i Film, Livet

“The next time I have to come in here, I’m crackin’ skulls!”

Modtog en mail fra min ærværdige læsegruppemakker idag:

“Hej,

Jeg har lige fået vores seminarblanketter og petitum tilbage fra Anne i underskrevet stand, så går ud fra, at vores opgave er godkendt. Jubiiih!

Ses i morgen!

-Henriette”

Ja, det var ordene. Og dermed lader det til at endnu 10 ECTS point er blevet sat ind på kontoen. Hvem skulle dog have troet det? Så mangler jeg kun eksamen på fredag (og din praktikopgave, red.), før jeg med ro i sindet kan slappe af indtil næste semester. Idag er nok engang gået med læsning. Omkring kl. 15 kunne jeg mærke at mit marginale udbytte blev stadigt mindre og mindre, så tog en tur hen at træne. En grum oplevelse, mærk jer mine ord børnlil: Julens synder vender ALTID tilbage! Nu er jeg så klar-pirat-start til endnu en session med alenlange akademiske diskussioner om reform af FN, hvis jeg hører bare ét ord mere om den elendige Potemkin-kulisse af en organisation efter på fredag, så vil jeg personligt kølhale de formastelige individer der vover at genere mig med det!

Var der forresten andre end mig der så Breakfast Club i julen? Udover at det selvsagt er filmhistoriens bedste teenage-film (nævn blot én som er bedre!) og Simple Minds’ ‘Don’t you (forget about me)’ bliver spillet i filmen, så spiller min egen fnullergøj Molly Ringwald også med. Ingen har som hende kunne se så surmulende og sød ud på samme tid.

Giv lyd fra dig

Comment