Noget værre rod

Et af mine større livsprojekter (som jeg bliver ved med at udskyde) er at få genstruktureret mit musikkatalog.

Dele af mit Spotify bibliotek består ganske vist af en række tema-spillelister, hvor ‘Børnedansemusik’ er den mest anvendte. Men mørkets hjerte er ‘Bruttolisten’; min usorterede, kaotiske og uprioriterede liste af nyopdagede sange, som i skrivende stund er oppe på 1.470 sange indenfor snart sagt alle genrer.

For en mand, der rent ideologisk helst vil tænke i albums1 og stadig græder bitre tårer over at alle cd’erne står i flyttekasser i kælderrummet, er det en helt uholdbar situation.

Problemet er at jeg ikke ved hvor jeg skal begynde. Eller slutte for den sags skyld.

For hvordan strukturerer man så mange sange på en meningsfuld måde? Ud fra genrer? Stemninger? Sociale situationer som jeg forbinder med sangene?

Det bliver blot værre som tiden går. Noget må gøres.

  1. Men som i realiteten for længst er gået over til playlister og enkeltsange … []

Musikanbefalinger

Jeg har stor fornøjelse af Spotifys nye ‘Discover Weekly’ funktion. Man kan sige meget om algoritmer og big data, men mine aggregerede lyttevaner er uhyre effektive til at kvalificere forslag til musik, jeg burde lytte til. Har således stor glæde af sange som Axel Boman ‘Fantastic Piano’, Alvvays ‘Next of Kin’ og Kurt Vile ‘Pretty Pimpin’. Spotify har vist lært noget af Apple Music.

Arvingen elsker at danse. Eller, nuvel, han elsker de bevægelser som en 18 måneder gammel dreng nu engang laver, når han skal flytte kroppen til musikken (i.e dreje rundt om sig selv, bøjer i knæene som en anden hip-hopper). Favoritsangen lige nu er vidunderlige Orange Juice – ‘Rip It Up’. Den er catchy, funky og har en boblende basrytme frembragt af den legendariske Roland TB-303 synthesizer. Der er en god chance form, at ‘Rip It Up’ bliver en all-time klassiker hjemme i husstanden. Det samme gælder i øvrigt Jack Johnson ‘Upside Down’, der må kategoriseres som den perfekte børnesang.

Post-hip, Pre-retro

Jeg var så godt igang med at digitalisere min cd-samling, men ak, er siden gået i stå grundet bryllupsrejse, familieforøgelse, landsdelsflytteri, arbejde og almindelig lediggang. Ambitionen tilbage i oktober var:

Jeg er i stadig stigende grad begyndt at tænke i enkeltsange og playlister. Albumformatet giver mindre og mindre mening for mig. Har ikke længere så meget tålmodighed til at sætte et fysisk album og så lytte til det, især ikke hvis det kun tre-fire sange, jeg rigtig kan lide.

Idéen er nu, at jeg ved at digitalisere samlingen og streame det via et behændigt og brugervenligt system som Sonos (der bl.a. kan lave playlister), kan lytte til meget af det i min samling, som jeg i dag har glemt – og i en bedre lydkvalitet end Spotify kan tilbyde.  

Det holder altsammen sådan set stadigvæk. Og så alligevel. Forleden læste jeg på Grantland en fremragende klumme om cd-formatets overlegenhed. Jeg havde egentlig en ambition om at syntetisere dens argumentation i let overskuelig form, men nej, ved I hvad, indlægget er så fremragende, at det fortjener at bliver læst i sin helhed. Her er en lille snas for at pirre jeres nysgerrighed:

There’s a lot of pressure in our culture right now to essentially imagine CDs out of existence, to mentally finish off what the market is slowly suffocating. Over and over, we’re told that nobody buys them anymore. Only two demographics are commonly identified as CD purchasers in 2014: “old people” and “the semi-Amish not-quite-olds who can’t figure out technology,” the implication being that anybody who knows better wouldn’t bother. CDs currently exist in a cultural no-man’s-land recently defined by singer-songwriter Todd Snider as “post-hip, pre-retro” — the format is passé, but not so passé that it qualifies for reclamation.

….

My point is, just as there are albums that are well suited to vinyl, there are other albums that work best in other formats.

As for the CD format, I can’t imagine listening to, say, Green Day’s Dookie any other way. Dookie is to CDs what Creedence is to vinyl. It is a record resting eternally in the collective memories of aging music fans, a lost piece of data tucked inside scarcely used multidisc changers and laundry baskets full of shit leftover from collegiate apartments. The Beastie Boys’ Check Your Head is like that, too. So are OdelaySiamese Dream, and Exile in Guyville.  

Som jeg skrev i oktober, så lytter jeg meget sjældent til cd’er. Min samling står uværdigt og omsorgssvigtet i Billy-reolerne i hjørnet af mit kontor, og får kun sjældent opmærksomhed. Stort set alt musik lytter jeg i dag til på Spotifys iPhone app på vej til og fra arbejde1.

Min egen mavefornemmelse er, at ja, der findes en del albums udgivet i 1990’erne, der passer bedst til cd’er. Dookie – som jeg naturligvis også ejer på cd og lytter til netop nu – er ganske rigtigt et fremragende eksempel2. Det samme gælder i hvert fald to Flaming Lips albums (The Soft Bulletin og Yoshimi Battles the Pink Robots) og Portishead. Giv mig mere tid, og jeg kunne rable endnu flere af.

  1. Hvilket giver mig lidt dårlig samvittighed. I gamle dage spillede jeg ofte musik for Den Bedre Halvdel, og jeg bilder mig ind, at hun satte pris på det. Det har jeg ikke gjort i … ja, Gud ved hvor længe. []
  2. Hold kæft, hvor var Green Day egentlig gode tidligt i karrieren. Der er en perlerække af fremragende sange på det Dookie []