udslettet af smidigere sociale medier.

Der er ikke længere mange, der skriver personlige blogs. Billeder vises bedre på Instagram. Twitters hurtige 140 tegn, hurtige feedback og uendelige strøm passer flere folk bedre end blogindlæggets længde og permanens. Og hvis de endelig skal publicere længere personlige tekster, så er Facebook mere populært og garanterer et publikum.

De blogs, der trods alt overlever, er i dag specialiserede og nicheorienterede. I hvert fald hvis de ønsker at have læsere. Ingen gider længere læse generalistblogs, der skriver om alt mellem himmel og jord – eller bare skribentens eget liv.

Alligevel holder jeg stædigt og reaktionært fast i den personlige blog.

Dels fordi mit liv og min person selvsagt er så uendelig interessante, at de sagtens kan bære en personlig blog … Og måske mere seriøst: Fordi det er den slags, jeg selv bedst kan lide at læse.

Emnebaserede blogs er ok og kan være givende. Hvis jeg skal læse om sydkoreansk indenrigspolitik eller anmeldelser af science fiction, så gør jeg det helst hos en dertil indrettet ekspert. Men jeg vil også stadig gerne læse om, følge og være i dialog med rigtige mennesker med ting på hjertet. Og de personer har det med stadig at grifle tekster, der er længere end tweets og som er mindre selvpromoverende, end hvad der foregår på Facebook.

Status på Udkastet.nu i juni 2015 er ganske tvetydig

  • Der er få, grænsende til ingen læsere
  • Der er få, grænsende til ingen kommentarer
  • Jeg skriver under anonymitet (næsten)
  • Det er stadig givende for mig at skrive. Jeg sætter pris på, at jeg har noget der er mit – og som jeg selv skaber

Med andre ord skriver jeg mere end nogensinde før Udkastet for min egen skyld. Jeg er glad hvis nogen stadig kigger med, men jeg regner ikke længere med det.

Som alle andre har jeg dog også behov for at blive læst, anerkendt, rost og diskuteret. Mine tidligere modstridende meldinger til trods, vil jeg derfor også forsøge at genstarte min ikke-anonyme blog. Udkastet forbliver stedet, hvor jeg skriver om det, der falder mig ind. Til gengæld vil jeg så også forsøge at opdyrke mit officielle ansigt udadtil.

Nu må vi se hvordan det går. Og om jeg skifter mening, næste gang at Den Bedre Halvdel er udenbys.

  1. Har set ‘Edge of Tomorrow’, der var udmærket, og et afsnit af ‘Sense8’, som jeg ikke helt kan vurdere kvaliteten af endnu []
  2. Hvis dit liv var syv Jeopardy-kategorier, hvad ville det så være? []

Erase/Rewind

Har brugt en del af helligdagen til at pusle om bloggen. Det er min favoritdisciplin, når jeg ikke har noget jeg absolut skal – og jeg gerne vil koble helt af.

Er for det første vendt tilbage til mit gamle design. Jeg har ellers investeret ganske betydelige summer i et par snazzy themes på det seneste, men de lider alle af at være mere moderne og æstetiske end mig.

De præsenterer sådan set teksten på en udmærket og appetitlig måde. Typografien og designet er læskende. Men grundlæggende skal de suppleres af noget, jeg interesserer mig meget lidt for: Lækre billeder til at supplere ordene. Det magter jeg ikke at levere. Det eneste kamera jeg nogensinde har ejet, sidder i min iPhone. Jeg tager simpelthen ikke særlig mange inspirerende eller pirrende billederne, og da slet ikke nok til at holde en visiuelt stimulerende billedeblog kørende. Har derfor brug for et design, der fokuserer på ordene – og kun ordene. Det synes jeg er tilfældet med det nuværende.

Dernæst har jeg ændret mening om arkiverne. For nylig deklarerede jeg ellers frejdigt, at jeg nu havde offentliggjort alle mine skriverier tilbage fra 2005. Det føltes rigtigt dengang, også med mit 10 års blogjubilæet in mente. Men … jeg har fortrudt. Der er simpelthen så meget sniksnak, vås og tidsspecifikt nonsens i 10 års indhold. Og værre: Jeg er ikke særlig anonym i en lang række af de 2000+ indlæg. Det strider mod at jeg gerne vil kunne udfolde mig frit her på Udkastet i et mere eller mindre imaginært anonymt frirum. Derfor går arkiverne nu kun tilbage til og med januar 2012. Det giver mig mere ro i sindet.

Endelig har jeg efterhånden opgivet at holde min offentlige blog kørende ved siden af Udkastet. Jeg har ganske vist tilstrækkeligt på hjertet til at grifle nogenlunde regelmæssigt her, men slet ikke nok til også at holde en mere … professionel blog kørende. Dertil er mit liv ganske enkelt for kedeligt, min indsigt for lille og mine meninger for få. Så jeg regner med at afvikle den inden alt for længe.

Introspektivt

Da jeg for 10 år siden begyndte denne blog, var Josh Rouse ‘Nashville’ det nye album jeg lyttede mest til. Mine aktuelle yndlingssange dengang var The Dears ‘Lost in the Plot’ og Bloc Party ‘So Here We Are’.

Josh Rouse albummet fik jeg af min far i fødselsdagsgave i december 2004. Formoder at han købte det i Stereo Studio i Aalborg, da det dengang stadig var, hvad man meningsfuldt kan betegne som en ‘musikforretning’. De to andre købte jeg selv i GUF butikken i Vestergade. Det var små fem år før den musikkæde gik nedenom og hjem i 2009.

Jeg lyttede meget til de tre album i foråret 2005.

‘Nashville’ er dengang som nu en klassiker. 10 melodiøse og tidsløse indie-country-folk-rock perler. ‘Winter in the Hamptons’ er den bedste The Smiths sang, som Morrissey aldrig fik lavet. Lytter stadig regelmæssigt til albummet. Det sker noget mere sjældent med The Dears og Bloc Party. De to sange er begavet med en enorm melankoli-faktor samt en patos og inderlighed, der for en 33-årig mand er næsten ulidelig.

Men dengang var de noget for mig. Og jeg ville ikke undvære at lytte til dem (eller min øvrige musiksamling), da jeg skulle et halvt år i praktik på en ambassade i Centraleuropa. De tre album indgik derfor i de to spækkede flyttekasser med cd’er, der blev fragtet ned igennem Europa i mine forældres baggagerum. De blev afspillet i den rustikt møblerede lejlighed i Na Hrádku 8 på den lille ghettoblaster, som blev købt til formålet i en elektronikforretning i shoppingcentret ved Anděl. Ghettoblasteren kom siden til at stå i mine forældres kælder, hvor den agerede radio i min fars værksted indtil at den gik itu for små tre år siden.

Alt dette skete halvandet år før jeg mødte Den Bedre Halvdel, to år før jeg blev færdig på universitetet, 8 år før jeg blev gift, 9 år før min søn blev født. Og indimellem skiftede jeg job et par gange, var udstationeret ude i Europa en gang til, købte og solgte en lejlighed med tab samt henlagde snart sagt alt mit musikforbrug til streamning. I dag ville ingen jo drømme om at fragte deres cd-samling nogen som helst steder hen. Med andre ord: Livssituationer, teknologi, vaner, popkultur forandrer sig over tid. I det perspektiv er 10 år ganske længe af et menneskes liv.

Sideløbende med det hele fulgte bloggen i dens varierende iterationer og udgaver. Offentlig, anonym, dagbog eller mere causerende over aktuelle emner. Skrivefrekvensen har været varierende, inspirationen og kvalitetsniveauet ligeså. Læserne er – ak! – indiskutabelt blevet færre, men på sin vis er det heller ikke pointen for mig længere. Udkastet er Udkastet, og den er efterhånden mest for mig selv. Jeg flirter ofte med drømme om at udvandre fra diverse sociale medier1, men ikke fra bloggen. Det er stadig her, jeg allerbedst kan lide at skrive.

Det er vel her, at dette lille reflekterende indlæg bør ende. Med en konstatering af, at jeg har været glad for at være her, at det har givet mig megen værdi at skrive – og at det, når alt kommer til alt, har været 10 aldeles gode år i mit liv.

Og nu må vi videre.

  1. Hvilket dog er vanskeligt. Jeg ville gå glip af det store kartotek over bekendtskaber, som Facebook udgør. Og Instagram er nu det sted, hvor min familie primært ser billeder af Arvingen. Så kan man jo ikke så godt lukke ned for skidtet []

Jubilæum

Jeg vågnede op med et sæt i nat1, angst for at have misset mit 10 års blogjubilæum. Men det er heldigvis først d. 17. april, så der er et par dage endnu til at få griflet et frygtelig selvcentreret indlæg om tiden der gik.

Seriøst, kan I huske jer selv for 10 år siden? Hvordan og hvem I var? Hvad I tænkte? Hvad I gik op i? Hvad I lavede? Hvad I drømte om?

Det kan jeg. Næsten da. Jeg kan i hvert fald gå tilbage og læse i mine arkiver. Det er ikke altid lige rart. 10 års mere eller mindre regelmæssige skriverier nødvendigvis må indholde ting af mindre begavet og indsigtsfuld karakter. Men man er jo som man er, og til tider er det også da skægt, at hilse på sig selv anno 2007.

Vi skrives ved de næste 10 år frem.

  1. Og ikke kun fordi Arvingen var utilfreds fra kl. 03.32 til 04.51 []

Flerstrenget

For nylig omtalte jeg, at jeg (imod mine tidligere udmeldninger) har genstartet min ikke-anonyme blog. Det er også sandt. Jeg har indkøbt en flot (og smådyr) template, så den kan få et appetitligt udseende. Der er kommet et enkelt velkommen-til indlæg. Tilmed har jeg brugt uforholdsmæssig meget tid på at tænke over indholdet – særligt snitfladerne her til Udkastet.

Her på stedet kan jeg skrive om alt. Næsten da. Jeg holder mig fra alt for meget politik og familieliv, men ellers er der frit spil.

Det giver frihed. Her kan jeg ventilere ud om gamle Game Boy spil og synthpop uden at det dukker op, når potentielle arbejdsgivere googler mit navn1. Det samme går ikke helt, hvis jeg laver samme stunt på den ikke-anonyme blog. Der skal indholdet være mere … professionelt og personligt brandet. Ja, sådan tænker man altså, når man er ligeså beregnende og egennyttemaksimerende som undertegnede.

Men det giver udfordringer!

For reelt set har jeg hverken kapacitet, indsigt eller meninger nok til at holde en jævnligt opdateret blog om politik og samfundsforhold kørende. Overvejer derfor om jeg kan krydspublicere indlæg fra Udkastet til den ikke-anonyme blog. Og i givet fald: Hvilke kan det så være? Det kunne jo være opdaterede og forberede udgaver af, ja, udkastene fra Udkastet.nu. Der grubles videres.

Andre ville igen mene, at jeg trænger til at komme tilbage på arbejdet, så jeg ikke længere har tid til at gå og spekulere over den slags enfoldigheder. De vil muligvis have ret.

  1. Håber jeg []

Ud af skyggen

Genoplivede min gamle offentlige blog efter en spontan indskydelse i går.

Udkastet.nu opfylder mit behov for at kunne skrive om alt mellem himmel og jord under en vis form for anonymitet. Men jeg mangler en platform til … well, i mangel af et bedre ord: Min personlige branding.

Tanken er, at den offentlige blog skal være mit ansigt udadtil, hvor de indsigtsfulde, analytiske og reflekterende indlæg kan blive publiceret. Imens forbliver Udkastet det sted, hvor jeg prøver mine tanker af, kan være lidt impulsiv og grifle om mine mangfoldige sære og besynderlige interesser.

Har jo egentlig en smålig drøm om at blive skribent. Har engang haft en lang og trang kronik i Weekendavisen. Så hvad kan jeg ikke drive det til, hvis ellers jeg gider lægge lidt arbejde i skrive nogle flere kloge indlæg, der ikke udelukkende handler om min navle, Postmand Per eller science fiction?

Personligt

Stødte på et af de her herligt introspektive hvad-sker-der-for-den-personlige-blog indlæg på en de Apple-sider, jeg til tider læser for at fodre min slet skjulte besættelse af nye apps og Mac. Han skriver:

One of the things that has kept me from blogging more over the years has been the problem of worrying that, or at least wondering if, the specific thing that is on my mind right now is particularly useful or interesting for my readers.

I find it sort of charming when people write “whole person” blogs that may contain material spanning from their personal emotions, to the culture they appreciate, to the work that they do, and the politics they believe in. But I also find it kind of irritating when I don’t happen to value or share in common one or more of those many disparate interests. Slogging through myriad posts about renaissance faires or meat rendering techniques, just to get the rare morsel about, say, optimizing Objective-C code, is not my idea of enjoying the written word as a reader of blogs.

And so I am very sensitive to try to keep things pertinent to the blog at hand. This has led to my having had for a long time now at least two, and often far more active blogs at a time.

Jeg er ikke enig. Tværtimod sætter jeg pris på, at folk til tider skriver om noget, som jeg ikke selv fra begyndelsen synes er udpræget interessant. Netop den personlige blogs død (og genopstandelse på Twitter) er noget, der igennem flere år har gjort mig trist og miserabel indeni. Jeg savner år 2006, hvor den klassiske personlige blogform stadig var dominerende. Det er således stadig de personlige blogs, hvor folk skriver om musik, kæledyr, film, tv, bøger, deres slankekure, hverdag, meninger, passioner, tanker etc etc, som jeg sætter mest pris på at læse regelmæssigt. Nogle indlæg er jeg ligeglad med, bevares. Og ja, de professionelle eller mere emnespecialiserede blogs kan være interessante.

Men jeg kan godt lide det der med at lære en skribent at kende over længere tid, især hvis de skriver godt og på en heterodoks måde. Det er fint nok at man ved en masse om økonomi eller vietnamesisk mad eller science fiction eller børnetøj. Hvis det er lige netop de emner man brænder for, og den niche man gerne vil skrive i, så er det fuldt ud forståeligt. Det er den strategi, altså specialisering, der reelt genererer flest læsere. Men hvis jeg skal læse med i længden, så er jeg for nysgerrig og snagende til at kunne leve med ikke at vide mere om skribenten. Jeg vil gerne lære dem bedre at kende – også udover deres interesse og kompetencer indenfor deres felt.

I forhold til indlægget ovenfor, så er jeg usikker på nødvendigheden af at have flere blogs for at kunne udtrykke sig bedst muligt. Jeg har tidligere i min snart 10-årige (sic) ‘karriere’ som blogger haft et skiftende og meget skizofrent forhold til behovet for anonymitet. Skiftet adresse adskillige gange, skrevet under pseudonym og i eget navn. I dag er jeg tilbage i den anonyme tilværelse. Ejer stadig et domæne, som jeg kan tage i brug igen den dag, at jeg får brug for en platform til at udtrykke mig offentligt. Lige nu – spændt op i det livs-industrielle kompleks mellem arbejde, småbørn og underlødige tv-serier – har jeg dog ikke nok på hjertet til at opretholde en offentlig debatprofil. Jeg kan ikke engang tage mig sammen til at opdatere min Twitter, for Guds skyld!

Læser I nogle personlige blogs, som man med fordel kan tilføje til listen over obligatoriske læsning?

I Have Seen Your Future and It Doesn’t Work

Der arbejdes atter med bloggens design. Bliv derfor ikke overrasket, hvis udseendet skifter i løbet af de kommende par dage.

Hav tålmod. En dag falder jeg nok til ro.

Update! Så er et nyt (og forhåbentlig langtidsholdbart) design på plads. Der er endnu et par ting og sager som ikke fungerer helt sømløst, herunder kommentarfunktionen, men jeg pusler løs med at få det på plads.

Jeg vedkender mig nu åbent rollen som blogverdenens svar på Bo Bedre. Når det gælder udseendet på bloggen, da er jeg både pralende, opmærksomhedskrævende, til fals for ussel mammon, glitter, perler og spejle – samt snobber hæmningsløst for småborgerligt design.