All Is Wild, All Is Silent

 

Der forsøges igen med et nyt og mere minimalistisk blogdesign. Rent visuelt kan jeg måske bedre lide det gamle, men små detaljer (umuligt at få et arkiv i siden, kommentarerne bliver dateret forkert) ødelægger fornøjelsen for den gamle og pertentlige skribent.

Nå, ja. Bevares. Foråret er på vej og safterne stiger. Forandring fryder og alt det der. Lad os se om det fungerer.

Hvid støj

Jeg skal naturligvis beklage det noget skizofrene grafiske udtryk her på siden i ugerne efter opstarten. Men jeg var – og er – ikke helt tilfreds med det layoutmæssige udtryk i de første par templates jeg har forsøgt mig med. Det første var for grimt, det andet for lyseblåt og ferskt.

Derfor er jeg nu skiftet til denne blomstrende udgave. Sandsynligvis kun kortvarigt, eftersom billedet ovenfor er lidt for sommerligt og lummert til mit bornete og pietistiske livssyn. Pyha. Jeg satser bestemt på at kunne skifte det ud med noget mere sømmeligt fra mine egne billedgemmer.

Jeg håber at finde løsningen på de layoutmæssige kvaler inden længe. Indtil da, hold ud. Alt godt kommer til den der venter.

Update! Nu med grønt græs tema i stedet! Kommentarer modtages med kyshånd (men kun hvis de er rørstrømsk rosende).

Kulturberigelse

Dagen er i dag er en anelse speciel.

Dels fordi det blev dagen hvor Skattekommissionen offentliggjorde sin snedige plan for at lægge min privatøkonomi i ruiner. Men mest fordi det er dagen, hvor jeg kan præsentere et par fremragende gæsteindlæg af to særdeles skarpe penne. Den første blev sat på en decideret bestillingsopgave, den anden fik noget mere løse hænder.

Jeg har i lange tider beundret Maries blog. Dels fordi det kulturelle niveau er lysår over den normale standard her på egnen, men især fordi hun gentagende gange har skrevet bjergtagende anmeldelser af suspekte TV-serier. Særligt de ypperlige analyser af afsnit fra første sæson af Beverly Hills 90210 bør man ikke lade sig snyde for. Da den unge dame tilmed deler undertegnedes usunde fascination af Lost, forekommer det oplagt at lade Marie være ansvarlig for den autoritative anmeldese af Lost sæson 4.

Den anden skribent, Stobbe, og jeg går langt tilbage. Helt tilbage til hjemstavnen, faktisk. Utallige er de gange hvor vi boltret os lystigt i kåd leg til Nibe Festival. Og jeg har mange gode minder fra sære samtaler om aldeles underlødige ting. Den unge mand og jeg deler ligeledes en pirrende passion for obskur musik, og lumre hentydninger med religiøse overtoner og seksuelle undertoner. Det er derfor særdeles passende, at Stobbe valgte at benytte sine frie hænder til at grifle et begavet indlæg omkring musik.

Tag godt imod de unge mennesker.