i Livet, Musik

You didn’t have to be so nice

Så kom foråret tilsyneladende alligevel snigende, håber det bliver og varmer i weekenden også – indtil videre har jeg kun kunne spejde længselsfuldt ud af vinduerne fra arbejdet. Generelt er det hvad min uge er gået med indtil videre, udover et par løbeture i ny og næ, så ikke meget at berette fra den front.

Fredag skal jeg til koncert med Al Kooper i Amager Bio. Den efterhånden noget grånende Al spillede i sin ungdoms vår med i Blood Sweat & Tears (de udgav det legendariske album ‘Child is father to the man‘, køb, køb, køb!), er multi-instrumentalist, men mest kendt for sit orgelspil. Han spillede sammen folk som Bob Dylan og Mike Bloomfield, men var og er mest manden i baggrunden som får de andre til at lyde bedre. Selvom jeg har en (ja, jeg tilstår) svaghed for 60’er og 70’er musik (The Who, James Taylor, Beach Boys, Dusty Springfield, Stevie Wonder m.fl. er store i min verden), så er det nu primært min far der er den egentlige grund til at jeg skal ind at se den gode hr. Kooper. Han er en stor fan, så vi følges ad. Henter ham sammen med Cecilie i Kastrup efter arbejdet i morgen. Selvom Politiken er lidt spydige i deres anmeldelse af Al Koopers nyeste album, så ser jeg bestemt frem til koncerten. Er også at for længe siden jeg har set gamle mennesker ryste mås for alvor. Bortset fra det, så er jeg lidt ked af at jeg missede koncerten med Flaming Lips i går (overdådig anmeldelse her), men kan jo så se frem til Josh Rouse i næste uge. Jeg håber og beder og tigger om at han spiller Winter in the Hamptons.

Giv lyd fra dig

Comment