i Bøger, Verden

Verden er VIDunderlig

I går sad jeg på vores seng og vuggede Arvingen frem og tilbage (og endnu mere frem og tilbage) i det lønlige (men ah, så naive) håb, at han snart ville falde i søvn.

Det viste sig at være en længerevarende affære. Alt imens jeg sad der og brummede beroligende og alfaderligt, kiggede jeg på det verdenskort, vi har hængende på væggen.

Det slog mig: Der er noget nær uendelig mange steder på Jorden, jeg ikke ved det fjerneste om. Tanken har naget en del på det seneste. I øjeblikket læser jeg Gary J. Bass’ ‘Blood Telegram’, en indtil videre fremragende bog om Bangladeshs løsrivelses fra Pakistan i 1971. Men sagen er den, at indtil jeg gik i gang med bogen, anede jeg stort set intet om Bangladeshs nyere historie. Ja, jeg ved faktisk nærmest intet om landet, bortset fra de hæse rapportager, der af og til er i The Economist. Og sådan forholder det sig med begrædeligt mange steder.

Så i går brugte jeg en ikke ubetragtelig mængde tid på at læse om steder som Guyana, Fransk Guyana, Surinam, Papua Ny Guinea, Laos og de hollandske Antiller. Det er ganske fascinerende steder, som man stort set aldrig hører om i medierne.

Læs eksempelvis denne tankevækkende rejseberetning fra Guyana. Altså, hvad er det ikke for et land? Og se lige hvordan Willemstad, hovedstaden på den tidligere hollandske koloni Curaçao, ser ud:

Willemstad

Jamen, er det ikke barokt? Et mini-Amsterdam i Caribien. Det er altså en helt fortryllende verden vi lever i!

Min ambition de kommende måneder er at blive klogere på lande som Indonesien, Malaysia og Filippinerne. Alle er steder, jeg ved bekymrende lidt om. Hvis nogen af de nærværende læsere har anbefalinger til læsestof, modtager jeg det med kyshånd.

Giv lyd fra dig

Comment