Au revoir, Apple

Brugte evigheder på at researche og købe en ny bærbar. Jeg ventede og ventede og ventede på Apple. Ville gerne have en ny Mac som afløser for min kaffespilds-ramte MacBook Pro. Men de nægtede at udgive en ny model. Det antog farceagtige proportioner. Efter halvandet år opgav jeg. Købte min elskede Lenovo T460s, hvis tastatur nu dagligt giver mig fortryllende skriveoplevelser.

I går præsenterede Apple så endelig deres opdaterede MacBook Pros. Der er intet revolutionerende ved dem. De er lidt hurtigere, lidt lettere, lidt bedre skærm. Har fået en eller anden touch screen funktion, som det er vanskeligt at vurdere begavelsen af ud fra billeder. Selvfølgelig kommer maskinerne kun i prisklassen ’svinedyr’ til ’økonomisk ruin’. Så det er sikkert glimrende alt sammen.

Apple har dog også indført det gudsjammerlige tastatur fra deres infame MacBooks.

Og det er en deal breaker.

For efter at have nydt min Lenovos intet mindre end fabelagtige tastatur, så nægter jeg at gå over til Apples inferiøre plastiktaster. Det er umuligt at skrive på henover længere tid. Det ville efterlade mig deprimeret og absolut drænet for kreativitet.

Så selvom jeg savner Apples styresystem, deres økosystem af apps, samspillet med min iPhone og de bedre skærme på en MacBook Pro, så bliver jeg sammen med Lenovo og Windows fremadrettet. Min skriveglæde er simpelthen større sammen med dem.

Gået over til den anden side

For nylig ankom den så. Den nye laptop jeg har anskaffet mig efter mere end et års overspringshandlinger og frenetisk internetresearch.

Det afgørende skub kom, da min ellers så højtelskede MacBook Pro gik småagurk. Dens batteri har længe været upålideligt efter et begrædeligt uheld med en kop kaffe, men det var først da menuerne i styresystemet begyndte at hoppe og danse, at digerne som holdt min købelyst tilbage bristede.

Og efter at have været dybt, dybt investeret i Apples økosystem siden 2012, er jeg nu tilbage på Windows platformen med min nye elskerinde: Lenovo T460s.

T460s

Paradigmeskiftet skyldes dels en tiltagende lyst til at prøve noget nyt, dels at Apple igennem længere tid har gået mig på nerverne. Deres inkrementelle hardwareforbedringer og eksorbitante prisniveau blev i sidste ende for meget. De bliver ved at præsentere produkter, jeg ikke vil have – og de produkter jeg gerne vil have, forringer de (i.e: Deres telefoner bliver større, deres laptops bliver mindre).

Lenovoen blev valgt, da den i samtlige tests har fået hæderen for ‘best laptop keyboard’, et exceptionelt vigtigt kriterium for en wannabe-skribent som undertegnede. Jeg betragter min hjemmelaptop som et uundværligt medium for udlevelsen af min kreativitet og skabertrang, så jeg ville ikke kunne leve med et dårligt keyboard.

Derudover har Lenovoen en ond, ond processor, en smuk skærm og er slank og let som en mynde (i hvert fald sammenlignet med min blytunge MacBook 15″). Den er muligvis ikke så æstetisk besnærende som en laptop fra Apple, men den er stærk og beregnet til at skabe ting på.

Her er mine umiddelbare refleksioner efter lidt over en uge i selskab med Lenovoen:

  • Tastaturet er en fornøjelse at arbejde på, også selvom jeg primært bruger laptop’en koblet op til min eksterne skærm og med et tilsvarende eksternt tastatur. Lenovoen er dejlig at skrive med, både mens man sidder i sofaen eller til politiske møder
  • Skærmopløsningen er næsten for høj til mine gamle øjne. Det er issue, især når jeg snyder i Bundesligaen i mit gamle Football Manager 2012. Øjnene blev knebet en del sammen indtil jeg fik bakset mig frem til en håndterbar opløsning
  • Relateret hertil: Jeg savner ikke Apples styresystem som sådan, men af og til er Windows ikke ligeså elegant og brugervenligt. Eksempelvis var skærmopløsningsproblematikken et eksempel på noget, der i MacOS kan fikses med to-tre klik og lækkert intuitivt design, men i Windows 10 kræver adskillige klik og tidskrævende indstillinger af opløsningen og skaleringen. Der er flere justeringsmuligheder i Windows, men det er også mere komplekst og gumpetungt. MacOS virker lidt mere … intelligent end Windows 10
  • Et klart minus og stort trin ned i forhold til hardware fra Apple: Jeg savner i høj grad MacBook’ens trackpad. Den er klasser bedre end Lenovoens, som virker tung, upræcis og bøvet i sammenligning. Det ødelægger ikke tastaturet som sådan, men hvis Lenovo blot kunne finde ud af at konstruere en trackpad af samme kvalitet som Apple, ville det være noget nær det ultimative sæt af skriveværktøjer
  • Lenovoen larmer mere end jeg er vant til fra Mac’en, også på tidspunkter, hvor den ikke er videre belastet. Det undrer mig lidt, men måske det bare er noget jeg skal vænne mig til efter at have arbejdet med de facto lydløse Macs i nogle år

Samlet indtryk er et stort minus (trackpad) og et stort plus (tastaturet) kombineret med en ‘neutral’ (fra MacOS til Windows 10). Jeg savner ikke rigtig nogle apps fra Apple økosystemet (dem jeg brugte mest i min Mac-tid var i forvejen platforms-agnostiske), og jeg har en forhåbning om at det alt sammen vil booste min skriveproduktivitet og kreativitet. Om ikke andet, så får jeg nu frigjort opmærksomhed og tid fra at sidde og drømme om hvilken laptop, jeg gerne ville købe!

Træt æble

Ved ikke hvor jeg sådan for alvor mistede min værdighed, anstændighed og sjæl, men jeg tilbragte intet mindre end 1 time og 45 minutter i går aftes i selskab med at livestreame Apples produktpræsentation.

Det er første gang i mit liv, at jeg på den måde har været slave af kapitalen og erhvervslivet. Kønt var det ikke, som jeg sad der på sofaen og håbede på at blive forført.

Grundlæggende identificerer jeg ikke mig selv som Apple-fan, men der er efterhånden et uhørt højt antal Apple devices i husstanden. Et par af dem er ganske vist arbejdsrelaterede, fortæller jeg mig selv, men grundlæggende er alt vores elektronik at finde i Apples økosystem.

Tidligere på året flirtede jeg med Android og Windows.

Men da jeg indså hvor dyrt og opsparingskrævende det er at blive husejer, fik jeg aldrig handlet på mine pludseligt opståede og irrationelle må-have-ny-elektronik-behov. Selvom fornuften dermed satte en stopper for den affære, så er lysten til at udskifte mine devices ikke forsvundet. Og derfor sad jeg i går aftes og håbede på, at Apple ville introducere noget, som end ikke barn, bolig og bugflæsk kunne forhindre mig i at købe.

Det er nok derfor, at de ting, de rent faktisk fremviste føltes som sådan et antiklimaks.

De fortsatte med at pølse rundt i deres ligegyldige ur og introducerede en iPad på størrelse med en hest. De prøvede ihærdigt med gøgl og røgelse at forlede folk til at tro, at de nyeste iterationer af iPhonen er et stort trin op, men der skal altså mere end en ekstra trykfølsom skærm til. Eneste rigtig gode nyhed er den nye udgave af Apple TV, som jeg med statsgaranti kommer til at investere i.

Men for mig er bundlinjen efter i går:

  • Den nye udgave af Apple TV ser spændende ud, selvom jeg næppe kommer til at anvende Siri funktionen
  • Jeg elsker min nuværende iPhone 5S, og kan ikke forstå, at Apple nægter at lave nye modeller i samme størrelse. Det forbliver en gåde for mig, hvorfor i alverden forbrugerne ønsker smartphones på størrelse med murstene. Når det så er sagt, så kommer jeg antageligvis til at rekvirere en 6S eftersom batteriet på min 5S’er er døende
  • Der kommer en ny udgave af iPad Mini, som jeg godt kan lokkes til at købe. Den ser snazzy ud og min nuværende Air er lidt for stor til at jeg finder den rigtig handy. Hvis jeg køber en Mini, kan min nuværende Air passende blive legetøj for Arvingen
  • Mit egentlige hjertebarn – Apples computere – blev slet ikke nævnt i går. Jeg håber dog, at de snart vil introducere en ny udgave af deres 21″ iMac, så den får en Retinaskærm. Sådan en snack vil jeg gerne have!

Samlet set står tilbage, at det efterhånden føles som meget længe siden at Apple præsenterede noget radikalt innovativt, som vil forandre hverdagen, markedet og måden man tænker devices på. iPhonen var revolutionerende. iPad’en var revolutionerende i sin tid. Apple har reelt ikke leveret noget lignende side at Jobs døde. Måske det heller ikke er nødvendigt.

Men jeg begejstres ikke af inkrementelle forandringer. Hvis jeg skal glemme alt om alle andre producenter OG betale de absurd høje priser for Apple-produkter, så forventer jeg noget mere. Leverpostej og blålys gør det ikke for mig.

Episke ringetoner

En af mine all-time yndlingsoverspringshandlinger er at finde den perfekte ringetone. Den skal være classy, fængende, have en høj popkulturel værdi og underbygge mine sociale kapital, hvis og såfremt telefonen ringer mens jeg er i det rigtige selskab. Det er en kunst ud i personlig branding og selviscenesættelse. Der er ikke noget mere sølle end folk uden en proaktiv og udspekuleret ringetone!

I skrivende stund har jeg Stumbleines mesterlige cover af Mazzy Star ‘Fade Into You’. Den fungerer udmærket, særlig for dem der var unge dengang originalen udkom i 1994. Tidligere har jeg haft Josh Rouse ‘Directions’, My Bloody Valentines ‘Sometimes’ og R.E.M ‘The Great Beyond’. Alle har fremragende og fængende åbninger, men er lidt for tunge ud i det slut-90’er indierockede. Jeg har brug for variation af og til.

Lige nu overvejer jeg at skifte genre over mod det mere acid-housede. Så hvad tænker I om:

Hvilke ringetoner har I?

Optøet forhold til Microsoft

Det er kommet snigende de senere måneder … men jeg hader ikke Microsoft mere.

Forstå mig ret: Jeg elsker stadig min MacBook Pro. Jeg holder af min iPad og synes ok godt om min iPhone, men det er Mac’en der er min sande kærlighed. Hele økosystemet med Apps centreret om OS X er der, hvor jeg bedst kan lide at arbejde. Jeg er tilmed så gammeldags, at jeg stadig foretrækker at arbejde foran hakkebrættet, fremfor at være på mobile enheder. Sender meget nødig en e-mail fra min mobil, med mindre jeg er tvunget til det. Dét at skrive og være kreativ hører i mit sind uløseligt sammen med min Mac (eller til nøds en stationær PC). Så Apple er stadig min favorit, når det handler om hardware og styresystemer.

Men Microsoft, ikke sandt? De er ved at gøre comeback i min verden. Især Office.

Bevares, jeg synes stadig at Windows i alle dets afskygninger er rædsomt og besværligt. Kommer aldrig til at holde af det styresystem. Det er clunky og belastende. Men jeg er som nævnt efterhånden ganske lun på Office-pakken. Den vinder mere og mere på mig.

Det er delvist arbejdsbetinget, men ikke helt – for jeg har frivilligt tegnet abonnement på Office 365. Men man kan vel sige, at jeg endnu ikke har været ansat på en arbejdsplads, der ikke var centreret om Office. Det er Outlook, Word, Excel og Powerpoint, som styrer showet. Og det går mig slet ikke så meget på, som det tidligere gjorde. Der er klare synergier for mig ved også at anvende Office privat.

Egentlig mener jeg også at Microsoft og Office er kommet godt efter det, når det handler om at skabe et uproblematisk og sammenhængende flow. Det er måske ikke ligefrem en fornøjelse at arbejde i Word, men det fungerer stadig bedre. Det taler fint sammen med andre programmer.

Og endnu vigtigere: Der er en ny udgave af Office til Mac på vej. Den nuværende udgave er fra 2011 og er skingrende rædsom, men de nye previews af Office til Mac er slet ikke så åndssvage igen. Jeg kan godt se mig selv forlade Pages til fordel for Word 2016, når vi engang når dertil.

Der er dog også tale om en push-effekt. Google skubber mig over mod Microsoft.

Jeg opfatter Google som et ondere og mere dubiøst foretagene end Microsoft. Deres ækle tendens med at logge én ind på Chrome uden man beder om det, registrere søgninger og generelt være overvågende, gør mig tom indeni. Jeg ved ikke rigtig … men jeg er simpelthen ikke tryg ved at henlægge ting som e-mails og arbejde hos Google. De er for omklamrende. Deres tjenester og apps er måske smarte, men det kommer altsammen med en pris. Microsofts ydelser er muligvis noget tungere at danse med end Googles, men de er i det mindste ikke så pokkers allestedsnærværende online.

Så jeg er gået fra Gmail til Outlook.com i mine private e-mail. Og orienterer mig via Office 365 mod Microsofts portefølje. Min browser er nu Safari fremfor Chrome. Hvis ikke det var fordi min Gmail er praktisk at have som buffer, når jeg skal registrere mig hos virksomheder, så havde jeg forlængst nedlagt den. Vil kort sagt helst så lidt som muligt at gøre med Google – og så er Microsoft en oplagt samarbejdspartner.

Hvad med jer? Er der nogen virksomheder, I har mistet den grundlæggende tillid til?

Maskinen er skør

Min elskede Mac er muligvis dødssyg. Jeg er ikke sikker, men det er sandsynligt. Hvilket er en ubærlig situationen for mig. Ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Havde hende med på arbejde – jeg er simpelthen mere produktiv, når jeg er sammen med hende – og i et sløset øjeblik … spilder jeg kaffe ud over hende.

Jeg forbander mig selv nu. Det var naturligvis ikke med vilje, at jeg skamferede hende. Men som hun lå der med bugen i vejret og dårlig automatkaffe løbende ud af sig, døde min sjæl lidt.

Har aldrig haft en maskine, som jeg er mere forelsket i end min 15″ Retina Mac. Hun er vidunderlig at arbejde på. Skærmens kvalitet gør mig lykkelig. Hun er hurtig og effektiv. Jeg hader at skulle henlægge mit dagarbejde på Windows-maskiner, når jeg i stedet kunne være sammen med hende. At jeg har skadet hende giver mig mavekramper og ticks ved øjet.

Så nu venter jeg uroligt.

Jeg har fulgt næsten alle gode råd til at tørre en gennemblødt Mac. Og hun fungerer, men der er urovækkende tegn. Hun skal bruge meget lang tid på at vågne. Jeg synes hun bliver varm meget hurtigt, og batteriet virker små-screwed up. Hvis hun en dag pludselig bare bliver liggende der, og ikke vil stå op, så ved jeg hvad der er galt. Og jeg vil vide, at det er min skyld.

Det er nærmest ikke til at holde ud.

How to disappear completely

Jeg var ikke kontaktbar i går. Det var der selvfølgelig en grund til, en god en af slagsen til og med. Efter en langvarig, intens og hed flirt har jeg endelig fået investeret i Emerson. Ja, det hedder den altså, min nye iPod Nano. Ved godt at modellen blev populær for længe siden og jeg er hoppet ganske sent på vognen, men havde desværre ikke råd før nu. Brugte det meste af eftermiddagen på at nørde musik, lave playlister, hente nye sange osv. osv. osv. Emerson er i sandhed dygtig og i al beskedenhed noget nær det hurtigste dyr i skoven. Derfor er han selvfølgelig også opkaldt efter Emerson Fittipaldi, den legendariske brasilianske Formel-1 kører fra 70’erne. Testen blev lavet på en løbetur om søerne i går – og JA!, den slags selvpineri går simpelthen hurtigere med Nordstrøm‘s Berlin (årets sang indtil videre) i ørerne.