i Bloggen

Udenfor siloerne

Besøger du stadig nettet? Altså det internet, der lever udenfor de lukkede siloer i form af sociale medier, betalingsnyhedssiderne og de webshops, som Googles søgemekanisme leder dig ind til?

Har du i nyere tid oplevet glæden ved at opdage nye ting, steder og mennesker ved at surfe (planløst) rundt? Giver det arkaiske begreb ‘at surfe på internettet’ overhovedet mening for dig? Hvornår var du egentlig sidst inde på en (ikke-kommerciel) hjemmeside, som du aldrig har besøgt før? Har du frekventeret et debatforum, som ikke var på Facebook?

Sandsynligheden taler for, at det ikke sker særlig tit for dig længere.

Læste for nyligt den rammende artikel ‘I don’t know how to waste time on the internet anymore’, suppleret i dag af ‘Is surfing the internet dead?’.

De har lidt divergerende konklusioner. Den første er en klassisk post-moderne jeremiade, sidstnævnte artikel mener at Twitters søgefunktion i dag har afblæst behovet for den gammeldags internetsurfen. Men begge er grundlæggende enige om, at det gamle start-midt 2000’er internet er dødt og ikke kommer tilbage. De sociale medier har vundet, algoritmerne har talt, folk er kommet på Facebook for at blive, der er ikke andre relevante distributionskanaler eller netværkssteder. Internettet i form af personlige hjemmesider, blogs eller debatfora om obskure ting er der ikke mere.

Jeg ved godt, at det her er et emne – det åbne internets deroute, de sociale mediers monopolisering af menneskers digitale liv – jeg skriver alt for meget om. Men jeg er optaget af det. Og det er ikke kun fordi nærværende personlige blog mangler læsere (p.s. det gør den), eller at min besættelse af emnet er udtryk for en nostalgisk længsel efter noget der var engang (selvom alting faktisk var bedre for 10 år siden).

Mine egne vaner er håbløst gammeldags. Jeg elsker det net, der var engang. Jeg skriver selv en personlig blog. Og det bedste jeg ved er at opdage en skribent, som stadig skriver for sig sig selv på sin egen platform. Jeg følger tilmed stadig en lang række sider via en RSS-reader. Det bliver næppe bliver mere bagudskuende end det.

Jeg er stemplet ud af Facebook og forstår i disse post-Cambridge Analytica tider ikke helt de mennesker, der frivilligt lægger deres tanker, billeder og indhold ind på stedet. Jeg kan til nøds forstå at man bruger steder som Twitter og Facebook til at videredistribuere ens indhold fra ens egen platform. Det er trods alt på de sociale medier, at de fleste potentielle læsere befinder sig. Men at bruge platformene som ens primære digitale ‘hjem’? Nej. Ikke på vilkår. Jeg vil eje mig selv og det jeg skriver.

Jeg ved at jeg kæmper mod vindmøller. Det net jeg holdt af, kommer ikke igen uanset hvor meget jeg sidder her og vrider hænder. Men derfor vil jeg alligevel fortsætte med skrive som om, at der stadig findes folk som opdager ting online ved tilfældigheder og ikke får alt deres input fra deres algoritme-styrede feed i Facebook.

Giv lyd fra dig

Comment