Needful Things

Jeg mangler skønlitterær inspiration. Hvad skal jeg læse nu?

For efter at have fortæret en del faglitterære de senere måneder, trænger jeg til at fordybe mig i fiktionen. Der er ganske vist en række science fiction og fantasybøger på min to-read liste, men jeg giiider ikke rigtig de to genrer lige nu.

Horror, derimod, det kan jeg godt bruge lidt af. Inspireret af min aktuelle ‘Castle Rock’ besættelse er jeg derfor gået i gang med Stephen Kings ‘Needful Things’.

Den fungerer dog ikke helt for mig, må jeg erkende. Bogen er her 10% inde i min kindle-udgave langt fra dårlig, men … jeg fornemmer at King lige om lidt kommer til at gøre den ene ting, som jeg lige siden at jeg blev far absolut ikke har kunne holde ud at læse om: At mutilere og/eller slå børn ihjel.

Det er faktisk en af de ting, jeg er træt af hos King, den der underlige hang til vold og lemlæstelse af børn. Og JA, jeg indser at A) mens disse ord skrives, så er der adskillige børn i den virkelige verden, der er kommet grumt til skade og at B) det rent konceptuelt er lidt besynderligt at klage over vold i en horrorbog. Og det helt valide anker mod min jammer og klage.

MEN: Der var altså strengt taget ingen grund til at den 10 måneder gamle dreng skulle bankes i ‘Salem’s Lot’. Og hvorfor skulle 6-årige Georgie egentlig have revet armen af i ‘It’?

Så belært af Kings noget … bekymrende track record, så er jeg stensikker på at den stakkels søde 11-årige Brian Rusk i ‘Needful Things’ er direkte på vej mod en endog særdeles smertefuld død. Hvilket jeg ikke har emotionelt overskud til at kapere lige nu, hvor jeg ved at jeg næppe får færdiggjort ‘Needful Things’ alligevel.

Så gode bogforslag indenfor snart sagt alle genrer modtages med kyshånd.

Castle Rock

Det er noget nær en evighed siden at jeg blev så opslugt af en tv-serie, at det var et moralsk imperativ for mig at se alle afsnit her og nu.

Senest det skete var i form af ‘Counterpart’ og før da ‘Frequency’. Begge serier er karakteriseret af at være eskapistiske og omhandle tidsrejser, paralleluniverser og melankoli1. Denne gang er det dog horror og Stephen King, der har fået mig frem i stolen.

Som udgangspunkt kan jeg i bedste fald kaldes en Stephen King-freelancer.

Jeg læste ‘The Shining’ engang i gymnasietiden og den herligt grumme ‘The Stand’ for et par år siden. Filmatiseringer af Kings bøger har jeg holdt mig fra, ligesom jeg heller ikke kastet mig ud i de senere års tv-serieudgaver af ‘Under the Dome’ og ‘11.22.63’. Men jeg vil sige det sådan her: Hvis der findes en bedre tv-serie udgave af Stephen Kings univers end den aktuelle ‘Castle Rock’, så bliver jeg meget, meget overrasket.

Som den notorisk elendige anmelder jeg er, så orker jeg ikke at grifle om handlingen, skuespillerne eller karaktererne i ‘Castle Rock’. Det må I selv google jer til. Rundt om på internettet har serien dog fået divergerende anmeldelser. Flere fremhæver at man nok skal være fan af King i forvejen for at sætte rigtig pris på den og ikke mindst de mange metareferencer til Kings værker.

Det ved jeg nu ikke om er korrekt. Serien er spændende og hele tiden pirrende urovækkende/uhyggelig. Man kan fint se den uden at være meget belæst i Kings bøger. Serien kulminerer (indtil videre) i afsnit 7, som er noget af det bedste og uhyggelige tv jeg har set siden … ja, siden altid, tror jeg. Så selv hvis serien ikke får en længere levetid, så bør alene det afsnit blive husket. Vi taler om et afsnit i klasse med ‘The Constant’ fra ‘Lost’, så godt er det.

Med to stadig uudgivne afsnit tilbage af den første sæson, så er jeg effektivt hooked. Jeg kan faktisk næsten ikke vente til på torsdag, når næste afsnit frigives.

Så fængende er ‘Castle Rock’.

  1. En psykolog kunne givetvis tolke interessante ting ud af, at det lige netop er den slags emner der trigger mine besættelser. []

Læsekrise

Har en midlertidig skønlitterær læsekrise. Altså, en krise for så vidt at jeg ikke har begyndt eller afsluttet en bog siden 1. juni, hvor jeg med stor tilfredshed lukkede Robert Bennett Jackson ganske vidunderlige fantasyværk ‘City of Miracles’ i. Og at jeg i skrivende stund ikke kan komme på en eneste roman, som jeg bare må og skal læse.

Min to-read liste på Goodreads er rig, ja nærmest frodig, på faglitteratur, mens det kniber mere med skønlitteraturen.

Bevares, jeg har da en del ‘nice to read’ bøger på listen, som er samlet op efter at have læst diverse ‘MOST OBSCENE HORROR BOOKS EVER!!!’ og “FANTASY CLASSICS WITH SEXY ELVES” lister på obskure blogs rundt omkring i internettets grimmeste afkroge. Men ‘must-read’ titler? Mjah. Ikke rigtig.

Inspireret af Tine overvejer jeg derfor at give Stephen Kings ‘Dark Tower’ bøger en chance mere. Jeg kløjedes dog i første bind, der var lidt for forfatterskole-skrevet for min simple smag, manglende koncentrationsevne og begrænsede kognitive evner. Følte mig på den baggrund ikke klar til at lave en så stor tids- og energimæssig investering, som en flere tusinder sider lang bogserier udgør. Bind et – ‘The Gunslinger’ – ligger dog fortsat på min Kindle, hvor den hvisker lokkende og forførende til mig. Og jeg er ikke ganske afvisende overfor idéen om at finde sammen igen.

Samtidig overvejer jeg om tiden er inde til at støve nogle af de science fiction klassikere af, som jeg i sin tid gik i stå i. For siden at arkivere – med beklagelse og et skamfuldt blik – som ej-færdiggjorte.

Det er især Dan Simmons ‘Hyperion’ og Iain Banks ‘Consider Phlebas’, jeg tænker over. Begge optræder evig og altid med statsgaranti på alle lister over bedste science fiction bøger, så hvorfor gik jeg i stå i dem og magtede ikke at se deres storhed? Der må være noget galt med mig, tænker jeg. Samme overvejelser (og selvindsigt) har jeg med Peter F. Hamiltons ‘Void’ trilogi, et science fiction univers jeg nu på 10. år stadig ikke er kommet ind i, endsige forstår det basale af. Måske man burde giver det forsøg nummer fire efterhånden, jeg er jo vild med resten af mandens bøger.

Eller måske har de nærværende læsere nogle anbefalinger? Genre er ligegyldigt, jeg er åben for det meste.

Skru op for uhyggen

The Passage Trilogy

Fire år er lang tid at vente. Og det er nu næsten fire år siden, at jeg samlede Justin Cronins ‘The Passage’ op i Amsterdam lufthavn med henblik på at slå de sidste halvanden times flyvetur ihjel på vejen hjem fra Denver.

Det må man sige lykkedes. Muligvis var jeg ramt af jetlag og i delirium, men jeg var vild med bogen. I hvert fald dele af den.

For de første 250 siders ultrauhyggelige og spændende siders verden-går-under-af-dødelig-pandemi-der-forvandler-mennesker-til-vampyrer er således blandt de læseoplevelser, jeg husker med allerstørst fornøjelse. De overstråler uden problemer Cronins åbenlyse inspirationskilde i form af Stephen King ‘The Stand’.

Efter den hæsblæsende begyndelse følger der så siden en lidt langtrukket livet-i-en-isoleret-bastion-efter-verdens-undergang sekvens, hvorefter bogen speeder op hen mod slutningen. Det samlede indtryk var uhyre positivt og jeg gik straks i gang med den på det tidspunkt netop udgivne efterfølger ‘The Twelve’.

Grundlæggende er ‘The Passage’ og ‘The Twelve’ dog to murstensromaner, der skriger efter en ondsindet og hårdhændet redaktør til at tøjle forfatterens ekspansive tendenser. I så fald var de gået fra at være fremragende, men ufokuserede, til at være all-time mesterværker. Det er fair nok at Cronin er inspireret af det episke i en post-apokalyptisk klassiker som ‘The Stand’, men at kopiere den bogs opskruede sideantal er ikke et mål i sig selv.

Nu er tredje og sidste del i trilogien, ‘The City of Mirrors’, så udkommet.

Og jeg må med skam at melde sige, at de fire lange års arbejde ikke har gjort meget for at rette op på Cronins manglende fokus og volumensyge tendenser. Og måske endnu værre: Bogen har indtil videre været nærmest blottet for uhygge.

Her 46 pct. inde i min Kindle-udgave af det, der burde være post-apokalyptisk horrorroman, har der været beskæmmende få bestialske mord og lemlæstelser. Til gengæld har der været en 100 siders miniroman, hvor trilogiens superskurk, übervampyren Tim Fanning, fortæller en vordende discipel om sin barndom, opvækst, studietid og kærlighedsliv på Harvard og i New Yorks overklassemiljø.

Det er som at læse Donna Tartts alenlange beskrivelser af en ung mands liv i ‘The Goldfinch’. Hvilket bestemt kan være være relevant, hvis man har den slags lyster.

Men udover at afsnittet er kedeligt og malplaceret i en i forvejen lang horrorbog, så har det næsten ingen relation til den øvrige historie. Jo, vi møder da et par af karaktererne fra de tidligere bøger, ligesom vi opdager, at Fannings motivation for at udrydde menneskeheden er at han aldrig fik gaflet den Manic Pixie Dream Girl han var så uskyldsrent forelsket i.

Men ellers? Intet. Det er fyld, der burde være bulldozet ud af bogen. Hele infodump-om-skurk delen af bogen er underligt klodset og påtaget. Som at Cronin havde et meget presserende behov for at vise, at han skam kan skrive andet end genrelitteratur. Og for med vold og magt at menneskeliggøre og nuancere sin ellers ganske stereotype og kedelige skurk. Men det er forgæves. Muligvis er han blodtørstig, men hans ondskab er banal og udspringer af en patetisk forelskelse. Nej, der er indtil videre vitterligt ikke meget Randall Flagg over Tim Fanning.

Så lige nu, knap halvvejs inde i bogen, er der pil nedad.

Men der er måske grobund for optimisme. For nu er der for alvor varmet op for vampyr-holocaustet mod menneskeheden. Og hvis der er noget Cronin kan – hans mange øvrige mangler til trods – så er det at fortælle så blodet sprøjter, uhyggen bliver altfortærende og kropslemmerne bliver slynget rundt i lokalet.

Jeg tror og håber derfor, at trilogien bliver afsluttet på tilfredsstillende vis. Og det kræver en afslutning på niveau med det endelige opgør mellem godt og ondt a la ‘The Stand’. Lad blodbadet begynde!

Død og ødelæggelse

Læser vanen tro noget rigtig snask for tiden: Horror og post-apokalyptiske bøger.

Hvis vi begynder med sidstnævnte, så er det Robert McCammons ‘Swan Song’ (1987). Den vandt en række fantasy/horror priser det år (bl.a. Bram Stoker Award og World Fantasy Award), så bogen har sine credentials i orden.

Det er dog vanskeligt at læse ‘Swan Song’ uden at have Stephen Kings klassiker ‘The Stand’ i baghovedet. Indtil videre1 er historien bygget op præcis som Kings bog. Vi møder indledningsvist bogens pro- og antagonister inden katastrofen (der hos McCammon er et nukleart holocaust fremfor Kings globale influenzalignende pandemi ‘Captain Trips’), hvorefter vi følger deres færden i den nye, dystopiske verdensorden. Og ligesom hos King er der en enigmatisk og overnaturlig sadist af en hovedskurk. Hos King er det Randall Flagg, hos McCammon er det ‘The Man With The Scarlet Eye’.

Jeg kan ikke helt vurdere, hvor meget McCammon intentionelt har kopieret King. Hvis ikke han har fundet, hmmm, inspiration i ‘The Stand’, vil det være noget nær et mirakuløst eksempel på identisk tankegang.

Der er selvfølgelig små og større afvigelser. McCammon opererer med en messiaslignende skikkelse (den lille pige Swan, som bogen er opkaldt efter), som modvægt til den djævlelignende igangsætter af atomkrigen. Hans ødelagte verden er også noget mere bleg, end den tilsvarende hos King. Dels skriver McCammon om muligt endnu mere brutalt end King, dels er den postapokalyptiske verden i ‘Swan Song’ virkelig ikke særlig behagelig. Hvor universet i ‘The Stand’ var præget af anarki og fanatisme, så tilføjer McCammon miljøkatastrofer og stråleskader til ligningen. Man bliver ikke just i perlehumør af at læse bogen.

Men det er selvfølgelig heller ikke meningen, at bøger om tiden efter dommedag skal være livsbekræftende. Jeg var stærkt begejstret for Justin Cronins ‘The Passage’ (2010) og ‘The Twelve’ (2012), der handler om verden efter en global vampyrepidemi. På samme måde var jeg særdeles optaget af Dan Simmons ligeledes dystopiske ‘Carrion Comfort’ (1989). Så samlet set er bøger som ‘Swan Song’ lige noget for mig. Umiddelbart er jeg ikke ligeså bjergtaget, som jeg var af ‘The Stand’2, men jeg imødeser de resterende 63 pct. af bogen med glæde.

Herudover fornøjer jeg mig med netop Stephen King, nærmere bestemt ‘Salem’s Lot’ (1975). Det er endnu en horror- og vampyrbog, og det er samtidig det tredje King værk, jeg læser (efter ‘The Shining’ og ‘The Stand’). Indtil videre er jeg behageligt overrasket. Jeg nærer som udgangspunkt en vis skepsis overfor forfattere, der dominerer så meget indenfor en genre, som King gør indenfor horror. Og King er jo ikke ligefrem højtagtet i dine finere litterære cirkler. Men derfor kan han jo godt smække en nervepirrende bog sammen. Det synes jeg faktisk man må sige, at ‘Salem’s Lot’ er. Den er fundamentalt spændende, ondskabsfuld og uhyggelig. Ikke så meget vampyrerne. Altså, bevares, dem tager man jo oppe fra og ned. Men King er god til at beskrive hverdagsondskab, lig i lasten og ubetænksomhed. Som når en teenagemor slår sin ti måneder gamle søn. Det er hjerteskærende, og så ondt, så ondt. De scener kan han skrive, som få andre.

Jeg er nu nået til det punkt i ‘Salem’s Lot’, hvor vampyrerne er på nippet til at sprede død og ødelæggelse i den lille by, hvor bogen foregår. Det er altid et interessant (og klassisk!) sted i en horrorbog, det øjeblik før stormen bryder løs, og vampyrerne/pandemien/spøgelserne/atomkrigen river det korthus ned, som forfatteren så minutiøst har bygget op indtil da. Jeg læser urolig og bekymret videre i bogen.

Forhåbentlig bliver der ikke slagtet alt for mange af mine favoritpersoner.

  1. 37 pct. inde i min Kindle-udgave []
  2. Jeg tror heller ikke at ‘Swan Song’ vil få ligeså mange popkulturelle referencer. I den ligeledes post-apokalyptiske tv-serie ‘Revolution’, bruger hovedpersonen Stu Redman som dæknavn. Læsere af ‘The Stand’ vil nok genkende det []