in Samfund, Verden

Ved årets udgang

Nytårsaften nærmer sig, og her i børnenes middagslur læser jeg lidt i Economists bekymrende tykke julenummer. Magasinet rummer den rituelle ‘The world this year’ gennemgang, og det er – hvilket næppe kommer bag på nogen – en ganske nedtrykkende affære:

  • Trump valgt som præsident
  • Folkemord og magtesløshed i Syrien
  • Et aggressivt Rusland fører gammeldags magtpolitik
  • Brexit og det europæiske samarbejde i krise
  • Nordkorea tester frejdigt flere atomvåben
  • Populister og nationalister i fremgang i lande som Polen, Ungarn og Filippinerne
  • Tyrkiet ophører de facto med at være et demokrati. Venezuela befæster sin status som totalitært styre
  • Terror og politiske attentater i Bruxelles, Nice, Orlando, Berlin og alle mulige andre steder, hvor vestlige medier ikke dækker så grundigt

Nej, 2016 var ikke ligefrem et godt år for verden. Hvis man ser bort fra min datters fødsel, så kan jeg ikke komme på noget virkelig positivt at sige om året der gik. Og så vi ikke engang drøftet tingene her i andedammen, hvor især afsløringerne af hvordan SKAT har pisset milliarder og atter milliarder væk, var noget der gjorde mig ganske træt indeni.

Jeg kæmper lidt med hvordan jeg som almindeligt menneske, der trods utallige fejl og mangler stræber efter at være en god person, kan forholde sig meningsfuldt til de ting, der foregår rundt om i verden. Hvordan bør man handle? Hvad er den etiske rigtige ting at gøre? Er der et moralsk imperativ i forhold til, hvordan man bør agere som ansvarlig samfundsborger? Hvordan kan man være empatisk på så lang afstand – og hvordan undgår man at udvikle en form for kynisme.

Man kan jo vælge at fokusere på det helt nære. Lukke ned for nyhedsstrømmen. Passe sig selv, familien, venner, ens arbejde. Resignere og gå i en art indre eksil. Fokusere på hvad man selv kan gøre i hverdagen. Læse skønlitterære bøger, og stille uret til år 2020, hvor tingene måske er drevet over igen. Det vil nok være den rationelle ting at gøre for langt de fleste.

Men det løser jo ikke de mange problemer, som Danmark og verden står i her ved indgangen til 2017. Så uanset hvor man står henne politisk, så håber jeg da, at man gør noget aktivt for at skabe den forandring man ønsker – hvis altså energien og tiden er der. Selv er jeg startet i det små og er blevet lokalpolitisk aktiv. Det er ikke en gesjæft for alle, men der er utallige andre frivillige fora, der skriger efter en indsats.

Og jeg vil forsøge at huske det store perspektiv.

At der aldrig på noget tidligere tidspunkt i verdenshistorien har været så mange på globalt plan, som har det så godt. At der findes store udfordringer – såsom klimaforandringerne – som stadig skal løses. Og at der tilsvarende findes store tragedier, som måske er mindre medieegnede end et terrorangreb, men som stadig gør en uhyggelig forskel og som fortjener opmærksomhed. UNICEF hævder at op mod 3 mio. børn hvert år dør af årsager, der kan spores tilbage til underernæring. WHO siger tilsvarende, at 7 mio. dødsfald hvert år kan henledes til luftforurening. Selv hvis de tal er unøjagtige eller oppustede, så er de næppe 0, 500 eller 5.000. Det er undgåelige katastrofer, som man vi rent faktisk med sikkerhed kan gøre noget for at begrænse og stoppe.

Så lad det være håbet for 2017. At tingene ikke falder yderligere fra hinanden, og at vi tænker os mere om. For apati løser ikke noget.

Giv lyd fra dig

Comment