Det digitale forbrug i 2016

Det var et helt ekstraordinært pauvert film år. Jeg så én og kun én film: Star Wars ‘The Force Awakens’ tilbage i januar måned. Nej, vent. Det er ikke helt sandt. Jeg fik også streamet ‘Interstellar’ og ‘Edge of Tomorrow’ undervejs. Alle tre var gode film, nok især den tankevækkende ‘Interstellar’. Det er ikke længere så tit at de laver mainstream science fiction film, men det gjorde de i dette tilfælde. Den er skøn.

Interstellar

Men det næsten ikke-eksisterende filmforbrug befæster blot tendensen fra de sidste tre-fire år, nemlig at jeg er blevet koblet fuldstændig af filmmediet. Ved heller ikke helt hvad jeg er gået glip af i 2016? Kom der nogle gode og helt uundværlige film? Jeg vil gerne se den nye ‘Star Wars: Rogue One’, ligesom ‘Arrival’ lyder lovende. Men hvad ellers?

Det var ikke meget bedre på tv-serie fronten. Vi fik set anden sæson af ‘Les Revenants’, det meste af ‘The Blacklist’ og gik begrædeligt nok i stå i ‘The Americans’. Årets mest positive oplevelse var imidlertid den spændende ‘The Path’ på HBO, hvor man følger livet i en kult.

Jeg har ikke for alvor set ‘Breaking Bad’, så er fuldt ud i stand til at nyde Aaron Paul som andet end Jesse Pinkman. Han er virkelig stærk i ‘The Path’, som kultmedlemmet der begynder at tvivle. Serien er et lidt atypisk hit her i husstanden, for den involverer hverken metafysik, alternative virkeligheder, tidsrejser eller science fiction. Den er et klassisk drama, hvor det ikke er kulten som sådan der er interessant, men snarere livet og de sociale dynamikker. Er meget spændt på anden sæson, som jeg vil prioritere højt at få set i 2017.

Et medie jeg til gengæld passede trofast var podcasts. Lyttede allermest til Den Korte Radioavis, som jeg opdagede efter alle andre tilbage i marts måned. Jeg er dybt imponeret over hvor begavet satire de kan levere hver evig eneste dag.

Ved ikke om analogien giver mening, men Den Korte Radioavis er satirens svar på The Smiths. Jeg har nu bogstaveligt talt hørt hundredevis af timer af programmet, og jeg kan måske udpege 1-2 brudstykker som jeg ikke fandt morsomme. Det svarer til The Smiths, hvis bagkatalog er fejlfrit – måske lige med undtagelse af den forbryderisk ringe ‘Golden Lights’.

Ellers nød jeg især ‘Kongerækken’, visse af Medianos udsendelser og ikke mindst mine obligatoriske podcasts om amerikansk sport: First Take og Bill Simmons. Selvom det er ved at være tre år siden vi var i USA sidst, bruger jeg diverse sportsudsendelser til at opretholde en ersatz-følelse af landet. Egentlig lidt sørgeligt når man tænker over det.

Hvad med jer? Hvilke popkukturelle og/eller digitale ting nød I i 2016?

Film og TV året 2015

Bedste TV-serie oplevelser

The-Americans-Season-3

Det har ikke været et epokegørende tv-serie år. Mere drift end udvikling. ‘Mad Men’ blev afsluttet fint, synes jeg. ‘Supernatural’ slingrer videre, mens vi er gået mere eller mindre i stå i ‘Haven’, ‘Warehouse 13’, ‘Continuum’. Den Bedre Halvdel og jeg holder stadig fast i ‘Grimm’, ‘Scandal’, ‘Helix’, ‘Sleepy Hollow’ og ‘Strike Back’ sammen, ligesom jeg har haft gode stunder med ‘Narcos’ og ‘House of Cards’ alene. Endelig har vi også haft fornøjelsen af 2,5 sæson af ‘Blacklist’. Så absolut bedste oplevelse var dog de to første sæsoner af ‘The Americans’. Det er en fuldstændig fremragende serie, indtil videre uden et eneste svagt afsnit. Få den dog set!

 

Bedste filmoplevelser

BestEnemies

2015 var endnu et år, hvor tv-serierne fuldstændig skubbede filmene ud på sidelinjen. Jeg så stort set kun ‘Jurassic World’, der så til gengæld var ganske eminent god. Og her til sidst fik jeg også set den interessante dokumentarfilm ‘Best of Enemies’, der omhandler debatterne mellem William F. Buckley Jr. og Gore Vidal op til demokraterne og republikanernes partikonventer i 1968. Generelt er jeg ganske optaget af amerikansk politik i 50’erne og frem, især af de kulturkampe, som også i dag præger debatten derovre. Filmen er værd at se, hvis man har lignende tendenser.

Samlet set et ok tv og film år.

Pt. ser jeg mest frem til at se tv-udgaven af ‘The Expanse’ bogserien, som jeg har læst med stor fornøjelse.

The Americans er stadig midt-10’ernes bedste tv-serie

Det er vitterligt ikke særlig kønt når det sker, men i går lavede jeg et begejstret rumpehop fra sofaen1 og udstødte et tilfreds grynt. Jeg opdagede nemlig, at man nu kan streame sæson to af ‘The Americans’ på den danske Netflix.

Jeg var stærkt begejstret for den første sæson, og vi så straks et nyt afsnit. Og på mirakuløs vis holder serien sin nærmest enestående høje klasse og kvalitet.

Serien er faktisk så fremragende, at jeg det meste af tiden glemmer at hovedrollerne spilles af hende den utålelige skinke fra ‘Felicity’ og den flamboyante homoseksuelle bror fra ‘Brothers & Sisters’. Tidsbilledet af et et sen-Kold Krigs USA er sublimt udført. Jeg tror mere på ‘The Americans’ billede af 1982, end jeg på noget tidspunkt har troet ‘Mad Men’s fortærskede jerk-off til 60’er mode.

Og så er seriens historie basalt spændende. Storartet fortalt, og hele tiden med en melankolsk undertone.

Se hellere ‘The Americans’ før end senere. I vil ikke fortryde det.

  1. Min nedre ryg løftede sig et ganske pænt stykke op i luften og mine arme kom i svingninger []

Månedens kulturforbrug

Bevares, forældreorloven og en intens arbejdsperiode betyder, at jeg ikke har fået fortæret så meget kultur, som jeg egentlig gerne ville de senere måneder. Lidt er der dog kommet ind under vesten.

Bøger
Jeg omtalte tidligere min episke dyst med Mark Greengrass’ monumentale og meget kloge (men også meget lange) ‘Christendom Destroyed’. Det endte med at bogen vandt. Jeg kom ikke igennem. Den står nu på reolen og kigger hånligt og spottende på mig.

På den skønlitterære front har jeg læst Robert Jackson Bennetts fortrinlige tur ud i fantasygenren i ‘City of Stairs’. Til gengæld gik jeg i stå i ‘Barrayar’, det andet bind af Lois McMaster Bujolds bogserie ‘The Verkosigan Saga’. Første bog var ellers udmærket sci-fi i et interessant univers, men så gik der for meget slotsintriger over handlingen. Fik heller ikke læst Brent Weeks’ ‘The Black Prism’ færdig. Hovedpersonerne var ganske enkelt for kedelige til at jeg kunne holde interessen fanget.

Nu er jeg i et limbo. På mit skrivebord ligger der i øjeblikket Adam Tooze ‘The Deluge: The Great War and the Remaking of Global Order 1916-1931’ og Richard J. Evans ‘The Coming of the Third Reich’. Begge er fysiske bøger, der kræver at jeg har tid og lejlighed til at fortære dem i ro og mag med lyset tændt. Det er hårde odds. Så er det lidt nemmere med skønlitteraturen, som jeg primært læser på min Kindle. I øjeblikket har jeg en gyserbog liggende, men den er en anelse for creepy for mig.

Artikler
De fleste artikler får jeg skimmet, snarere end virkelig grundiglæst. Her er et par stykker af dem, som jeg tænkt lidt mere over end normalt.

Tv-serier
På tv-seriefronten går det ganske stille. Hvis vi er heldige får vi set et enkelt afsnit, når først Arvingen langt om længe er faldet i søvn. Vi fik afsluttet første sæson af ‘The Americans’, der er helt eminent. Det er årets indtil videre varmeste anbefaling.

Siden da har vi også fået set ‘Helix’, en serie der lagde stærkt ud i stil med det legendariske afsnit ‘Ice’ fra første sæson af ‘X-Files’ (= arktisk base, mystisk virussygdom, intet er som man tror), men som jeg siden syntes gik lidt ned af bakke. Forklaringen på det kunne selvsagt også være, at jeg havde en grim vane med at surfe samtidig med at jeg så serien. Den noget flygtige opmærksomhed fra min side kan muligvis medvirke til min noget lunkne evaluering af serien.

Nu er vi gået igang med tredje sæson af ‘Grimm’, mest af alt for gammel kærligheds skyld. Der er ikke så mange overnaturlige serier tilbage, så man bør pusle og pleje dem, der stadig holder stand.

The Americans

Jeg er mere end almindeligt begejstret for servicen Unblock US, der gør det muligt at skifte region på eksempelvis ens Apple TV. Det er meget behændigt, hvis man vil have adgang til det lysår mere interessante indhold på den amerikanske udgave af Netflix.

Lige nu er det dog den hollandske udgave, jeg er tunet ind på. Og det skyldes én bestemt serie: The Americans.

The Americans

Havde i efterhånden lang tid læst om, hvor god en serie det er. Alle de relevante og indsigtsfulde mennesker på The New Yorker, Twitter og Grantland havde hypet den. Stor var glæden derfor, da jeg opdagede at de havde den i Holland. Her efter fire afsnit må jeg sige, at rosen er mere end fortjent. Der er klart potentiale til at erobre titlen som bedste serie set i 2015.

Serien foregår under den kolde krig i 1981. Vi følger to sovjetiske KGB-agenter, der agerer ægtepar – med børn og hus i forstaden – alt imens de spionerer. Serien har en grundlæggende spændende historie, men derudover er der masser af emotionelle spændinger.

De to agenter har boet sammen i 15 år og har børn sammen – men elsker de hinanden? Hvad med børnene, der er født og opvokset i USA, og tror at forældrene ejer et rejsebureau? Hvordan skal det gå med dem, hvis/når de opdager sandheden om forældrene? Endelig er det selvfølgelig ret interessant at man følger (og holder med) de ‘onde’. Det er lidt The Sopranos om igen, hvor man også fulgte en skurk – i hvert fald ud fra gængse termer.

Endelig er det popkulturelt spændende. Hvor Mad Men som bekendt foregår i 1960’erne, så tegner The Americans et billede af Reagans USA i begyndelsen af 1980’erne. Seriens soundtrack er fuld af periodens sange. Det er lidt af en guldgrube. Som jeg sidder her og grifler, har jeg den sidste halve time lyttet til for mig hidtil ret ukendte – men fremragende! – sange fra The Who, Phil Collins, Echo & The Bunnymen, The Cure, Squeeze, Mountain, Pat Benatar og Iggy Pop.

Med andre ord: En serie der har noget alle. Spænding, samfundsforhold og hipsterfaktor. Varmt anbefalet