Jeg er ikke religionssociolog eller antropolog …

… men med prinsgemalens nylige død in mente, er det så ikke efterhånden åbenlyst for de fleste, at vi her i vores fredelige, sekulariserede teknokratstyrede samfund har erstattet den større mening, religionen og de store ideologier med individualiserede (pseudo)meningsgivende ’projekter’ (det perfekte hjem! det perfekte moderskab! den perfekte krop! den fede karriere!), kombineret med letfordøjelig dødsangst-udsættende popkulturel underholdning (sociale medier, tv-serier, det ’politiske spil’, sport) og en sideløbende fetischering af besynderlig fænomener a la kongehuset?

At mange af de ganske abstrakte ting vi som samfund ”går op i” på et ethvert givent tidspunkt (konkurrenceevne, ulighed, feminisme, miljøet, skattetrykket, ytringsfriheden, danskheden, underskuddet på betalingsbalancen, klimaforandringer), uanset hvor virkelige, relevante og fysiske de end er måtte være, først og fremmest tjener til at levere mening, symboler, identitetsmarkører og store fortællinger til rodløse mennesker i den korte tid, vi lever i?

At kongehusets primære funktion set i den kontekst er at levere ritualer, hemmeligheder, mystik, skandaler, romantik, glamour, cirkus, sladder og sprudlende farver for alle os i den gråskalerede middelklasseeksistens? At det derfor netop er altafgørende at de er født bedre end os andre? At vi derfor skal hælde penge i kongehusets apanage, netop fordi denne elitære tilgang er sexet, spændende og noget så pirrende forargelig?

At den flamboyante gøglerprinsgemal i overflod leverede på ovenstående symbolske konto, alt imens hans to blegbrune og himmelråbende ordinære sønner mest af alt har gjort sig bemærket med deres imponerende fertilitet, skilsmisser, sproglige nedsmeltninger og usammenhængende argumentationskæder?

Og at det danske kongehus med prinsgemalens bortgang har mistet den sidste fernis af aristokrati, indokinesisk koloniherrementalitet, excentrisk narcissime og dekadence?

Det er ærgerligt, synes jeg. Prinsgemalen var underholdende. Han leverede varen lige til det sidste, og jeg vil savne ham.

For vi har brug for en god, saftig fetisch som kongehuset for at holde meningsløsheden og nihilismen stangen. Vi må for alles skyld håbe, at der snart er nogen af de tilbageværende i kongefamilien der opper sig en smule. Der skal skrues op for dramaet. Ellers må vi se at finde os nogle bedre og mere underholdende symboler, der kan levere statsfinansieret skuespil, gak og halløj i årene frem.