Gået over til den anden side

For nylig ankom den så. Den nye laptop jeg har anskaffet mig efter mere end et års overspringshandlinger og frenetisk internetresearch.

Det afgørende skub kom, da min ellers så højtelskede MacBook Pro gik småagurk. Dens batteri har længe været upålideligt efter et begrædeligt uheld med en kop kaffe, men det var først da menuerne i styresystemet begyndte at hoppe og danse, at digerne som holdt min købelyst tilbage bristede.

Og efter at have været dybt, dybt investeret i Apples økosystem siden 2012, er jeg nu tilbage på Windows platformen med min nye elskerinde: Lenovo T460s.

T460s

Paradigmeskiftet skyldes dels en tiltagende lyst til at prøve noget nyt, dels at Apple igennem længere tid har gået mig på nerverne. Deres inkrementelle hardwareforbedringer og eksorbitante prisniveau blev i sidste ende for meget. De bliver ved at præsentere produkter, jeg ikke vil have – og de produkter jeg gerne vil have, forringer de (i.e: Deres telefoner bliver større, deres laptops bliver mindre).

Lenovoen blev valgt, da den i samtlige tests har fået hæderen for ‘best laptop keyboard’, et exceptionelt vigtigt kriterium for en wannabe-skribent som undertegnede. Jeg betragter min hjemmelaptop som et uundværligt medium for udlevelsen af min kreativitet og skabertrang, så jeg ville ikke kunne leve med et dårligt keyboard.

Derudover har Lenovoen en ond, ond processor, en smuk skærm og er slank og let som en mynde (i hvert fald sammenlignet med min blytunge MacBook 15″). Den er muligvis ikke så æstetisk besnærende som en laptop fra Apple, men den er stærk og beregnet til at skabe ting på.

Her er mine umiddelbare refleksioner efter lidt over en uge i selskab med Lenovoen:

  • Tastaturet er en fornøjelse at arbejde på, også selvom jeg primært bruger laptop’en koblet op til min eksterne skærm og med et tilsvarende eksternt tastatur. Lenovoen er dejlig at skrive med, både mens man sidder i sofaen eller til politiske møder
  • Skærmopløsningen er næsten for høj til mine gamle øjne. Det er issue, især når jeg snyder i Bundesligaen i mit gamle Football Manager 2012. Øjnene blev knebet en del sammen indtil jeg fik bakset mig frem til en håndterbar opløsning
  • Relateret hertil: Jeg savner ikke Apples styresystem som sådan, men af og til er Windows ikke ligeså elegant og brugervenligt. Eksempelvis var skærmopløsningsproblematikken et eksempel på noget, der i MacOS kan fikses med to-tre klik og lækkert intuitivt design, men i Windows 10 kræver adskillige klik og tidskrævende indstillinger af opløsningen og skaleringen. Der er flere justeringsmuligheder i Windows, men det er også mere komplekst og gumpetungt. MacOS virker lidt mere … intelligent end Windows 10
  • Et klart minus og stort trin ned i forhold til hardware fra Apple: Jeg savner i høj grad MacBook’ens trackpad. Den er klasser bedre end Lenovoens, som virker tung, upræcis og bøvet i sammenligning. Det ødelægger ikke tastaturet som sådan, men hvis Lenovo blot kunne finde ud af at konstruere en trackpad af samme kvalitet som Apple, ville det være noget nær det ultimative sæt af skriveværktøjer
  • Lenovoen larmer mere end jeg er vant til fra Mac’en, også på tidspunkter, hvor den ikke er videre belastet. Det undrer mig lidt, men måske det bare er noget jeg skal vænne mig til efter at have arbejdet med de facto lydløse Macs i nogle år

Samlet indtryk er et stort minus (trackpad) og et stort plus (tastaturet) kombineret med en ‘neutral’ (fra MacOS til Windows 10). Jeg savner ikke rigtig nogle apps fra Apple økosystemet (dem jeg brugte mest i min Mac-tid var i forvejen platforms-agnostiske), og jeg har en forhåbning om at det alt sammen vil booste min skriveproduktivitet og kreativitet. Om ikke andet, så får jeg nu frigjort opmærksomhed og tid fra at sidde og drømme om hvilken laptop, jeg gerne ville købe!

Klarsynet

Jeg obsesser ganske usundt meget. Især om hvordan jeg skaber de rette rammer for, at min såkaldte kreativitet kan få rum til at udfolde sig.

I praksis vil det sige: Hvordan får jeg inspiration til at skrive? Og ikke mindst: Hvordan undgår jeg at overspringshandle / spilde tiden med alt muligt unyttigt. Jeg har kort sagt brug for rammer, programmer, apps, et eller andet, der kan få ordene til at flyde.

Den værste hindring for, at der sker – at være nødt til at bruge en windows-PC i arbejdsøjemed – kan jeg ikke gøre så meget ved. Word og Excel er ganske vist dræbende for min livslyst, men det får begrædeligt nok ikke min arbejdsgiver til at gå over til Apple.

Men i privatlivet, kan jeg trods alt vælge selv. Her kører jeg kun Apple.

Min glæde ved at arbejde på en Mac er af nyere dato. Indtil slutningen af 2011 mente jeg, at Apple-produkter var skamløst overvurderede. Jeg havde ikke meget andet end foragt til overs for dem, der brugte ustyrlige summer på deres iPhones, iPads og MacBook Airs. Hvorfor dog betale overpris, når man kunne få gode, driftsikre og robuste alternativer til en lavere pris?

Så købte Den Bedre Halvdel imidlertid en MacBook Pro.

Efter at have smugprøvet den lidt, var jeg solgt. Alting var så let, enkelt og elegant. Hvor windows var bøvlet, kluntet og notorisk tungt, var styresystemet på Mac’en designet med henblik på at enkelhed og elegance. Underskoven af Apps var sjovere, end hvad Microsoft & co. kunne tilbyde, især når de talte sammen med ens iPhone. Det var en gamechanger. I 2012 købte jeg selv en Mac, og er nu dybt filtret ind i Apple-infrastrukturen. Kan ikke rigtig se mig selv skifte til Android telefoner/tablets, endsige frivilligt opsøge et windows-styresystem igen.

Nå, men den gamle Mac fra dengang er begyndt at halte. Den har kun 4GB ram, og var begyndt at blive sløv i optrækket allerede sidste år, da Apple udsendte Mavericks styresystemet. Helt grelt blev det fredag aften, da jeg installerede den nye Yosemite opdatering. Intet fungerede rigtig godt mere. Noget måtte der gøres.

Så nu har jeg investeret i en ny kreativitetsfremmende model: En MacBook Pro 15″ med retinaskærm.

Og jeg siger jer: Den er vidunderlig. Jeg elsker den. Alting glider som smurt, og alt på skærmen fremstår knivskarpt og … tør jeg sige det, smukt. Brugervenligheden er den samme, og med et Office 365 abonnement behøver jeg ikke engang lade som, at en windows-PC er nødvendig.

Fornemmer, at det her bliver den computer, jeg kommer til at blive gladest for at arbejde på – og forhåbentligt kommer kreativiteten til at blomstre her på bloggen.