i Livet

The beautiful struggle

En af de irriterende ting ved at have fundet et ok spændende studiejob er, at det bliver sværere og sværere at opretholde illusionen om, at der stadig er lang tid til at det virkelige liv begynder.

I min egen selvopfattelse har det hidtil været sådan, at jeg syntes der stadig er en evighed til at jeg er færdig med at læse, at det først er om føje år at jeg skal ud på arbejdsmarkedet osv. At jeg også først liiiiige skal have taget en master i udlandet før at livet sådan for alvor går i gang. Jeg har hidtil overbevist mig selv om, at da jeg kun er 23 (ok, snart 24), så er jeg slet ikke voksen endnu – og har derfor ret, ja, nærmest pligt til ikke at skynde mig alt for meget med at blive færdig, få et job, slå mig ned, få børn, blive midalderende og ende mine dage på et plejehjem. Har ligesom manglet den der motivation og det store narrativ der kunne give mig en rigtig god begrundelse for ikke at forblive umoden og studentikos. Som min yndlingsforfatter Douglas Coupland så rigtigt siger, så er der så frygtelig mange år at være gammel i, og ikke ret mange til at være ung.

Men arbejdet har vist for mig, at jeg egentlig ikke synes det er så sørens interessant at være studerende. Mit studie keder mig. Ligegyldigt hvor meget jeg prøver, så bliver jeg bare aldrig akademisk interesseret og i bund og grund er min uddannelse vist bare et redskab jeg skal bruge til at komme videre. I dag har været undervisningsdag og jeg har kedet mig bravt i dem begge de fag jeg har. Især til mål- og resultatstyring indså jeg, at der nok næppe er noget der interesserer mig mindre end styringsredskaber, omkostningsbaserede regnskaber og nye ledelsesformer indenfor det offentlige.

Grunden til at jeg begyndte på statskundskab var ganske vist, at jeg gerne ville være verdenshersker. Og så at jeg syntes historie var et spændende fag i gymnasiet. Imidlertid er det lidt svært at blive andet end gymnasielærer som historiker, så det var jo nok ikke lige det jeg skulle læse.

Sidenhen har jeg mange gange tænkt over – især lige før sommerferien og fristen for at søge ind på uddannelserne – hvad det nu egentlig var jeg syntes jeg godt ved mit studie. Og jeg leder stadig efter svaret. Under opholdet på ambassaden fandt jeg ud af, at udenrigspolitik, EU-integration og den slags var interessant. Og i nu har jeg så opdaget, at erhvervspolitik, konkurrence forhold og den slags også er spændende. Så måske er det selve arbejdet med politik og forskellige policyområder jeg synes godt om. Jeg bliver i hvert fald aldrig særlig interesseret i økonomi (altså udover på sådan et samfundsmæssigt plan) eller offentlig administration. På den måde tror jeg at det er rigtig godt for mig, at jeg er kommet til at arbejde i en interesseorganisation, der groft sagt udelukkende handler om politisk interessevaretagelse indenfor et givent område.

Hvor vil jeg hen med alt dette? Er det egentlig sådan, at man kun kan artikulere sig selv som værende ung mens man er studerende? Eller er det muligt stadig at opretholde forestillingen om at man ikke er død indvendig, så snart man får et fast job og den slags? At jeg ikke mister interessen for musik, ghanesiske samfundsforhold og fodboldtrøjer så snart jeg bliver sparket ud af kollegieværelset? Det er en reel problemstilling: Min forgænger i studiejobbet bliver fastansat så snart han afleverer sit speciale. Hvad nu hvis jeg får samme tilbud? Skal jeg så sige ja? Bruger jeg bare mit ønske om at læse på London School of Economics som en undskyldning for ikke at se i øjnene, at jeg ikke for altid kan løbe fra, at også jeg på et tidspunkt er nødt til at tage mig sammen og komme ind på det spor som alle mennesker jo skal ind i på et tidspunkt?

Under turen til Japan fik jeg udlængsel. Dengang vi sejlede til Busan fra Fukoaka sad jeg og kiggede ind mod byen og ønskede brændende, at jeg kunne komme tilbage og opleve det een gang til. Bo der. Gøre et eller andet. Som sådan er Fukoaka ikke noget specielt, men lige i det øjeblik repræsenterede det alt det som jeg på en eller anden måde gerne vil have: Oplevelser. Ungdom. Frihed.

Min mor vil nok sige, at det er frygtelig tidligt at føle sig gammel som snart 24 årig. Sandt nok. Men verden står jo ikke stille, og jeg kan se på mine opgivelser, at de også bevæger sig. At der rent faktisk er folk i min omgangskreds der er ved at være færdige med studierne, bor sammen med kærester, måske går med overvejelser om at få børn. Og imens sidder jeg på mine 15 kvadratmeter og spekulerer over hvorfor at jeg er så angst for at blive voksen. Måske man skulle tage navneforandring til Peter Pan – er i hvert fald sådan et kompleks jeg tilsyneladende går rundt med…! Måske man skulle tage en pause på et tidspunkt. Tage ud at rejse. Se Fukoaka igen. Men det ville ikke hjælpe noget. Og der er jo ingen der gider ansætte en brilleaber der tager ud at føjte og rejse lige efter han er blevet færdig.

Skal nok vende tilbage med endnu jeriminade af tilsvarende længde så snart jeg finder svaret på ovenstående kvabbabelser.

Giv lyd fra dig

Comment