i Nonsens

Things fall apart

Bwaaaah! Jeg er for træt til at finde på noget originalt i dag, har haft en mind-numbing dag på arbejdet, så vil i stedet bringe et par erklæringer(!), lidt flere nytteløse links, tilfældige følelsesudbrug, krydset med en knivspids (jeg har gerne ville skrive ‘knivspids’ i laaaaaang tid) brokkeri i almindelighed.

Jeg har vist aldrig fået nævnt, at jeg elsker Röksopp videoen til Remind me? Ganske vist er den efterhånden et par år gammel, men den er stadig i stand til at få mig sidde fascineret og ønske jeg havde blot et milligram kreativitet i mig (samme effekt har deres Eple video). Kom blot til at tænke på den, da jeg for lidt siden fandt noget af artworket vi brugte til at pynte op med til festen i november. Den altid kreative Tina hjalp dengang med designet af bl.a. boardingcards og ‘safety’ sedler (endnu engang tak for det), som minder om musikvideoen. Se den her.

Og så vil jeg til Chicago. Ja, nu er det afgjort. Der er ikke andre steder i USA jeg hellere vil besøge. Jeg mener: Common er derfra. Economist har lige haft en rosende survey om byen (som jeg læste fra ende til anden uden stop). Den bedste sang på Sufjan Stevens’ Illinois album handler om Chi-town. Min yndlings politikblogger Daniel Drezner underviser på University of Chigaco. Det samme gør den ondeste IP-teoretiker i verden: John Mearsheimer (se hans og Stephen Walts meget omdiskuterede artikel om the Israel Lobby’s indflydelse på amerikansk udenrigspolitik i Mellemøsten her). Forglem ej heller Chicago skolens betydning indenfor økonomien i almindelighed. Og White Sox blev baseball mester sidste år. Jeg kan i skrivende stund ikke komme på een eneste ting der ikke er sejt ved Chigaco. Det skulle da lige være, at mit første møde med byen blev gennem Willard Motley’s neo-klassiske ‘Lev stærkt, dø ung’, som der vist er en del unge mennesker der er stødt på i tidernes løb. Remember kids: Just say no!

Nu vi taler om baseball, så må jeg lige dele mit helt irrationelle had til Toshiaki Imae. Denne slambert, denne slyngel, dette udskud, denne umulius, dette BÆST af en baseball spiller, var medvirkende til, at mine fnullergøjer fra Hanshin Tigers tabte til Chiba Marines, hin oktober aften på Miyajima, hvor vi efter at have set på Shinto-templet, jagtet dumme bambidyr og (forgæves) søgt efter vinkekatte. Og DET var traumatiserende. Jeg skal ikke lade som om at jeg ved ret meget om baseball, men det var egentlig en ret spændende kamp, og guderne skal vide, at jeg elsker alt fra Kyoto. Så når den nævenyttige Imae stikker en kæp i hjulet, så bliver jeg vred. Uwaaaah!

Andre end mig der har lagt mærke til, at Hviderusland har været en del i medierne på det sidste? (Nå, ikke? Så læs her hvorfor). Til at krydre de tørre indslag fra tv-avisen (woo-hoo, nu er der 500 mennesker der demonstrerer i Minsk! Så rykker det! Pisk stemningen op. Ny orange revolution på vej!!! Eller noget…?). Lidt galgenhumor skal I dog ikke spares for. Sådan laver man propaganda post-Soviet style. Snyd ikke jer selv for videoen på samme hjemmeside. Jeg kan af egen erfaring sige, at man ikke holder sig tilbage fra disco-disco-disco østpå.

PS. Troede I forresten at økonomer ikke kan være sjove? Så tjek Xavier Sala-I-Martins hjemmeside. Den mand er gal, siger jeg jer, gal! Og han har været SÅ tæt på en nobelpris i økonomi.

PPS. Jeg er alt for dvask til at have en mening om Ahmed Akkaris nyeste tåbeligheder. Den mand er jo behandlingskrævende. Selvfølgelig var hans lille bombesprængningsopfordring sagt i spøg, men seriøst: Er der ikke nogle psykiatere der kan hjælpe ham i hans febervildelser? Det coole ved ham er, at hver gang nogle fanger ham i at fucke up, så starter han med at benægte alt (“Over for avisen sagde imamen i går, at han intet kendte til den pågældende biltur, men nu erkender han altså, at have sagt ovenstående”, Børsen i dag), hvorefter der kommer en eller anden søforklaring, som oftest ikke har bund i noget som helst fornuftigt. Oh well. Måske havde jeg alligevel en mening.

Giv lyd fra dig

Comment