Årets sange 2016

Musikåret 2016 var fragmenteret, let kaotisk og præget af Spotifys ‘Discover Weekly’ funktion plus min tendens til at bruge shuffle til at tæmme den alt, alt for store og ustyrlige ‘bruttoplayliste’, jeg har opbygget siden 2013. Med det sagt, så er her de sange, der fyldte mere end andre i løbet af året

Real Lies ‘North Circular’ (2014) Lyder som et smukt gadekryds mellem New Order, Air France, Pet Shop Boys, Saint Etienne og The Streets. Bedre kan jeg ikke beskrive det Det er sfærisk electropop med blaserte tekster. Hele deres album ‘Real Life’ er vidunderligt.

Kitchens of Distinction ‘Drive That Fast’ (1990) En sen tilføjelse her i december. Jeg er vild med den ringlende guitar, den episke – nærmest stadionrockende – stemning og det fængende omkvæd

Cotton Jones ‘I am the Changer’ (2009) Meget beroligende og folket dreampop. Særdeles velegnet at skrive bureaukratiske notater til

Boxed In ‘Jist’ (2016) VIDUNDERLIG lille elektronisk popperle

Pale Saints ‘Kinky Love’ (1991) Det er ikke så tit at man kan kombinere ordene ‘lummer’ og ‘shoegaze’, men Pale Saints leverer det ypperligt i ‘Kinky Love’

Yumi Matsutoya ‘‘ひこうき雲’ (Hikōki-gumo)’ (1973) Betagende melankolsk japansk easy-listening popjuvel (med pornoorgel og det hele), opdaget i traileren til animéfilmen ‘The Wind Rises’

Sturgill Simpson ‘In Bloom’ (2016) Jeg bliver aldrig fan af hverken Nirvana eller grunge, men vil da ikke fornægte, at dele af råmaterialet er godt. Simpsons countryudgave af ‘In Bloom’ illustrerer på bedste vis hvordan en coverversion i visse tilfælde kan være lysår bedre end originalen

Nej, 2016 var ikke undertegnedes mest musikalske år. Stiftede bekendtskab med en del nye kunstnere, men næppe nogen der kommer til at revolutionere min tilværelse. Min ambition for 2017 er at få lyttet noget mere til elektronisk musik (føler mig ganske koblet af) – samt ikke mindst komme ud til nogle koncerter.

Første gang bliver 25. januar, hvor svenske The Radio Dept. spiller i Lille Vega. Ser jeg meget frem til. Savner den svenskofile musikbesættelse jeg led af i slutningen af 00’erne.

Oprørt hav

Vi var i Stockholm henover weekenden. Den sidste ferietur inden næste arving arriverer og hverdagen kollapser i logistik. Min svigermor var barnepige fredag og lørdag, så Den Bedre Halvdel og jeg havde to hele dage alene.

Vi havde med vilje fravalgt alle aftaler med venner og den øvrige svigerfamilie i byen. Det var netop tænkt som et pusterum, hvor vi kun skulle være os to. Få talt sammen, hygget, spist god mad, sovet mere end fem timer om natten og nydt lidt tosomhed inden det går løs igen.

Stockholm er for mit vedkommende også ensbetydende med Pet Sounds og Bengans. Begge musikforretninger er i tilbagegang, men holder sig flydende med vinyludvalget. Tror ikke de findes, når jeg er i Stockholm igen om et par år – i hvert fald ikke Bengans. Men jeg gjorde min borgerpligt og handlede cd’er for små 600 kr. i hver af de to.

Købte bl.a. det fremragende livealbum ‘Håkan Boma Ye!’ og den nye EP fra Håkan Hellstrøm1. Fik også udbygget min samling med et par albums fra The Embassy, Aimee Mann og Badly Drawn Boy.

sturgill-simpson-a-sailors-guide-to-earth

Mest glad er jeg dog for det nye album fra country-mystikeren Sturgill Simpson. Man kan med fordel lytte til de to overlegne førstesingler ‘In Bloom’2 og ‘Brace For Impact (Live A Little)’, og dernæst investere albummet, der er helt igennem fantastisk. Og tag så lige et kig på albumcoveret ovenfor. Det er episk og lige til en piratfilm. Alene den ustyrlige blæksprutte vil få min søn til at eksplodere i overstadig glæde.

‘A Sailor’s Guide to Earth’ kan varmt anbefales og er en stærkt kandidat til mit årets album.

  1. Der i sit nye materiale fortsætter sin deroute i retning af at lyde som en Lars H.U.G. anno ca. ‘Kysser Himlen Farvel’ []
  2. Ja, det er et cover af Nirvana []

Roskilde Festival

Sidder og titter lidt på programmet til årets Roskilde Festival. Nu hvor jeg bor i byen, så kan en snavs-og-smuds-forskrækket midaldrende mand jo relativt nemt købe en endagsbillet, uden at skulle være bekymret over logistikken eller badeforholdene.

Vanen tro får festivalprogrammerne mig til at føle mig tudsegammel og fremmedgjort. Mange af navnene har jeg aldrig hørt om. Dem jeg har hørt om, kan jeg som regel ikke lide. Tilmed irriterer min stadigt ekspanderende ignorance mig ikke engang særlig meget længere. For jeg ved jo godt, at musikken alligevel ikke er ligeså god, som dengang jeg var yngre. Og ja, jeg ER på fast-track til at blive en gnaven gammel mand.

Nå, men hvem kunne jeg så overveje at se?

Neil Young. Jaeh, ham ville jeg nok prioritere. Kan lide en del af hans albums, om end det er hans mere country/americana/folk repertoire, som jeg foretrækker. Kan ikke helt gennemskue hvordan hans sangkatalog bliver oversat til en festival anno 2016. Var egentlig af den opfattelse, at han efterhånden kun gav koncerter af typen sid-ned-og-lyt-andægtigt

New Order. Naturligvis. Et af mine sub-yndlingsband. Alene udsigten til at de spiller ‘Blue Monday’ er mere end rigeligt

Tame Impala. Udgivet interessante albums (og lyt lige til HAIM remixet af ‘I’m a Man’, det er en vaskeægte fornøjelse). Det meriterer som minimum min fysiske tilstedeværelse

Sturgill Simpson. Psykedelisk neo-country, ja tak

Courtney Barnett. Har kun hørt ‘Depreston’, ‘Pedestrian at Best’ og ‘Nobody Really Cares If You Don’t Go To The Party’. Alle tre er imidlertid fremragende og borger for at man dukker op til koncerten

Fem navne ud af et alenlangt program. Det er ikke imponerende. Men det er fuldt ud muligt – ja, faktisk sandsynligt – at det er mig, og ikke Roskilde Festivalen, der er noget galt med. For måske jeg hellere burde opsøge Heartland (Flaming Lips, Sun Kil Moon, Low) eller Tønder Festivalen (Jason Isbell, Avett Brothers) for at finde noget til mit formørkede og melankolske sind.

Skal nogle af læserne til festival i år – og hvilke musikere ser I frem til?

Lonesome, On’ry and Mean

For efterhånden et godt stykke tid siden fortalte jeg om min daværende besættelse af Sturgill Simpsons kosmiske countrymesterværk ‘Turtles All the Way Down’.

Den seneste uges tid har jeg så lyttet en del til Simpsons pejlemærke i outlaw country genren: Waylon Jennings. Han er forrygende. Mere herom om et øjeblik.

For det aktuelle forårs country-trip begyndte egentlig i sidste weekend, da Spotifys shuffle-funktion ved et tilfælde fandt Johnny Cash – ‘Jackson’ til mig under en gåtur med Arvingen i Amager Fælled. Den sang kan man altså sagtens gå og brumme til sammen med en tilfredst klappende Arving.

Og det var via ‘Jackson’ at jeg kom til at lytte til Waylon Jennings perler som ‘Lonesome, On’ry and Mean’ og ‘Honky Tonk Heroes’. Giv dem et lyt, I vil blive overraskede1.

Country er stadig en genre, som jeg nærmer mig med spæde og nervøse trin. Jeg indledte for et par år siden med Alt-Country rock (Whiskeytown, Drive-By Truckers) og Folk (Neil Young, Crosby, Stills & Nash), og har siden bevæget mig dybere ind i hillbilly land ved at læse den altid inspirerende Søren McGuires blogindlæg om ny og gammel country. Det er ganske fornøjeligt, faktisk. Det er skægt at gå opdagelse i en genre, som man ellers troede var blottet for kvalitet. Og det er interessant at opdage, at ja, man kan faktisk ændre præferencer og lære noget nyt i takt med at man bliver ældre. Mit 19-årige alter ego ville givetvis være målløs over indholdet i dette blogindlæg.

Har I ændret smag i musik henover tid? Eller er det (grundlæggende) stadig det samme I kan lide nu, som for 10-15 år siden?

  1. I øvrigt overvejer jeg at lade ‘Lonesome, On’ry and Mean’ (ensom, gnaven og ondskabsfuld) være de officielle adjektiver til at beskrive min eksistens []

Metamodern Sounds in Country Music

Det hænder at en sang bider sig fast i min underbevisthed. For tiden er det Sturgill Simpsons syrede Outlaw country sang ‘Turtles All the Way Down’. 

Den er perfekt. Tør jeg godt sige. Akustiske og elektrisk guitar krydses med Mellotron, og en tekst om Jesus, Buddha, kosmologi, stoffer og fysik – blot for at munde ud i den evigt gyldige erkendelse: “Love is the only thing that saved my life”. Jeg har ikke hørt eller hørt noget så kosmisk siden Pete Townshends Meher Baba periode eller Rogers LSD-scener i ‘Mad Men’

Og så fik jeg endnu en mulighed for at bringe et Hawai’i billede. Denne gang fra Two-Steps på Big Island. Hvilket jo er det halve af fornøjelsen, især her på en småsløj efterårsaften i Nordeuropa.