Årets sange 2016

Musikåret 2016 var fragmenteret, let kaotisk og præget af Spotifys ‘Discover Weekly’ funktion plus min tendens til at bruge shuffle til at tæmme den alt, alt for store og ustyrlige ‘bruttoplayliste’, jeg har opbygget siden 2013. Med det sagt, så er her de sange, der fyldte mere end andre i løbet af året

Real Lies ‘North Circular’ (2014) Lyder som et smukt gadekryds mellem New Order, Air France, Pet Shop Boys, Saint Etienne og The Streets. Bedre kan jeg ikke beskrive det Det er sfærisk electropop med blaserte tekster. Hele deres album ‘Real Life’ er vidunderligt.

Kitchens of Distinction ‘Drive That Fast’ (1990) En sen tilføjelse her i december. Jeg er vild med den ringlende guitar, den episke – nærmest stadionrockende – stemning og det fængende omkvæd

Cotton Jones ‘I am the Changer’ (2009) Meget beroligende og folket dreampop. Særdeles velegnet at skrive bureaukratiske notater til

Boxed In ‘Jist’ (2016) VIDUNDERLIG lille elektronisk popperle

Pale Saints ‘Kinky Love’ (1991) Det er ikke så tit at man kan kombinere ordene ‘lummer’ og ‘shoegaze’, men Pale Saints leverer det ypperligt i ‘Kinky Love’

Yumi Matsutoya ‘‘ひこうき雲’ (Hikōki-gumo)’ (1973) Betagende melankolsk japansk easy-listening popjuvel (med pornoorgel og det hele), opdaget i traileren til animéfilmen ‘The Wind Rises’

Sturgill Simpson ‘In Bloom’ (2016) Jeg bliver aldrig fan af hverken Nirvana eller grunge, men vil da ikke fornægte, at dele af råmaterialet er godt. Simpsons countryudgave af ‘In Bloom’ illustrerer på bedste vis hvordan en coverversion i visse tilfælde kan være lysår bedre end originalen

Nej, 2016 var ikke undertegnedes mest musikalske år. Stiftede bekendtskab med en del nye kunstnere, men næppe nogen der kommer til at revolutionere min tilværelse. Min ambition for 2017 er at få lyttet noget mere til elektronisk musik (føler mig ganske koblet af) – samt ikke mindst komme ud til nogle koncerter.

Første gang bliver 25. januar, hvor svenske The Radio Dept. spiller i Lille Vega. Ser jeg meget frem til. Savner den svenskofile musikbesættelse jeg led af i slutningen af 00’erne.

Hikōki-gumo

Det hænder desværre ikke længere så ofte at jeg bliver besat af en sang. Men det er sket hen over det seneste døgn. Vejen dertil er kringlet. Lad os tage den trinvist.

Når sønnen skal sove, slapper vi ofte af inden putning sammen med at se en hyggelig film. Nogle gange er det filmtrailers, gerne til japanske mangafilm. En favorit er eksempelvis traileren til ‘When Marnie Was there’, der har den rette kombination af roligt tempo og afslappende melankolsk musik.

Men der er altid brug for flere søvndyssende tegnefilm, så vi har også set traileren til en anden af Studio Ghiblis nylige værker: ‘The Wind Rises‘. Undervejs i den støder man på den sært fængende sang ‘ひこうき雲’ (Hikōki-gumo).

Det er en loungepopperle fra 1973 af Yumi Matsutoya. Den er dragende og vanskelig at beskrive, måske fordi jeg mangler en relevant kontekst. For bortset fra den fragmenterede erindring om slut-90’er navne som Pizzicato Five, Girl’s Generation, Ryuichi Sakamoto, Towa Tei og DJ Krush må jeg tilstå, at min reelle viden om japansk populærmusik er til at overse.

Men hvis jeg skulle beskrive Matsutoyas stil, så ville det være, at hun minder mig om sangen ‘Kaze wo Atsumete’ fra Lost in Translation soundtracket. Der er det samme listige orgel og den dovne tromme, der insisterende driver sangen frem. Jeg kan ikke stoppe med at lytte til ‘Hikōki-gumo’. Det er en pokkers god popsang, som ville være blevet et monsterhit, hvis det var Carole King, der havde sunget den på engelsk dengang i 1973.

Alt imens jeg har skamlyttet sangen, læste jeg også lidt om filmen den bruges i: ‘The Wind Rises’. Den er faktisk også interessant i sig selv. Det er en fiktionaliseret biopic om Jiro Horikoshi, der var manden bag det japanske kampfly Mitsubishi A6M Zero fra 2. verdenskrig. Tilsyneladende var han en følsom, kunstnerisk og pacifistisk sjæl, der aldrig kom sig over, at hans passion for at skabe fly blev misbrugt af det kejserlige Japan. Da filmen kom i 2013 skabte den debat i Japan, der som bekendt har et noget tvetydigt forhold til sin fortid, især 2. verdenskrig. Det er længe siden jeg har set en mangafilm, men ‘The Wind Rises’ kunne sagtens være den næste i rækken.

Indtil da vil jeg nyde Yumi Matsutoyas blide røst, der synger om (tror jeg) afsagn og store følelser. Varmt anbefalet.