i Livet, TV-serier

Tanker inden en forældreorlov

Læste en wrap-up i New Yorker på afslutningen af ‘Parenthood’, velsagtens den tv-serie Den Bedre Halvdel har været mest begejstret for siden … ja, egentlig siden ‘Friday Night Lights’. Som serienavnet antyder kredser serien om familie. I anmeldelsen skriver New Yorker afslutningsvist:

It showed parenthood, the institution, to be the crucible in which adults were transformed. Its challenges and rewards and the sanity it brought about made the yelling and misunderstanding stop. Other shows, and life, sometimes feature uninvolved parents, selfish parents, bad parents. “Parenthood,” for the most part, did not. Amber and Drew’s dad wasn’t great—loving but inconsistent, often drunk—and the show’s time line began when Sarah and the kids moved home to get away from him. Crosby fell in love with his young son, Jabbar, when he met him, and quickly wanted to be a good father. Amber’s former fiancée, a struggling Army veteran with addiction problems, was left behind to cope on his own, away from their baby.

The Bravermans always put parenting first. The show’s presentation of the fantasy of near-universal good parenting, or the will to attempt it, felt like a justifiable choice because the challenges and struggles within that were so painful and real. Even when the show wobbled a bit, as with a story line involving trouble in Joel and Julia’s marriage that didn’t always make sense, it always righted itself and kept your faith. Just when you thought you’d had it, there’d be a scene of unexpected reconciliation, or a connection between a parent and a child, or loving wisdom and advice, and you’d cry cry cry, and remember what it’s like to feel fully human. “Parenthood” was so lovable that everything it did wrong felt like an exasperating yet predictable outrage—in other words, it felt like family.

I fornemmer muligvis at der er tale om en skamløst sentimental omgang, og at serien derfor har opnået afgudestatus hjemme i vores husstand. Det, jeg hæfter mig mest ved i ovenstående er formuleringerne om forældreskabet den transformerende institution. Det fik mig til at tænke. Har jeg forandret mig grundlæggende siden at Hjemmedrengen kom i vores liv for lidt over 10 måneder siden?

Jeg er usikker. Der er ingen tvivl om, at det at blive forældre har forandret Den Bedre Halvdel markant mere end mig. Men jeg er stadig ligeså stædig, doven, påståelig og nydelsessyg som før. Tror egentlig heller ikke at jeg er blevet mærkbart mere ansvarlig, omsorgsfuld eller kompromissøgende end tidligere.

Hvis jeg selv skulle pege på en smule fremskridt, så er det på det emotionelle plan. Jeg er nok blevet mere, ja det lyder pompøst, men nuvel: Kærlig. Før han kom til verden havde jeg ikke et fast funderet billede af, hvad det rent følelsesmæssigt betyder at blive forældre. Men man kommer jo til at holde af sådan et lille kræ. Den basale kærlighedsrelation mellem forælder og barn er uhyre meningsfuld. Jeg skal ikke belære andre om at de burde få børn, og jeg er helt sikker på, at et liv uden børn kan være mindst ligeså meningsfuldt, givende og betydningsfuldt. Men hvis man aktivt fravælger at få børn, går man samtidig aktivt udenom noget, der er til tider er hårdt, kedeligt, enerverende og frustrerende, men som på bundlinjen giver en grundlæggende glæde og mening. Det havde jeg ikke den fjerneste anelse om, da jeg som 31 årig gik rundt og ikke følte det fjerneste behov for at formere mig. Og derfor er jeg glad for, at Den Bedre Halvdel var noget mere livsklog end mig i den retning.

Nu håber jeg så, at syv ugers samvær og en dybere relation med Hjemmedrengen kan kickstarte processen med at transformere mig til et bedre menneske. Hidtil har jeg været på arbejde det meste af hans liv, indser jeg nu. Fremadrettet bliver det sværere. Den Bedre Halvdel begynder selv at arbejde på mandag, og pludselig kommer der meget mere logistik, planlægning og kompromiser ind i vores ellers ret harmoniske tilværelse. Jeg kan ikke blot tage afsted på arbejde og være væk 10 timer hver dag, tværtimod får jeg hovedansvaret for at hente og bringe ham i vuggestuen.

Med andre ord: Et nyt kapitel i livet begynder reelt i de kommende uger. Jeg er spændt, nervøs og glæder mig.

Læg en kommentar

Comment